Den 9. august 2002
Læge Torben Bruhn rejser i dag til Makeni i det vestafrikanske land Sierra Leone. Sammen med et internationalt hold fra Læger uden Grænser, (Medecins Sans Frontieres, MSF) skal Torben Bruhn de kommende tre måneder organisere og iværksætte en undersøgelse af malaria resistens i den nordlige del af landet. Den danske læge skal desuden være ansvarlig for behandlingen af de malariapatienter, som indgår i undersøgelsen.
Resistens (modstandsdygtighed) overfor malariamedicin er et stigende problem og efterlader mange mennesker - særligt i udviklingslandene - uden mulighed for behandling. Ved at undersøge og kortlægge udbredelsen af resistens er det muligt at finde en effektiv behandling gennem nye kombinationer af eksisterende medicin. Læger uden Grænser har tidligere gennemført lignende undersøgelser i den sydlige del af Sierra Leone.
Torben Bruhn, der er bestyrelsesmedlem i Læger uden Grænser, har en mastergrad i International Sundhed og har tidligere været udsendt to gange til Afghanistan med organisationen.
Yderligere oplysninger: Læger uden Grænser, att. Informationschef Michael Loua, tlf. 39 62 63 01, mobil 29 70 29 79
