Mæslinger

Mæslinger er en farlig og meget smitsom virussygdom, som er særligt farlig for børn. En mæslinge vaccine er den bedste måde at stoppe spredningen af sygdommen på. Hvert år vaccinerer Læger uden Grænser hundredtusindvis af børn mod de farlige prikker.

Hvad er mæslinger?

Mæslinger er en luftbåren virussygdom, som dræber tusindvis af mennesker hvert år. Den er meget smitsom, og næsten alle dødsfald sker blandt børn under fem år i udviklingslande.

Mæslinger er derfor en af de største dødsårsager blandt små børn.

Sygdommen er så smitsom, at 90 procent af de personer, der deler beboelse med en smittet person, selv vil blive smittet.

Sådan bekæmper Læger uden Grænser den smitsomme sygdom.

Mæslinge-virus overføres via dråber fra næse, mund og hals fra smittede personer, når de hoster, nyser eller trækker vejret.

Mæslinger kan føre til voldsomme følgesygdomme og komplikationer.

Hvert år smittes millioner af børn med mæslinger. På verdensplan er dødeligheden faldende, så der i dag dør omkring 12 mennesker hver time – størsteparten er børn under fem år.

Faldet i dødstal kan tilskrives vaccinationsprogrammet, der beskytter udsatte børn mod mæslingesmitte.

Pga. udbredelsen af vaccination mod mæslinger faldt dødstallet på verdensplan hele 80 procent fra 2000 til 2017, og i dag har omkring 85 procent af verdens børn fået en mæslinge vaccine, når de fylder et år.

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.

Hvad er symptomer på mæslinger?

Der går en til to uger fra smitte, til sygdommen bryder ud. Symptomerne er høj feber, røde øjne, kraftig hoste, løbende næse og lysfølsomhed.

Efter tre til fire dage kommer der udslæt i form af højrøde pletter, som i begyndelsen er ganske små – et par millimeter – men hurtigt bliver dobbelt så store og flyder sammen.

Efter cirka en uge falder patientens temperatur, og udslættet forsvinder. Mæslingeudslæt dækker ikke kun huden, men også kroppens indvendige overflader, og det er grunden til, at mæslinger kan give alvorlige komplikationer.

Sygdommen påvirker tarmsystemet og kan medføre diarré, og det påvirker også hjerne- og rygmarvshinderne og kan føre til hjernebetændelse (encephalitis).

Lungevævet kan også blive påvirket, og derfor kan mæslinger føre til lungebetændelse.

Det er oftest diarré, lungebetændelse eller hjernebetændelse, der er dødsårsagen hos et barn smittet med mæslinger.

Desuden kan mæslingeinfektionen svække barnet i en sådan grad, at det har risiko for at blive underernæret.

Mæslinger og underernæring
Underernærede børn er udsatte over for sygdomme som mæslinger. Et barn med symptomer på sygdommen bliver her behandlet i Nigeria. ©Ikram N’gadi

Hvordan behandler man mæslinger?

Der findes ingen behandling af mæslinger. Det eneste, man kan gøre, er at behandle de komplikationer, man kan få af sygdommen – for eksempel alvorlig diarré, luftvejsinfektioner, underernæring eller hjernebetændelse.

Det betyder, at hvis man ikke har adgang til medicinsk hjælp, kan særligt børn dø af komplikationer ved mæslinger.

De fleste patienter bliver raske efter to til tre ugers behandling, men mellem fem og 20 procent dør i udviklingslande – som regel på grund af de alvorlige komplikationer, der kan opstå på grund af sygdommen.

Når man bliver rask, er man immun resten af livet.

Hvor udbredt er mæslinger?

  • Hvert år dør titusindvis af mennesker af mæslinger. Langt de fleste er børn.
  • Udbrud sker ofte på steder, hvor mennesker er tvunget til at leve under dårlige sanitære forhold – for eksempel i flygtningelejre.
  • Mæslinger er en af de fem mest udbredte årsager til dødsfald i krise- og katastrofesituationer, hvor udsatte befolkninger ikke er blevet vaccineret. De fire andre er diarré, underernæring, malaria og lungebetændelse.

Vaccinationer er den bedste måde at komme mæslinge-epidemier til livs på. Der findes en effektiv og sikker mæslinge vaccine, og store vaccinationskampagner har drastisk reduceret antallet af smittede og dødsfald.

Omkring 21,3 millioner dødsfald er blevet forhindret fra 2000-2017 på grund af mæslinge vacciner, lyder vurderingen fra WHO.

Men antallet af vaccinerede er fortsat lavt i de lande, hvor sundhedssystemet er svagt, og hvor der er begrænset adgang til lægehjælp. Her opstår stadig store udbrud af de livsfarlige prikker.

Udfordringen er, at mindst 95 procent skal vaccineres mod mæslinger for at forhindre nye udbrud.

Hjælp med at stoppe mæslinger med Læger uden Grænser

I en lang række lande har sundhedsministerierne indført et vaccinationsprogram rettet mod alle små børn, der beskytter dem mod seks forskellige sygdomme – heriblandt mæslinger.

Desværre findes der mange områder, hvor det ikke er muligt at gennemføre vaccinationer på grund af for eksempel krig, interne forflytninger af store befolkningsgrupper og udbredt fattigdom.

Læger uden Grænser gennemfører store vaccinationskampagner i fattige lande og kriseområder, ligesom vi også typisk gør det i flygtningelejre.

Målgruppen for vaccinationskampagner er hovedsageligt børn i alderen fra seks måneder til 12 år.

En af de helt store udfordringer ved at lave vores vaccinationskampagner er at opbevare vaccinerne på køl mellem to og otte grader. Det er nødvendigt for, at en mæslinge vaccine virker.

Motorcykler bliver pakket med køletasker fyldt med mæslinge-vacciner i DR Congo. Det er en udfordring at holde vaccinerne på køl i varmen.

Det kan være vanskeligt i varme områder, hvor der mangler elektricitet, eller hvor vi skal fragte vaccinerne over store afstande i bil, på motorcykel eller gåben for at nå frem til de børn, der skal vaccineres.

I Læger uden Grænser arbejder vi hele tiden på at få udviklet nogle bedre vacciner mod mæslinger og andre smitsomme sygdomme, som er bedre egnet til de områder, hvor vi arbejder i. Herunder vacciner, som ikke er afhængige af at ligge på køl for at kunne redde liv.

I 2017 vaccinerede vi over to millioner mennesker mod mæslinger på verdensplan i forbindelse med udbrud af sygdommen.

Hjælp Læger uden Grænser med at redde liv

Med din støtte giver du os mulighed for at sende læger og sygeplejersker til katastrofer og kriser verden over.

Mere om mæslinger

Hun blev hastet ind i ”den røde zone”: Smitsom sygdom spreder sig blandt små børn i Afghanistan

Det kræver en timelang kanotur – men vaccination er vigtig

To børn er allerede døde: Mæslinger er ude af kontrol i Sydsudan

1,5 millioner børn dør unødvendigt hvert år

Dødelig epidemi hærger i skyggen af COVID-19

Massiv indsats mod mæslinger i DR Congo

”Tænk engang, hvor lidt der skulle til”

Drop vaccinemodstanden og øg vaccineadgangen

Livsfarlig sygdom forklædt som forkølelse