”Vi venter bare på, at vores børn dør”

Selv mens bomberne regner ned over det østlige Aleppo, bliver der født børn i den belejrede bydel. For mødrene er både graviditet og fødsel en ekstrem oplevelse.
Arkivfoto fra Syrien. © Læger uden Grænser.

Selv mens bomberne regner ned over det østlige Aleppo, bliver der født børn i den belejrede bydel. Men mødrene er underernærede, har svært ved at amme og modermælkserstatningen er sluppet op. Glæden ved at blive mor bliver overskygget af kampen for at holde sig selv og sine børn i live. Læs fortællingen fra en nybagt mor – fanget med sin familie i en krigszone.

”Belejringen af det østlige Aleppo har været hård, men vi frygtede ikke belejringen ligeså meget som bomberne.

 

Mit navn er Umm Leen. Jeg er mor til syv børn, og jeg har aldrig sat min fod udenfor det østlige Aleppo.

 

Min ældste datter er 16 år. Hun var gravid i sjette måned, men hun mistede barnet for to uger siden. Jeg havde en søn på 12 år, men han blev dræbt af en granatsplint, der gennemborede hans hjerte.

 

Min yngste er tre måneder gammel – han blev født under belejring af det østlige Aleppo.

 

Mangel på medicin

Jeg fødte ham en måned før tid på grund af angstanfald efter de intense bombardementer.

 

I løbet af de seneste to år har jeg haft den ene abort efter den anden, og denne graviditet var også fyldt med problemer.

 

Jeg var tæt på at gå i fødsel tidligt i min graviditet, og jeg var nødt til at besøge hospitalet hver 10. dag. Jeg havde lavt blodtryk og alvorlig blodmangel. Jeg var hele tiden træt og svimmel.

 

Der var mangel på alle former for fødevarer på grund af belejringen. Mange babyer er undervægtige på grund af deres mødres kost.

 

I den første uge af august fortalte min jordemoder mig, at jeg skulle forberede mig på fødslen og købe den medicin, jeg havde brug for. Jeg fik medicin fra flere forskellige apoteker, da hospitalerne var løbet tør.

 

Bomber på vej til hospitalet

To dage senere klokken fem om morgenen gik vandet. Der var ingen til at køre mig på hospitalet, og der var ingen offentlig transport.

 

Vi kunne ikke ringe efter en ambulance – der er så stor mangel på benzin i bydelen, at ambulancerne kun henter de mest kritiske patienter.

 

Til sidst stoppede min mand en bil på gaden og bønfaldt føreren om at tage os til et hvilken som helst hospital.

 

Bombardementerne var intense, og vi vidste ikke, om vi ville klare den. Han kørte med en utrolig høj fart på grund af bombardementerne – vi ankom til hospitalet på under 12 minutter. Jeg frygtede allermest, at vi ville løbe tør for benzin midt på vejen, mens bombardementer regnede ned omkring os.

 

 

Lille chance for at overleve

Jeg var alene under min fødsel. Der var ingen fra hverken min egen eller min mands familie tilbage i det østlige Aleppo – vi var de eneste. Min mand ventede nedenunder.

 

Fem timer senere fødte jeg en lille dreng. Det var efter fødslen, at problemerne begyndte. Jeg blødte kraftigt, så jeg fik lagt is på maven og i min livmoder for at forsøge at stoppe blødningen.

 

Jeg gjorde mit bedste for at amme – selvom jeg ikke havde noget at spise og var underernæret.

 

Jeg blev udskrevet samme dag, fordi bombardementerne var så intense, og hospitalet var ikke tilstrækkeligt beskyttet. Efter jeg forlod hospitalet, slog fire missiler ned lige foran hospitalsbygningen.

 

Min nyfødte dreng blev på hospitalet og var indlagt i 15 dage. Han vejede kun 1,2 kilo, og jeg forventede ikke, at han ville overleve. Men han kæmpede.

 

Børnehospital er ødelagt

I august var situationen ikke så slem, som den er nu. Der var stadig modermælkserstatning på hospitalet, så de ansatte lavede en flaske med modermælkserstatning til min baby, eller jeg gav ham min egen mælk i en flaske.

 

Men nu er der ikke længere modermælkserstatning, og jeg må kværne ris for at brødføde min søn. Han taber sig og er meget svag. Skal jeg bare sidde og se ham dø for øjnene af mig?

 

Mine andre børn er også utroligt tynde, fordi vi har næsten ingenting at spise.

 

Vi har ikke haft nogle bleer i tre måneder, så folk bruger klude i stedet. Men det giver spædbørnene udslæt. Min datter har en meget slem hoste, men børnehospitalet er blevet bombet, og jeg ved ikke, hvor jeg skal få hjælp til hende.

 

Min baby har svært ved at trække vejret og andre sundhedsproblemer, men vi kan ikke få ham ud af det østlige Aleppo. Vi venter bare på, at vores børn dør.

 

Ulykkelig start på livet

Når et barn bliver født, mener nogle mennesker, at det opvejer de børn, de har mistet. Men det er efter min mening en stor fejltagelse. Jeg var så trist, efter at jeg havde født ham. Har jeg født ham til det her liv?

 

Jeg ved ikke engang, om vi vil overleve. Børnene bliver så forskrækkede, når de hører et fly – de løber hen til mig. Det knuser mit hjerte.

 

Jeg håber bare, at børnene overlever. Jeg håber, at de ikke bliver sårede, for der er ikke nogen hospitaler at bringe dem til, og jeg kan ikke bære at se mine børn dø foran mig.

 

Læger uden Grænser i Aleppo:

  • Vi støtter flere hospitaler i det østlige Aleppo, som nu har været under belejring i over fire måneder.
  • Flere af hospitalerne er løbet tør for medicin og udstyr, og der er akut mangel på lægehjælp i bydelen.
  • Den seneste måned er luftangrebene fra Rusland og den syriske regering mod den belejrede bydel blevet intensiveret.
  • Fem af de hospitaler, vi støtter, er blevet ramt og er nu ude af drift – det gælder det eneste børnehospital i bydelen, det største centrale sygehus samt tre hospitaler med fokus på kirurgi.
  • Uden for den belejrede bydel har vi 45 ton medicin og udstyr, som kan nå de nødstedte inden for 24 timer med en nødhjælpskonvoj. Vi har også ambulancer standby. Men det er i øjeblikket ikke muligt at få adgang til bydelen. 

 

  • Syrien

    Indbyggere: 18,5 mio.

    Forventet levealder m/k: 60/70 år
    Børnedødelighed: 13 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2015: 494
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Syrien i 2009. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO