Regntiden er så småt begyndt i Niger. Det betyder at Jacques Courriers arbejde som logistiker i byen Aguié snart er slut. Læs om hans sidste indtryk fra et af verdens fattigste lande.
![]() Foto: © Jacques Courrier/MSF |
Aguié d. 26.4.2009
I går var også den sidste vaccinationsdag i Aguié-distriktet og 240.435 personer er blevet stukket, hvilket svarer til 93 procent af dem, som burde have været vaccineret. Det er et flot tal, selv om det skal nok tages med et vist forbehold, idet ingen ved nøjagtigt hvor mange sjæle, der bor i byerne og i bushen. Men målet er nået, og nu er vi kun fire fra Læger uden Grænser tilbage her i Aguié til at pakke sammen, flytte udstyr tilbage til basen i Maradi og klare de forskellige afleveringsforretninger.
I denne uge er man begyndt at vaccinere i et andet område nordvest for Aguié, i Mayahi-distriktet, og jeg tager derhen på tirsdag for at afslutte opgaven. En del andre folk er flyttet til hovedstaden Niamey, hvor meningitis også har ramt. Der skal Læger uden Grænser ikke vaccinere, men tage sig af behandlingen af de syge.
Regntiden nærmer sig, og det er nu for sent til at starte vaccination i en stor by som Niamey. Lige så snart regnen kommer for alvor, bliver risikoen for spredning af meningitis reduceret voldsomt. I går fik vi noget uvejr, og nogle steder kom der meget regn. Men igen i dag var det tørt og meget varmt.
Her i Maradi-regionen, hvor den belgiske afdeling af Læger uden Grænser har arbejdet, har vi vaccineret knap en million mennesker. Vest for os arbejder den spanske afdeling af Læger uden Grænser og øst for os den svejtsiske afdeling. Alt i alt bliver over 2,5 millioner mennesker vaccineret. En vaccineret person er beskyttet i 3-4 år.
I går var jeg igen i storbyen Maradi for at hente flere penge, og på vej dertil stoppede vi, chaufføren og jeg, i Tchadaoua, en lille by, hvor vi skulle have noget at spise. Igen kom der mange fattige børn, som og tiggede om lidt penge eller mad. Jeg gav resten af mit brød med æg til nogle af dem, og med det samme væltede mange flere af dem frem. Jeg købte flere brød – en dråbe i havet.
I en lille landsby ude i bushen under vaccinationen blev maden, som holdet skulle have til frokost, ’stjålet’ af sultne børn. For mig er dette bestemt det stærkeste indtryk, jeg tager med herfra: dyb fattigdom, sultne børn og voksne. Ingen problemer med overvægt og fedme her.
I morgen eftermiddag har vi tømt lageret og huset og er på vej til Maradi. Tirsdag tager jeg til min nye landsby Mayahi for en kort bemærkning, idet man bliver færdig med at vaccinere der i slutning af ugen og derefter hjem til Danmark.
Kærlig hilsen
Jacques
Niger
Indbyggere: 14,7 mio. Forventet levealder: 52 år Børnedødelighed: 167 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2009: 1.189 MSF har arbejdet i Niger siden 1985 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |