Rejsebreve

 

Pakistan: Frosne vandrør og smil fra ofrene

Psykolog Louise Svendsen arbejder på et program for mental sundhed omkring byen Bagh i Pakistan. Her beskriver hun sine oplevelser.

---

Louise Svendsen arbejder ved snegrænsen i bjergene i Pakistan. . Foto: MSF -

"Kære alle

Her er ved at være ret koldt. Når man står op om morgenen, er der is på vaskepladsen og en enkelt morgen, var der intet vand, da rørene var frosset til.

Vi varmer stadig vand og tager bad i et koldt telt. Til gengæld har vi fået en gasvarmer i soveteltet.

Den kan selvfølgelig kun være tændt, når vi er her, men det er også helt fint - man kan have varme, når man skal klæde sig af og smutte i soveposen.

Ellers bliver der bygget og hamret godt i lejren, så der er sket mange forbedringer undervejs.

Vi har træning med teamet denne uge. Vi har samlet samtlige medlemmer af teamet fra de byer vi arbejder i og gennemgår forskellige ting inden for psykologi.

For eksempel basale færdigheder i forbindelse med rådgivning og kontakt med andre, forskellige terapeutiske spørgemåder og tilgange til arbejdet. Herudover snakker vi etik, psykiatri, traumer, kriser og meget mere.

Det er rart at kunne give noget af sin viden videre til de andre. Jeg er ellers mest i felten og superviserer eller træner folkene derude.

To måneder uden hjælp

Louise Svendsen

Louise Svendsen rejste i november 2005 til Pakistan, hvor hun arbejder som psykolog omkring byen Bagh. Her står hun for uddannelsen af og samspillet med de lokalt ansatte medarbejdere på projektet. Det er 33-årige Louise Svendsens anden mission for MSF. Hun vendte i maj 2005 hjem fra Indonesien, hvor hun efter flodbølgen har arbejdet på et MSF-program for mental sundhed i Banda Aceh.

Tidligere i denne uge var vi et nyt sted cirka 45 minutters kørsel uden for Mallot. Det viste sig, at det her - mere en to måneder efter jordskælvet - er første gang de får tilbudt mental sundhed hjælp.

Man må sige, at det bekræfter, at hvis ikke vi var her, var der ingen! Det gør jo ligesom arbejdet endnu mere meningsfyldt.

Min kollega gik rundt fra hus til hus, og inviterede folk til at komme og mødes med os. Han var rystet, da han kom tilbage - det her er værre, end hvor vi normalt er. Her har alle en historie - alle har mistet nogen.

Vi fik samlet en masse mennesker og fortalte generelt om jordskælv, stress og meget andet. Mange af dem ville dog helst have individuelle konsultationer.

Mistet datter
Sammen med den rystede kollega havde jeg et ægtepar i konsultation. De havde mistet deres eneste datter - som ikke blot var deres lyspunkt, men yderst vellidt i hele byen.

Hun var i gang med sine studier, og var inde i en bygning da jordskælvet indtraf. Hun nåede ikke ud. Hendes forældre gravede hende fri, men havde ikke den rette klædning til at begrave hende i.

De fortalte sorgfuldt, hvordan de alligevel havde klaret sig igennem. Nu mente manden, var konen blevet uligevægtig, hun gik dagligt til gravstedet og var ikke til at løsrive fra byen.

Deres hus er ødelagt, de har ingen andre børn til at tage sig af dem i deres alderdom, hvis de når dertil. De aner ikke, hvorledes de skal overkomme vinteren.

Kan ikke bygge læ

Jordskælvet i Pakistan

Organisationer i Danmark har sendt mere end 750.000 tæpper til Pakistan (31. dec 2005) Udsendte for Læger uden Grænser holder jul i felten (23. dec 2005) Højeste prioritet er at skaffe husly for vinteren (24. nov 2005) Se alle artikler om jordskælvet på: www.msf.dk/pakistan

De har ingen penge til at sætte deres hus i stand, ingen mulighed for at bygge læ for deres rester, låse dem inde og drage herfra til et sted, hvor vinteren er mildere.

Hans bror har ellers kontaktet dem om det, men de kan ikke se nogen praktisk vej ud af det.

Vi talte om deres sorg, deres savn, om den datter de havde mistet, og de manglende muligheder for at komme videre samt den manglende hjælp fra naboer og bekendte - der alle har nok i deres egne problemer.

Langsomt følte jeg mig mere og mere tynget at deres historie og de manglende muligheder.

Får smil fra klienterne
Alligevel var det som om samtalen var ved at være til ende, og jeg spurgte dem, om vi havde talt om det, der er vigtigt for dem. Ja - jeg havde fjernet halvdelen af deres byrde!

Og de ville meget gerne have en ny tid, så vi kunne mødes igen og snakke sammen - for det var første gang nogen havde givet sig tid til at lytte til deres historie siden jordskælvet den 8. oktober.

Dette er blot en af de mange historier, jeg hører dagligt. Og ja, det er tungt stof, men det varmer at vide, at ens arbejde gør en forskel, og de smil klienterne sender, når de går fra os, giver mod på at fortsætte arbejdet.

Det er også rart at vide, at vores indsats når en større skare. Således er her ofte pressefolk, der vil høre om arbejdet. Tidligere i denne uge blev jeg således filmet arbejdende af CNN og bagefter havde vi et walk & talk interview - måske kan I se det på tv.

De venligste hilsener fra
Louise"

/md - Rejsebrevet er redigeret og forkortet af redaktionen