Rejsebreve

 

Malawi lærer endnu en gang at håndtere mæslinger

Malawi har ikke haft et udbrud af mæslinger siden 1997, og meget viden om sygdommen er gået tabt i mellemtiden. Læge Kristian Aagaard skriver fra Malawi, hvor han siden april har undervist personalet og organiseret de offentlige hospitaler i hovedstaden til at behandle mæslingepatienter.

---

Det er første gang, den 32-årige læge Kristian Aagaard er udsendt med Læger uden Grænser. Fire andre danskere har i foråret og sommeren arbejdet med at vaccinere børn og unge mod mæslinger i Malawi. Foto: © Privat

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at forfatte en lille beretning om livet her i "Afrikas varme hjerte" som Malawi kaldes. Håber I nyder den danske sommer! Her er det vinter, men ikke en særlig kold en af slagsen; kun nætterne retfærdiggør, at jeg, af uvisse årsager, medbragte et par lange vintersokker. Om dagen er der 23-28 grader. 
  
Bwaila Hospital er det største distriktshospital i hovedstaden, Lilongwe. Her til morgen er jeg forbi for at se, om de holder fast i det system til at prioritere patienterne, jeg gennemgik med dem for snart tre måneder siden. De har et kæmpe flow af patienter i deres ambulante afsnit, hvor fire klinikere behandler 800-1000 patienter hver dag.

 

Klokken er 7.30, og omkring 200 patienter venter på at blive kigget på. Klinikeren, Idah, som vi har aftalt er ansvarlig for at plukke mæslingepatienterne ud af køen, er i fuld gang. Denne morgen er høsten 10 stk. Men der vil komme flere op af dagen.

 

I et separat undersøgelsesrum hjælper jeg med at gå patienterne igennem. En lille pige på to år er så syg, at hun skal indlægges. Hun har tydeligt mæslingeudslæt, røde øjne, høj feber og besværet vejrtrækning. Det har været en kæmpe udfordring at hjælpe med at få organiseret afdelingerne, så mæslingepatienterne ikke smitter de øvrige ventende patienter. Smittefarligheden er omtrent som influenza.

 

Længe siden sidste epidemi
Den første tid hernede gik med at tage rundt til de 10 hospitaer i Lilongwe og undervise personalet i diagnosticering og behandling af mæslinger. Det var ret sjovt og spændende. Ofte holdt jeg to-tre seancer hvert sted for at få alle personalegrupper med. Powerpoint-præsentationen havde jeg printet ud og holdt et styk A4 ark op for hver slide. Ikke optimalt, men det gik. Personalet var meget begejstrede for undervisningen, og flere steder fortalte de, at det var længe siden, de sidst havde set mæslinger og derfor havde problemer med både diagnosticering og behandling.

 

Nu besøger jeg regelmæssigt sundhedscentre og hospitaler og deler medicin ud samt hjælper med behandlingen. De fleste af sundhedscentrene ligger ude på landet. Selv om Malawi er et af Afrikas fattigste lande, hersker der en besynderlig idyl ude på landet. De ujævne veje giver udsyn til utallige mangotræer samt spredte klynger af banan-, eucalyptus- og baobabtræer. I vejkanten vandrer kvinder ubesværet i flotte saronger i alskens farver og mønstre balancerende med krukker, græskar, kurve, sække, brænde, strå eller andet på hovedet.

 

På en måde - og kun på én måde - minder Malawi om Danmark: Der er rigtig mange cykler. De køres stort set kun af mænd. De cykler af sted med elegant balance trods en bagagebærer, der minder om et forsøg på at indskrive sig i Guinnes Rekordbog: Brændestabler på halvanden meter tårner sig ofte op bag dem og er surret så grundigt fast, at de kan danne en blød bue ind over deres hoveder.

 

Læger uden Grænser samarbejder med sundhedsministeriet om at vaccinere tre millioner børn og unge i Malawi. En høj vaccinationsprocent er afgørende for, at sygdommen ikke bryder ud igen i samme grad. Foto: Nabila Kram

Landsbyerne består af spredte runde eller firkantede huse bygget af "sten" støbt af mudder og dækket af strå. Overalt er der spredte forsamlinger af mænd kvinder og børn, der snakker, leger og laver mad på forskellige grillanordninger. På boderne ud til vejen er der ofte fine pyramidestabler af kartofler, græskar og tomater. Store siloer lavet af strå er fyldt til bristepunktet med den nyeligt høstede majs.

 

Høsten var ikke så god som de foregående år, så risikoen for underernæring senere på året er større end vanligt. En risiko, der yderligere stiger pga. mæslingeepidemien, hvor underernæring er en velkendt følgetilstand. Den forventede levealder i Malawi er kun 41 år, hvilket gadebilledet også bærer præg af; man ser ikke mange ældre mennesker. Hiv/aids er meget udbredt og  bærer en afgørende del af skylden for den lave levealder. Ud over lidelsen for det enkelte syge menneske er en af konsekvenserne et stort antal forældreløse børn.

