Vi reagerer hurtigt på nyt ebola-udbrud

Pigen på båren er blevet syg, og siden hun har været i kontakt med ebola-smittede, bliver hun bragt til vores ebola-center i Kailahun i Sierra Leone. (arkivfoto 9.juli 2014) © Sylvain Cherkaoui/Cosmos.
Pigen på båren er blevet syg, og siden hun har været i kontakt med ebola-smittede, bliver hun bragt til vores ebola-center i Kailahun i Sierra Leone. (arkivfoto 9.juli 2014) © Sylvain Cherkaoui/Cosmos.

Et eksperthold og 10 tons medicinsk og logistisk udstyr er sendt til Den Demokratiske Republik Congo.

Den frygtede sygdom ebola er nu brudt ud i Bas Uele provinsen i den nordlige del af DR Congo. WHO har bekræftet et tilfælde og yderligere 20 undersøges - heraf tre dødsfald som også mistænkes for at skyldes ebola.

 

Det er altafgørende, at der handles hurtigt, når der konstateres udbrud af ebola. Sygdommen er smitsom, så det er vigtigt at få kontrol med udbruddet hurtigst muligt.

 

Derfor har Læger uden Grænser sendt et eksperthold på 14 personer til DR Congo. De skal samarbejde med et hold fra sundhedsministeriet. Holdet består af læger, sygeplejersker, logistikere, vand og sanitetseksperter, og en epidemolog.

 

Indtil videre er det uvist hvor stort et udbrud, der er tale om. Derfor skal holdet vurdere, hvor stort behovet for hjælp er. Det kan for eksempel blive nødvendigt at etablere et ebola-behandlingscenter for at kunne behandle de mennesker, der enten er blevet smittet eller frygtes at være smittet.

 

Hvis det bliver nødvendigt, vil vi også hjælpe lokale klinikker med at identificere potentielt smittede og sørge for, at de bliver overført til behandling. Desuden kan det komme på tale at etablere et mobilt overvågningssystem.

 

Spredningen skal hindres

For at forhindre sygdommen i at sprede sig yderligere, skal det også sikres, at sundhedsarbejderne i området får den nødvendige information om sygdommen, så de følger de korrekte procedurer i forhold til hygiejne.

 

Det er også vigtigt at få information om ebola ud til lokalbefolkningen, så den kan hjælpe med at undgå spredning af sygdommen.

 

Heldigvis er udbruddet begyndt i et tyndt befolket og svært tilgængeligt område, derfor er der gode chancer for, at få udbruddet under kontrol.

 

Verdens største ebola-epidemi

I marts 2014 begyndte det hidtil største udbrud af ebola i Guinea i Vestafrika, og epidemien spredte sig hurtigt til flere nabolande.

 

Læger uden Grænser spillede en afgørende og ledende rolle i at nedkæmpe udbruddet. Da epidemien var på sit højeste arbejdede knap 4000 lokale og 325 internationale medarbejdere for Læger uden Grænser i Vestafrika.

 

Over 28.700 mennesker blev smittet af sygdommen og flere end 11.300 mænd, kvinder og børn døde. Den 18. november 2015 markerede afslutningen på epidemien. Denne dag blev den sidste ebola-patient udskrevet fra vores ebolacenter i Guinea.

 

Det svære liv efter ebola

Men det skulle vise sig at mange af de mennesker som overlevede ebola døjede med både psykiske og fysiske problemer.