Meningitis

Meningitis er en infektion af hjerne- og rygmarvshinderne, som skyldes enten bakterier eller vira.
Foto: © Sylvain Cherkaoui

Meningitis er en infektion af hjerne- og rygmarvshinderne, som skyldes enten bakterier eller vira.

Sygdommen kaldes også hjernehindebetændelse og spredes gennem udåndingsluft ved dråbesmitte.

 

Symptomer

Høj feber, nakkestivhed, hovedpine, opkastninger, kramper, dyb bevidstløshed, blødninger og udslæt i huden.
 
Nogle typer af bakteriel meningitis er meget farlige og er i 50 til 80 procent af tilfældene dødelig, hvis patienten ikke hurtigt kommer i behandling.
 
Trods hurtig behandling kan sygdommen give varige skader som døvhed, hjerneskader og lammelser. Meningokok-meningitis er speciel farlig, fordi den er meget smitsom og kan skabe epidemier.
 
Meningitis, der skyldes en virus, kan ikke behandles, er sjældent farlig og går over af sig selv.
 

Behandling

Patienter med bakteriel meningitis behandles med antibiotika, som gives direkte i blodbanen. Der findes en effektiv vaccine til at forebygge meningitis i Afrika, men landene i det såkaldte meningitisbælte (der dækker et bredt bælte af afrikanske lande syd for Sahara) har ikke råd til at betale for den.
 

Sygdommens udbredelse

Over de seneste 20 år er knap 1 million mennesker blevet smittet med meningitis - hvoraf cirka 100.000  har mistet livet. Der er særlig risiko for udbrud i tørketiden fra december til februar i mange lande i meningitisbæltet.
 

Det gør Læger uden Grænser

I 2014 vaccinerede vi 75.100 mennesker mod meningitis.
 
Læger uden Grænser arbejder for, at verdens rige lande og internationale organisationer sætter midler af til at sikre et tilstrækkeligt stort lager af vacciner til at dække også det afrikanske behov.
 
Vi arbejder også for, at medicinalindustrien forsker og udvikler de nødvendige vacciner til en overkommelig pris for de fattige lande, og for at meningitis-vaccinen bliver en del af den standardpakke af vacciner, der tilbydes små børn - særligt i udsatte områder.