At vente på freden. Og regnen.

"I september begyndte bombningen af vores landsby. Fly kastede bomber, de brændte alt, inklusiv husene. Flyene ville kom om natten for at smide bomberne, og så væk. Andre gange kom de i løbet af dagen. Så ville de bombe hele dagen. Når et fly var færdigt, kom et andet og fortsatte, og sådan blev det ved.
Så vi flygtede fra landsbyen, og gemte os i græsset og buske.

Det var kaotisk og ikke uden besvær, da vi flygtede – vi skulle skynde os. En mand løb med tre børn på ryggen. Jeg havde to børn på min. Jeg har syv børn i alt, men kun fem af dem kom til Jamam. De andre to forsvandt i september, hvor de gik med det græssende kvæg, og jeg har ikke hørt mere om eller fra dem. Ingen ved, om de er i live eller ej.

I Kwaimol var livet behageligt. Da vi flygtede, vi forlod alt - kvæg, høns og afgrøder. Vi kom kun afsted med tøjet på vores kroppe. Det er, hvad vi stadig har på.

Vi tilbragte fire måneder med at rejse og til sidst nåede vi El FUJ (grænseovergang) i slutningen af december. I El FUJ havde vi lidt hvile, men så kom flyene og bombede der. Da vi ankom i Jamam, var jeg glad for at være på et sikkert sted uden kamp. Vi fik mad, så børnene kunne spise. Men der er et problem her med vand. Der er mange mennesker, så nogle gange slipper vandet op. Normalt omkring klokken 4 bliver vandet drænet, og nogle gange er der ikke nok til madlavning, så vi gemmer det vi har til at drikke. Da vi nåede Jamam, var det med mange syge mennesker. Vi gik så langt, og havde ledsmerter og diarré.

Problemet her er oversvømmelsen. Det regnede i sidste uge, nogle telte faldt sammen på grund af oversvømmelserne. Teltene blev oversvømmet, og alt var vådt. Børnene blev lagt på nogle senge for at sove, da jorden var fuld af vand, de bliver syge på grund af kulden. Nogle af børnene har hoste og feber, andre har diarre.

Vi har besøgt lægeklinikken flere gange, og det har hjulpet. En pige har dog stadig feber og hoste og  smerter i brystet, og hun er ikke bedre endnu.

Vi vil  gerrne væk fra det her sted. Det bliver kun værre, når regnen for alvor kommer i august og september, og oversvømmer hele området.

Jeg tænker på mit hjemland, og jeg ønsker at gå tilbage, komme hjem. Men jeg ønsker kun at komme hjem, når der er fred. Så på grund af krigen, er vi her stadig. Vi ved ikke, hvor længe. ”