 

Vigtigt at isolere patienterne
En del af hospitalerne har problemer med manglende mulighed for isolation og har mæslingepatienterne liggende på samme afdeling som de øvrige patienter. Dette er i sagens natur rigtig skidt. I sidste uge besøgte jeg Kabudula Hospital og efter lidt rykken frem og tilbage lykkedes det at få lavet en isolationsenhed. De havde en lille afdeling til underernærede børn, hvor der kun var en enkelt patient.

 

Jeg foreslog at flytte denne sektion til den ene ende af børneafdelingen, og dermed var der en isolationsstue til mæslingepatienterne. Nu mangler der bare senge, nye madrasser og tæpper. Personalet er virkelig dedikerede med hensyn til at tage sig bedst muligt af patienterne, så det er en fornøjelse at arbejde sammen med dem. 

 

Vi er indlogeret i en middelstor villa omkranset af en høj mur med elektrisk hegn ovenpå. Huset er omgivet af en stor have med fine blomster, træer og buske. Jeg bor i det nordøstlige hjørne af huset sammen med en kenyansk sygeplejerske, Juma, og en fransk logistiker, Jean-Denis. Jumas yndlingsfraser er "just relax" udtalt med en blød, doven stemmeføring, der faktisk for en til at slappe af. Han er en virkelig fin fyr. Jean-Denis har et imponerende drive og et smittende godt humør.

 

I haven huserer en gammel, tandløs gartner, som føler, han står i evig gæld til mig, efter jeg behandlede et inficeret sår på hans arm. Hver morgen giver han hånd og viser mig det nu helede sår og siger: "I dont forget...thank you". Manden er fattig og bor med sin familie i baghaven. Han er altid smilende, men med et kropssprog, der signalerer underdanighed, og man får instinktivt ondt af manden, der fejer overalt med en lille kost bestående af et bundt strå bundet sammen foroven.  

 

Mangler alt andet end patienter
For seks uger siden åbnede der en stor isolationsenhed på Bwaila Hospital midt i Lilongwe. Det blev gjort nærmest i ly af mørket af det næststørste hospital i landet, Kamuzu Central Hospital. Jeg var som sædvanlig forbi "under-five-klinikken" (for børn under fem år) for at se, hvordan alt stod til, da en patients pårørende fortalte, de var blevet henvist til "the measles ward" – mæslingeafdelingen.

 

Den var der ingen der kendte noget til, idet alle indlæggelser normalt bliver henvist til netop Kamuzu Central Hospital. Sygeplejerskerne i "under-five-klinikken" havde lige fortalt om en lignende episode dagen før. En patient var henvist fra Kamuzu Central Hospital. De henviste patienten tilbage.

 

Jeg besluttede at gå 100 meter over til den gamle fødeklinik, der kunne være et oplagt sted at etablere en isolationsenhed. Det havde vi nemlig selv overvejet tidligere. Synet der mødte mig var mildest talt overraskende: Der hvor, der før havde været et bart betongulv dekoreret med støv og udslidte barselsremedier, var der nu fyldt med små mæslingebørn.

 

Louis, en højrøstet, karismatisk herre, der har gennemgaaet den treårige uddannelse til "clinical officer", fortalte, at de havde åbnet afdelingen et par dage tidligere. De manglede personale, madrasser, tæpper, myggenet og medicin. Så den næste tid gik med at hjælpe med at få det hele til at fungere. Patienterne væltede ind, og på få dage nåede vi over 70 patienter. Louis var den eneste kliniker og arbejdede konstant.

 

Myter står i vejen for sundheden
Afdelingen fungerer nu ganske fint. Der er kun to sygeplejersker, men det går egentlig ok, selvom det er to nye hver dag. De er vant til omskiftelige forhold hernede. Jeg kommer hver morgen og hjælper med stuegang. Patienterne ligger på madresser spredt rundt på gulvet, så man må virkelig sno sig for at få mingeleret sig i en position, der muliggør en nogenlunde klinisk undersøgelse.

 

For noget tid siden, mens jeg var i gang med stuegang på børnesektionen, kom Louis stormende ind og råbte op: "I skal vaske jeres børn. Mæslingerne går ikke ind i maven og dræber jeres børn, hvis de bliver våde". Det er gammel myte at tro det hernede. Det var med en stærk tøven, at enkelte kvinder fandt en vandbalje frem.

 

Mange af børnene er rigtig dårlige, når de ankommer. De fleste på grund af mæslinger kompliceret med lungebetændelse eller diarré. Enkelte med falsk strubehoste. Heldigvis reagerer de fleste overraskende hurtigt på behandlingen. Forleden morgen tog jeg imod en dreng på otte måneder, som virkelig hev efter vejret og var bevidthedløs. Om aftenen var hans tilstand så god, at vi kunne fjerne ilttilskuddet. Noget vi gør så hurtigt, det er klinisk forsvarligt, fordi kapaciteten for at give ilttiskud begrænser sig til ganske få patienter.

 

Det er enormt udfordrende og meget givende at arbejde under de forhold. Indtil videre har vi kun haft to dødsfald på afdelingen. De statistikker jeg har set for hospitaliserede mæslingepatiener i udviklingslande viser dødeligheder på over 10 procent, så jeg er ikke i tvivl om, at vi gør et rigtig godt stykke arbejde.

 

Bedste hilsner

 

Kristian