Debat

 

Kronik: Den glemte terror

Konflikten i den Demokratiske Republik Congo er blandt verdens 10 mest oversete. Én af de mest udbredte, men mindst synlige konsekvenser er voldtægt af kvinder. Sygeplejerske Merete Engell fortæller i denne kronik om kvindernes prøvelser under konflikten.

---

Photo: © Jodi Bieber

Af Merete Engell, sygeplejerske, Læger uden Grænser (MSF)

Konflikten i den Demokratiske Republik Congo er blandt verdens 10 mest oversete. Én af de mest udbredte, men mindst synlige konsekvenser er voldtægt af kvinder. Dagens kronikør, der har arbejdet i landet, fortæller her om kvindernes prøvelser under konflikten.

En gravid kvinde bliver passet op af en soldat. Han siger, han vil giftes med hende. Men hun afviser ham, fordi hun allerede er gift og, som han kan se, gravid. Han truer med at skære barnet ud af hendes mave, hvis hun ikke gør, som han siger. Hun flygter og gemmer sig det sidste sted, hun mener, han vil lede: På bunden af et latrin. Der bliver hun hele natten. Næste dag vover hun sig udmattet op og går ned til søen for at vaske sig. Her møder hun soldaten igen, og denne gang slipper hun ikke fra ham. Han tager hende med tilbage til sin base, hvor han tvinger hende til sex igen og igen. Hun beder indtrængende kommandanten om at gribe ind, men det eneste, han gør, er også at voldtage hende. I en uge holder soldaterne hende på basen, og hun bliver voldtaget hver eneste dag. Til sidst lykkes det hende at flygte. Men da hun kommer hjem til sin mand, afviser og forlader han hende, fordi hun er blevet voldtaget.

Historien er fra en flygtningelejr ved bredden af Lake Albert i den østlige del af den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), hvor jeg sidste år arbejdede i tre måneder som koordinator på et projekt for voldtagne kvinder. Den er hverken enestående eller exceptionel grov. Den er desværre helt almindelig. I byen Bunia, som ligger i nærheden, har Læger uden Grænser (MSF) fra 2003 til 2005 behandlet 4.373 voldtagne piger og kvinder i alderen fire måneder til 80 år. Næsten fire ud af fem var blevet voldtaget af flere mænd på samme tid, og næsten alle under trussel af et våben, mens 12 procent udover voldtægten også var blevet slået, lemlæstet eller skåret i.

Samlet set er der i den DR Congo, alene siden borgerkrigen startede i 1998, dokumenteret 41.000 voldtægter. I virkeligheden er problemet meget større, fordi de allerfleste seksuelle overgreb ikke anmeldes eller på anden måde systematisk rapporteres eller registreres. Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at det kun er omkring en tiendedel af de kvinder, der er blevet voldtaget, der også har modet og kræfterne til at henvende sig til en klinik.

Vold, tvang og seksuel udnyttelse i forbindelse med konflikter er hverken et nyt eller ubeskrevet fænomen. Politisk ustabilitet, væbnede konflikter og naturkatastrofer øger al form for vold, inklusiv voldtægt. Folk, der er tvunget på flugt, er specielt sårbare, og det går ud over alle slags kvinder - selv små børn. Overgrebne sker ofte, når kvinderne forsøger at sikre familiens overlevelse, når de henter mad, brænde eller vand.

I skrivende stund er problemet foruden i den DR Congo også stort i Darfur i Sudan. Ligesom konflikterne i Kosovo, Bosnien-Hercegovina, Rwanda, Sierra Leone og Liberia også var kendt for seksuelt slaveri, overfald, brutale voldtægter og mishandling brugt som taktisk krigsvåben. Alene i Rwanda blev mellem 300.000 og 500.000 kvinder voldtaget under folkemordet i 1994. Formålet er det samme: At pine, straffe, nedbryde og nogle gange dræbe kvinderne eller tvinge dem på flugt. Og i etniske konflikter søger voldtægtsforbryderne også at destabilisere og udvande de angrebne grupper ved at gøre kvinderne gravide. Resultatet er målet: At familierne og samfundsstrukturen går i opløsning og bryder sammen.

Mange af kvinderne i den DR Congo bliver voldtaget af militsen som en del af deres krigs- og skræmmestrategi. Men de bliver også voldtaget af de mænd, der egentligt skulle beskytte dem - den congolesiske hær. Den soldat, der kidnappede og voldtog den gravide kvinde i begyndelsen af min beretning, var egentlig i flygtningelejren at beskytte hende. Og i Bunia stod soldater fra landets egen hær eller andre bevæbnede mænd bag 78 pct. af de 4.372 voldtægter, MSF registrede på to år.

Voldtægterne har store fysiske, psykiske og sociale følger. Kvinderne - dem der overlever - må leve videre med angst, skam, post-traumastisk stress og depressioner. Med infektioner, livsvarige skader på underlivet og uønskede graviditeter, der medfører livsfarlige, illegale aborter eller ignorerede og marginaliserede børn, og med seksuelt overførte sygdomme, som for eksempel hiv, der de allerfleste steder i Afrika er lig med en dødsdom. Voldtægterne resulterer også i børn, der selv får børn og på den måde får ødelagt deres reproduktive og mentale sundhed, langt tid før de selv er færdigudviklede. Og ikke mindst må kvinderne se den faktor, der forværrer det hele næsten ubærligt i øjnene: Stigmatiseringen og den sociale udstødelse, som skubber dem endnu længere ud i fortvivlelse og fattigdom.

