Malaria

Malaria er en livstruende sygdom, der smitter via myg. Især børn under fem år dør af sygdommen. Læger uden Grænser behandler hvert år millioner af patienter for malaria.

Hvad er malaria?

Malaria er en farlig infektionssygdom, som skyldes en gruppe af malariaparasitter, som overføres til mennesker af myg.

 

En myg, der bærer en malariaparasit, kaldes i daglig tale en malariamyg – og bliver man bidt af en malariamyg, udvikler man malaria. 

 

Symptomer på malaria

De første symptomer på malaria er feber og kulderystelser. Man bliver typisk meget utilpas med hovedpine og muskelsmerter - senere får man diarré, kvalme og opkastninger.

 

Der findes fire forskellige malariaparasitter, og de overføres alle til mennesker via bid af Anopheles-myggen.

 

Den farligste parasit hedder plasmodium falciparum, og den er skyld i langt de fleste dødsfald.

 

Her får man malariasymptomer mellem en uge og tre måneder efter, at man er blevet stukket, og hvis patienten ikke kommer i behandling, kan det medføre lavt blodtryk, chok, forgiftning på grund af nyresvigt, blodmangel og eventuelt blødninger i hud og slimhinder.

 

Parasitten kan også ramme hjernen og resten af centralnervesystemet, hvilket er meget alvorligt. Her sker der ændringer i bevidstheden som for eksempel sløvhed, kramper, lammelser og dyb bevidstløshed, som er en tilstand, patienten hurtigt vil dø af.

 

I de områder hvor malaria findes året rundt, udvikler man selv en beskyttelse mod sygdommen i løbet af fire til fem år. Derfor er det især børn under fem år, der får malaria, og det er også dem, der oftest dør af sygdommen.

 

Forebyggelse og behandling af malaria

Man kan meget hurtigt finde ud af, om en patient har malaria ved at lave en kvik-test. Her tager man en lille bloddråbe fra fingeren og tester blodet for malariaparasitter. Det tager omkring 15 minutter, og så kan man se, om personen er smittet og skal i behandling.

 

Der findes medicin mod malaria, men den farligste malariaparasit har i store dele af verden udviklet resistens over for de mest almindelige malariamidler.

 

Siden 2001 har Verdenssundedsorganisationen (WHO) anbefalet en kombinationsbehandling med flere typer medicin, men der er stadig lande, som ikke har råd til at lave kvik-test eller give patienterne den korrekte behandling.

 

Den mest effektive måde at undgå malaria er ikke at blive stukket af malariamyg. Det gør man ved at sove under myggenet, bruge myggemiddel og sprøjte mod den myg, som bærer malariaparasitterne.

 

Da malariamyggene kommer, så snart mørket falder på, kan det også hjælpe at dække arme og ben.

 

Hvor udbredt er malaria?

Halvdelen af jordens befolkning har en risiko for at få malaria. Man skønner, at der hvert år er over 200 millioner tilfælde af malaria i verden, og flere end 400.000 mennesker dør af sygdommen.

 

Malariamyggen lever hovedsageligt i subtropiske og tropiske områder. Det betyder, at malaria er udbredt i Asien, Sydamerika og især i de afrikanske lande syd for Sahara, hvor 90 procent af alle tilfælde forekommer. Her er det især børn under fem år, der bliver smittet, og tusindvis af børn under fem år dør hvert år af malaria.

 

I de senere år har den forbyggende indsats over for sygdommen båret frugt, og antallet af malariadødsfald er faldet - også blandt børn. Alligevel dør der et barn af malaria hvert andet minut.

 

Stop malaria med Læger uden Grænser

Læger uden Grænser behandler hvert år millioner af mennesker for malaria rundt om i verden - langt de fleste i Afrika.

 

Som en del af vores arbejde rådgiver vi sundhedsmyndighederne i de ramte lande og uddanner lokalt sundhedspersonale i de små landsbyer til at diagnosticere og behandle malaria effektivt. På den måde kan patienterne behandles tidligt i forløbet, så de ikke udvikler komplikationer.

 

I nogle af de hårdest ramte lande arbejder vi med en forebyggende indsats, hvor børn får antimalaria-medicin i fire måneder i regnsæsonen. Men vi arbejder også med at forebygge malaria ved at uddele myggenet og sprøjte hytter med et insektmiddel, der forhindrer myggene i at yngle.

 

Læger uden Grænser arbejder hele tiden på at sætte fokus på behandling og forebyggelse af tropiske sygdomme, herunder malaria, blandt andet gennem påvirkning af politikere og beslutningstagere.

 

Det gør vi blandt andet gennem vores Access Campaign, som Læger uden Grænser lancerede i 1999, efter at vi vandt Nobels Fredspris.