Historie

Læger uden Grænser blev grundlagt af en gruppe franske læger og journalister

Læger uden Grænser - på fransk Médecins Sans Frontières (MSF) - blev grundlagt den 20. december 1971 i Paris af en gruppe franske læger og journalister. De havde arbejdet for Røde Kors i borgerkrigen i Biafra, Nigeria.

 

Borgerkrig i Biafra var starten


Før borgerkrigen i Biafra fra 1967 til 1969 var humanitær bistand primært rettet mod europæiske befolkninger efter Anden Verdenskrig. Biafra var det første sted uden for Europa, der modtog humanitær hjælp i stor skala samtidig med, at det var den første nødhjælpssituation, der blev rapporteret om i massemedierne.
 
Befolkningen i Biafra var udsat for en 30 måneder lang fødevareblokade, og billeder af udhungrede børn fremprovokerede den hidtil største luftbro med nødhjælp. På trods af den døde én million mennesker i løbet af krigen.
 
Oplevelsen i Biafra betød, at de unge læger brød med Røde Kors - blandt andet fordi de ikke måtte udtale sig om de massakrer, de var vidner til. Det blev starten på Læger uden Grænser.
 

Under den kolde krig


Under den kolde krig var FN ofte handlingslammet. Det skabte plads til en række ikke-statslige organisationer, NGO’er. Læger uden Grænser gik i front, med budskabet om, at mennesker har ret til hjælp uanset politisk overbevisning, race eller tro. 
 
"At være dér, hvor andre ikke er" blev Læger uden Grænsers motto.
 
Under den kolde krig steg antallet af konflikter i blandt andet Mozambique, Angola, Etiopien, Eritrea, Sudan, Somalia, Libanon, Afghanistan, Cambodja og Tchad. Konflikterne resulterede i millioner af flygtninge og internt fordrevne.
 
Nogle gange handlede MSF uden visa og tilladelser, krydsede grænser og ignorerede love. For eksempel hjalp MSF i hemmelighed det afghanske folk under Sovjetunionens invasion af Afghanistan.
 

Humanitær intervention

Den kolde krigs afslutning blev begyndelsen på en ny type voldsomme konflikter i en række udviklingslande. Storpolitiske motiver blev erstattet en lokal logik og motivation. Hvor guerillagrupper før havde fået international støtte, skaffede de nu ressourcer ved at plyndre og forfølge civile.
 
Hele regioner blev utilgængelige. Civile var i militærets, børnesoldaters og krigsherrers vold. Sikkerheden for NGO´er blev forværret, og udsendte blev undertiden mål for angreb - ligesom også udstyr (biler, medicin og mad) blev røvet. Det betød, at det var langt mere vanskeligt at udføre nødhjælp.
 
I 1991 anerkendte FN "retten til humanitær intervention", hvilket betød, at FN nu kunne gribe ind i lande, der forbrød sig mod deres egen befolkning. De humanitær-militære interventioner viste sig fra starten at være en katastrofe, hvilket indsatserne i Bosnien fra 1992 og i Somalia fra 1993 beviste.
 

Internationalisering og Læger uden Grænser i Danmark

Igennem årene er Læger uden Grænser vokset. I slutningen af 1980´erne etablerede bevægelsen et kontor til international koordinering. I løbet af 1990´erne voksede Læger uden Grænser med kontorer i flere vestlige lande. De blev hver især tilknyttet Læger uden Grænsers fem operationelle centre i Paris, Bruxelles, Genève, Amsterdam og Barcelona. I alt er der 24 kontorer.
 
Læger uden Grænser i Danmark blev grundlagt af Camilla Bredholt i januar 1993. Camilla Bredholdt havde selv været udsendt som administrator for MSF til Albanien og Irak.
 
I 1997 ændrede de 19 kontorer status til partnersektioner, og alle fik dermed lige indflydelse på Læger uden Grænsers arbejde, mens projekterne stadig styres fra de fem operative centre i Paris, Bruxelles, Genève, Amsterdam og Barcelona.
 
I 1990´erne var organisationen præget af tvivl og selvkritik, blandt andet på grund af oplevelserne i Zaire, hvor de ansvarlige for folkemordet i Rwanda misbrugte nødhjælpen. Det førte i 1995 til en bred debat blandt medlemmerne om, hvad Læger uden Grænser egentlig stod for.
 
På baggrund af et stort møde i Chantilly ved Paris blev Læger uden Grænsers grundlæggende principper uddybet og præciseret.
 
 

Nobels Fredspris

I 1999 modtog MSF Nobels Fredspris for sit arbejde. Læger uden Grænser tilegner prisen til befolkninger i nød og til de utallige organisationer og individer, som dagligt står ansigt til ansigt med kaos og kriser.
 
 

Humanitært arbejde i det 21. århundrede

I dag arbejder Læger uden Grænser ikke kun i konfliktområder, men har udvidet arbejdsområdet til også at omfatte de udfordringer, som aids-epedimien, tuberkulose, malaria, offentlige sundhedssystemer i opløsning, manglende adgang til medicin og lægehjælp stiller.
 
I 1999 startede Læger uden Grænser "Kampagnen for Adgang til Livsvigtig Medicin" som reaktion på, at livsvigtig medicin er utilgængelig eller for dyr for befolkningerne i de lande, hvor vi arbejder.
 
I 2000 begyndte Læger uden Grænser at behandle aids-syge med antiretroviral (livsforlængende) medicin i Thailand. Arbejdet spredte sig hurtigt verden over, og i dag har Læger uden Grænser flere end 100.000 i behandling i 32 lande.
 

Oversete sygdomme

Kun 10 procent af verdens sundhedsforskning beskæftiger sig med sygdomme, der er skyld i 90 procent af den globale sygdomsbyrde. Patienter i ulandene tvinges derfor til at bruge medicin med begrænset effekt og omfattende bivirkninger.
 
Læger uden Grænser grundlagde derfor sammen med en række ansete sundheds- og forskningsinstitutter fra Brasilien, Frankrig, Indien, Kenya og Malaysia i 2003 en ny non-profit organisation "Drugs for Neglected Diseases Initiative", DNDi.
 
Formålet er at udvikle medicin mod sygdomme, som rammer verdens fattigste befolkninger. DNDi og Sanofi-Aventis lancerede i 2007 et nyt middel mod malaria.