Tilbage/Print/Send

HR-ekspert til Mali i Vestafrika

HR-koordinator Jo Gudman Rasmussen tager til Mali med Læger uden Grænser.
HR-koordinator Jo Gudman Rasmussen tager til Mali med Læger uden Grænser. Foto: © Sune Juul-Sørensen/Læger uden Grænser

HR-ekspert tager ud med Læger uden Grænser igen. Denne gang til Mali i Vestafrika.

I maj 2006 rejste Jo Gudman Rasmussen på sin første udsendelse med Læger uden Grænser. Siden da har hun været på en lang række opgaver som administrator og HR-koordinator og i dag arbejder hun på Læger uden Grænsers kontor i København med at rekruttere og udsende læger, sygeplejersker, administratorer og logistikere.

 
Men i fredags vendte hun tilbage til udgangspunktet og pakkede tasken og vendte næsen mod Mali, hvor hun den næste måned skal hjælpe med at åbne et nyt projekt i det uroplagede land i Vestafrika. Hendes officielle titel bliver HR-koordinator og fokus bliver på kontakt med myndighederne i Malis hovedstad Bamako.
 
Den 22 marts i år blev præsident Amadou Toumani Touré væltet og siden da har Mali været præget af uro og konflikt. I dag er landet delt i to dele, hvor regeringsstyrker kontrollerer den sydlige del, inklusiv hovedstaden, mens islamiske militser har kontrol over den nordlige del af landet. Konflikten i Mali har betydet at et stort antal af indbyggerne i Mali er internt fordrevne i deres eget land, og dem forsøger Læger uden Grænser at hjælpe.
 
Jo Gudman Rasmussen har oprindeligt en salgs- og marketingsuddannelse fra SAS Airlines og ved siden af arbejdet i Læger uden Grænser læser hun en Master i Komparative Kulturstudier.
 
Jo Gudman Rasmussen er 38 år gammel og bor til daglig på Østerbro i København.
 
Læger uden Grænser har arbejdet i Mali siden 1992.