Politi og retsvæsen er i mange lande ofte ikke interesseret i at retsforfølge voldtægtsmændene, fordi staten selv er involveret i konflikten som i for eksempel i Darfur, hvor regeringsstøttede militserne hærger og voldtager. Eller også fungerer instanserne bare ikke, som for eksempel i det østlige Congo, hvor det i stedet er FN og den congolesiske hær, som selv er en del af problemet, der står for sikkerheden. Og sidst betragter myndighederne ofte voldtægter og andre former for vold mod kvinder og piger som af mindre vigtighed, som noget, kvinderne selv er skyld i og til dels som mandens ret.

Myndighedernes ligegyldighed eller direkte involvering gør det ikke lettere for organisationer at hjælpe og gøre opmærksom på problemet. Da MSF i marts 2005 udgav en rapport, der dokumenterede, at kvinder i Darfur blev voldtaget systematisk af regeringsstøttede militser, var konsekvensen, at flere af organisationens medarbejdere blev arresteret af de sudanesiske myndigheder.

Derude i felten hvor vi står ansigt til ansigt med kvinderne, arbejder kun få organisationer med problematikken, selvom den synes at være tidens varme tema. For et år siden arbejdede jeg også i Darfur i Sudan, hvor MSF har behandlet hunderedevis af voldtægtsofre. Her var vi omgivet af 57 andre nødhjælpsorganisationer, og vi oplevede stor interesse for vores behandlingstilbud i form af utallige besøg i klinikkerne og megen snak fra såvel de internationale som de nationale organisationer. Ikke desto mindre havde kun to organisationer - MSF og Røde Kors - på daværende tidspunkt et reelt tilbud til kvinderne. Og i dag ser det ikke meget anderledes ud på trods af, at en større lokal indsats over tid uden tvivl kunne være med til at bryde noget af den stigma og sociale udstødelse, kvinderne oplever - foruden helt konkret medicinsk og psykologisk at hjælpe betydeligt flere.

Selvom en lille procentdel af dem, der udsættes for voldtægt og andre seksuelle overgreb er mænd og drenge, er og bliver problemet først og fremmest et kvindeproblem. Det handler i høj grad om kvindens underordnede stilling og mangel på uddannelse og indflydelse, om kultur og traditioner samt om såvel de lokale som internationale myndigheders politiske vilje eller evne til at respektere og beskytte kvinder og børn under og efter konflikter. Det behøver vi ikke længere diskutere. Det, vi bør snakke om nu, er, hvorfor vi ikke gør noget ved det!

Som det første land i Afrika valgte Liberia i november sidste år en kvindelig præsident, Ellen Johnson-Sirleaf. Hun har brudt med sine forgængeres ligegyldighed og sine kolleger på det øvrige kontinent og har nu lovet at sikre, at en netop vedtagen voldtægtslov vil blive håndhævet hårdt i hendes embedsperiode. Utroligt nok har det aldrig før i Liberia været forbudt at voldtage en kvinde, og der er ingen tvivl om, at netop fraværet af lovgivning har været med til at øge antallet af overgreb. Jeg spekulerer på, om der virkeligt skal kvindelige jurister og præsidenter til, før snakken for alvor forstummer og bliver til handling. Og jeg håber, at Ellen Johnson-Sirleafs mandlige kolleger på kontinentet får sværere ved at være ligeglad med problemet, nu da hun har grebet om det.

Nogle vil måske mene, at det handler om en kultur, vi ikke kender. Men hvor jeg muligvis ikke har kunnet forstå kulturen, så har jeg set kvindernes lidelse, og den er universal. Det har forfærdet mig, for deres liv smuldrer foran øjnene på os. Og jeg føler magtesløsen over for alle de koner, døtre, søstre, tanter, mødre, bedstemødre, som snart vil lide samme skæbne.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har for nylig sagt, at det er kvinderne, der er Afrikas fremtid. Danmark har tilsluttet sig FN´s Sikkerhedsråd resolution SCR 1.325 om kvinder, fred og sikkerhed, og det er godt. Men vi sidder også i øjeblikket i en indflydelsesrig position i FN´s Sikkerhedsråd. Herfra har vi en enestående mulighed for at yde et pres på de lande, som enten deltager direkte i eller blot er ligeglade med de grusomme overgreb mod halvdelen af deres landes befolkninger.

Vi bør ikke forpasse chancen for at medvirke til at sikre mere ligeværdige og stærke kvindeliv i verden. Og tro mig, DR Congo og Sudan, hvor Danmark i forvejen er aktive enten i form af bistand eller med militært personel, er gode steder at starte.

Note: Denne kronik blev bragt morgenavisen Jyllands-Posten, mandag den 13. februar 2006

/bt /me