Sognets dag - Birkerød

Hele sognet til indsamling

Birkerød Menighedsråd lægger vægt på socialt samvær og humanitært fokus, når det holder Sognets Markedsdag. Højmessen og det kristne budskab er det primære, men det sociale liv i sognet og en aktiv humanitær indsats er også vigtigt.

Derfor arranger menighedsrådet hvert år Sognets Markedsdag, en indsamlingsdag til fordel for Læger uden Grænser, som årligt indbringer over 40.000 kroner til organisationens humanitære arbejde i DR Congo.
 

Else Askøe, som er medlem af menighedsrådet, står bag initiativet. Hun forklarer: ”Vi ønskede noget konstruktivt at samles om, og derfor fandt vi på Sognets Dag, hvor formålet skulle være at samle ind til en humanitær organisation. Valget faldt helt naturligt på Læger uden Grænser, fordi vi føler, at her administreres pengene bedst.”

 

Pengebarometer

Lørdag d. 20. april 2013 slog Birkerød Sognegård for syvende år i træk dørene op for den årlige indsamlingsdag. Dagens Indsamlingsresultat blev meget flot 41.824 kr., og Birkerød Sognegård har dermed i alt indsamlet over 250.000 kr. til arbejdet i DR Congo siden initiativet startede i 2007.

 

”Spændingen er altid stor, når vi følger vores hjemmelavede pengebarometer, der vokser time for time og til sidst når helt op under loftet i Sognegården, hvor arrangementet bliver holdt. Vi føler det næsten som om taget letter” fortæller Else Askøe.
 

Omkring 300 gæster besøger Sognets Markedsdag og mange har været der før, når der igen samles ind til Læger uden Grænsers arbejde. Stemningen er sat fra morgenstunden med korsang, gå- og løbeture, loppemarked, cafe med hjemmelavede kager, fiskedam, tombola, amerikansk lotteri, spillemandsmusik og meget mere.

 

Omkring 40 frivillige og sognets præster hjælper med forberedelserne og afviklingen af Sognets Markedsdag. Hvor også de lokale butikker i Birkerød støtter op om indsamlingen med fine præmier til tombolaen og lotteriet.  

”Det allerbedste ved denne dag er, at vi bliver mødt af så positiv velvilje og interesse. Og der er et fantastisk sammenhold blandt de frivillige, som længe har arbejdet på at planlægge dagen, afslutter Else Askøe.