Tilbage/Print/Send

Erfaren læge til Lagos’ slum

Lone Jensen har tidligere været udsendt til Sydsudan, Angola, Somalia og Zimbabwe.Foto: © Christian Nørgaard/MSF
Skal være med til at åbne sundhedsklinik i Nigerias ´megaby´

I dag rejser læge Lone Jensen til Nigeria, hvor hun de næste seks måneder skal være med til at åbne en sundhedsklinik i slumkvarteret Makoko i millionbyen Lagos.

 

Projektet i Lagos går ud på at nedbringe den høje forekomst af sygdomme og dødsfald blandt de mest udsatte befolkningsgrupper i slumkvarterne. På sundhedsklinikken i Makoko vil man døgnet rundt tilbyde hjælp til gravide og fødende kvinder, og derudover skal der etableres almindelig lægekonsultationer og skadestuer, ligesom der vil blive lavet mobilklinikker i to andre slumkvarterer i byen.

 

53-årige Lone Jensen er speciallæge i almen medicin og skal fungere som praktiserende læge i de tætbefolkede slumområder. Risikoen for sygdomsudbrud er høj på grund af de dårlige toilet- og kloakeringsforhold kombineret med, at dele af Lagos jævnligt oversvømmes, og at kun en tredjedel af børnene er vaccinerede tilstrækkeligt.

 

Det er femte gang, Lone Jensen rejser ud med Læger uden Grænser. Hun har tidligere været udsendt til Sydsudan, Angola, Somalia og senest Zimbabwe i 2009, hvor landet var ramt af et udbrud af kolera af hidtil uset omfang, som endte med at koste omkring 4.000 menneskeliv.

 

Lone Jensen bor på Frederiksberg og er til daglig praktiserende læge. Hun har haft egen praksis på Nørrebro, og har senest vikarieret i en praksis i Valby.

 

Læger uden Grænser har arbejdet i Nigeria siden 1996, og har blandt andet taget sig af behandling af patienter med kolera og hiv/aids, og har flere steder i landet hjulpet sundhedsmyndighederne med at opbygge sundhedspleje til den fattige del af befolkningen.

 

Er du læge? Læs mere om dine muligheder for at blive udsendt.

/cn