Portræt af en testator

Lise Lauritzen Loft har testamenteret en del af sin formue til organisationen

Respekt for Læger uden Grænsers arbejde har betydet, at Lise Lauritzen Loft har testamenteret en del af sin formue til organisationen.

Når man er bærer af de gyldne kæder, hvor man har magt, position eller penge, har man samtidig også større forpligtelser overfor andre mennesker. Den indstilling er Lise Lauritzen Loft, datter af skibsrederen Knud Lauritzen, opdraget til at følge. Og det er den livsanskuelse hun har fulgt fra hun var ganske ung og til i dag, hvor hun stadig er både en ildsjæl og pioner i et liv, hvor meget stadig skal nås.

 

- Da jeg skulle lave et såkaldt testamente eftersyn var det ikke noget svært valg at pege på Læger uden Grænser som den organisation, der skulle arve frem for andre organisationer eller græsrodsbevægelser, fortæller Lise Loft.

 

- Jeg har på tæt hold fulgt organisationen og har hele tiden haft stor respekt for det arbejde, der gøres og er blevet gjort lige siden Læger uden Grænser åbnede sit kontor i Danmark i 1993, fortæller Lise Lauritzen Loft.

 

Ingen store armbevægelser

Initiativtageren, Camilla Bredholt , der dengang kun var 24 år, fik lov til at indrette et hjørne af sin fars kontor til Læger uden Grænser, og den beskedne stil, som blev lagt for dagen her, har præget organisationen siden.

 

Man klarede sig for få midler, det meste var genbrug, og der blev ikke brugt penge på dyre møbler, moderne isenkram eller unødvendigt udstyr. Og meget var baseret på frivilligt arbejde.

 

Da Lise Loft gik på pension fra sit job i JL-Fondet, valgte hun at blive frivillig på Læger uden Grænsers kontor en gang om ugen.

 

- Personligt sætter jeg stor pris på den tilbageholdenhed, som altid har præget Læger uden Grænser. Og jeg holder meget af arbejdet som frivillig, fordi det er organisationens politik, at de frivillige er en integreret del af organisationen. For eksempel kan man komme med til generalforsamlingen og også få indflydelse her. Man bliver altid mødt med stor åbenhed og føler at ens indsats bliver påskønnet.

 

- Men den allervigtigste årsag til, at jeg støtter Læger uden Grænser både økonomisk og med egen arbejdsindsats er den troværdighed og seriøsitet, organisationen står for. For eksempel under tsunamien, hvor Læger uden Grænser valgte at sige stop til flere midler, fordi der ikke var behov for mere økonomisk støtte.

 

- Og jeg har stor respekt for Læger uden Grænsers politik, hvor der ikke ties stille om, hvad man er vidne til, selv om det politisk set ikke altid er til fordel for organisationen.

 

- Endelig er Læger uden Grænsers udsendte altid de første i et nødhjælpsområde, når der opstår en akut situation, og det selv i farlige situationer. Og de bliver der til ”mission completed” – det vil sige, indtil det ikke længere er nødvendigt at være der.

 

Kvindesagsforkæmper og afspændingspædagog

Som ung var Lise Lauritzen Loft i forreste række som rødstrømpe. Hun uddannede sig som afspændingspædagog og kæmpede som en af de første for at indføre fødselsforberedelseskurser og for at mænd kunne få lov til at være med til deres børns fødsler.

 

Hun har været en vigtig frontfigur i Dannerhuset i København for voldsramte kvinder og hun er stadig med i en række græsrodsbevægelser, hvor der både kræves hjælp og ressourcer.

 

Lise Loft har alle dage haft tusinder bolde i luften - og det er sjældent at telefonen i hjemmet i Hellerup står stille. To voksne børn og to børnebørn giver hende mange glæder, men det at kunne yde noget for andre betyder noget helt særligt for hende.

 

– Jamen, hvad skulle jeg ellers leve for, hvis jeg ikke kan gøre nytte, spørger hun. – Det giver mig en fantastisk glæde.

 

- Hvad siger dine børn til, at noget af din formue foræres væk?

- Mine børn kender mig jo, så det kommer ikke bag på dem! Men jeg er nu mere optaget af at give den livsindstilling, som jeg fik fra mine forældre, videre til dem.

 

- Men hvorfor denne trang til yde noget?

- Der har altid eksisteret uretfærdighed i verden, og jeg hører ikke til dem, der synes, at den er blevet værre. For der er meget, som heldigvis går i den rigtige retning. Men som ældre bliver man mere bevidst om den ulighed, som eksisterer og det går måske én mere på, siger Lise Lauritzen Loft.