Tilbage/Print/Send

Antropolog til flygtningelejre i Sydsudan

Antropolog Hanne Augustenborg fra Læger uden Grænser
Antropolog Hanne Augustenborg skal arbejde med sundhedsoplysning i Doro-flygtningelejren i det nordlige Sydsudan. Foto © Sune Juul-Sørensen/Læger uden Grænser

I dag rejser antropolog Hanne Augustenborg til flygtningelejren ved byen Doro i det nordlige Sydsudan, hvor Læger uden Grænser hjælper tusinder af mennesker, der er flygtet fra konflikt i nabolandet Sudan. 

Den 50-årige vejlenser tager ud med Læger uden Grænser for anden gang og skal lige som sidst arbejde med sundhedsoplysning. Hendes titel, Health Promoter, dækker over arbejdet med at oplyse om Læger uden Grænsers sundhedstilbud, identificere områder hvor der er brug for hjælp, finde svage og udsatte patienter og at undervise i basal hygiejne.

 
Særligt hygiejne, rent vand og sanitet er livsvigtigt i de trange flygtningelejre, hvor smitsomme sygdomme hurtigt spreder sig. Læger uden Grænser har i forvejen fokus på at sikre rent drikkevand, men gode vaner for hygiejne og undervisning i hvordan flygtningene opdager sygdomme tidligt og kommer i behandling kan betyde forskellen på liv og død.
 
Siden udgangen af sidste år er over 115.000 mennesker flygtet fra Blå Nil staten i Sudan til det øde Maban-område i den nordlige del af Sydsudan. Her ligger flygtningelejren Doro, der huser 45.000 mennesker, og som de næste to måneder bliver Hanne Augustenborgs hjem. Læger uden Grænser yder udover rent drikkevand, lægehjælp til de mange tusinder flygtninge i lejren, herunder hjælp til gravide og fødende, vaccinationskampagner og behandling af underernærede børn.
Hanne Augustenborgs første udsendelse gik til Pakistan i 2011, hvor Læger uden Grænser satte en storstilet hjælpeindsats i gang efter voldsomme oversvømmelser drev millioner på flugt i august 2010.
 
Hanne Augustenborg er oprindeligt uddannet grafiker og reklametegner, men har efterfølgende læst etnografi og socialantropologi ved Aarhus Universitet. Hun arbejder blandt andet som rejseleder på ture i Syd-østasien og med integrationsprojekter for flygtninge og indvandrere.  Hun er født og opvokset i Vejle, hvor hun stadig bor.
 
Læger uden Grænser har arbejdet i Sydsudan siden landet blevet oprettet i 2011.