Den anspændte og usikre situation der hersker i Ituri-regionen i Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo), hvor der er samlet et stort antal internt fordrevne, gør det meget vanskeligt at udføre humanitært nødhjælpsarbejde.
Den 28. februar 2005
Det advarer nødhjælpsorganisationen Læger uden Grænser (MSF) om, efter at den er blevet tvunget til midlertidigt at indstille indsatsen i lejrene for internt fordrevne i Iga-Barrière og Tché. Det midlertidige stop for hjælpeindsatsen skyldes tilstedeværelsen af et stigende antal militante grupper i det konfliktramte område.
Siden årsskiftet, og som følge af genoptagelsen af stridighederne mellem forskellige militante fraktioner, er titusindvis af mennesker drevet på flugt internt i DR Congo - specielt er mange landsbyer i Djugu-området berørt. Nylige sammenstød har drevet mindst 20.000 mennesker på flugt og ud på vejene fra Ituri. De fordrevne, der allerede er hårdt ramt efter en konflikt, som har raset siden 1999, er flygtet ind i nærliggende skove og har måttet efterlade deres få ejendele, der stjæles af lokale banditter.
På trods af store anstrengelser for at stabilisere situationen i regionen, bliver de fordrevne udsat for ekstremt voldelige overgreb. Der rapporteres om utallige grusomheder, blandt andet overfald, voldtægter og mord. Specielt kvinder og børn lider under de stridende parters brutalitet.
Fordrivningen af befolkningen sker i en periode, hvor samfundene igen var begyndt at opdyrke landområderne, og ændres forholdene ikke øjeblikkeligt, er der overhængende fare for, at mangel på mad og rent drikkevand vil føre til alvorlig underernæring hos de mest udsatte. Et ud af fire børn i nogle områder viser allerede tegn på moderat eller alvorlig underernæring. Internt fordrevne, der har søgt tilflugt i de største midlertidige lejre, modtager dog både mad og drikkevand og anden nødhjælp. Men der er intet der tyder på, at disse flygtninge vil vende tilbage til deres landsbyer på grund af den usikre situation.
MSF har indledt en vaccinationskampagne for at forhindre en mæslinge-epidemi blandt børnene under 15 år i Tché og Kakwa-lejrene og i Gina. Mindst 10.000 børn vil blive beskyttet mod den potentielt dødelige sygdom under denne kampagne. MSF yder også almindelig medicinsk bistand i Tché og Kakwa-lejrene, hvor der rapporteres om vold mod kvinder og piger og om underernæring blandt børnene. Alle med behov for fødsels- eller anden akut lægehjælp bliver overført til MSF´s hospital i Bunia, hovedstaden i Ituri-regionen. Desuden sikrer MSF vand- og sanitetsforhold samt latriner for de flygtninge, der er samlet i Kakwa-lejren på Lake Albert søens bred.
MSF har arbejdet i Ituri-regionen i den nordøstlige del af den DR Congo siden 2003, hvor vi har ydet nødhjælp til mennesker, der er tvunget på flugt på grund af den væbnede konflikt mellem forskellige fraktioner. I dag arbejder 20 internationale frivillige (hvoraf 9 er direkte involverede i denne nødhjælpsaktion). Flere end 300 lokale sundhedsmedarbejdere desuden på Bunia hospitalet og sørger for driften af vores mobile medicinske klinikker.
/mh
