Trumps abortpolitik sætter liv og helbred på spil for verdens kvinder

Billedet er fra Port au Prince i Haiti. Det er et af de lande, hvor vi på vores klinikker ser konsekvenserne af  usikre aborter.
Billedet er fra Port au Prince i Haiti. Det er et af de lande, hvor vi på vores klinikker ser konsekvenserne af usikre aborter. © Patrick Farrell

Donald Trump har nu indført et dekret, der betyder at ngo´er, der udfører eller rådgiver om abort, vil miste deres økonomiske støtte fra USA. Tiltaget vil underminere adgangen til sikre aborter, sætte flere kvinder og pigers liv på spil og føre til flere hiv-smittede.

Læger uden Grænser modtager ikke funding fra den amerikanske stat, så vi påvirkes ikke direkte.

 

Men vi er bekymrede for de medicinske konsekvenser af Trumps dekret.

 

”Som medicinsk nødhjælpsorganisation arbejder vi steder, hvor kvinder og børn vil blive direkte påvirket og skadet af denne politik. Det er vigtigt at understrege, at den globale kollektive indsats for at sænke mødredødeligheden og andre lidelser vil blive alvorligt svækket,” siger Jesper Brix, direktør for Læger uden Grænser.

 

Ifølge WHO skyldes hele 13 procent af dødsfaldene blandt gravide usikre aborter. Tallet er endnu højere i visse regioner som Sydamerika og i konfliktramte områder samt i flygtningelejre.

 

Fra vores arbejde i felten ved vi, at kvinder og piger sætter livet på spil, når der ikke er mulighed for sikre aborter. De får i stedet foretaget dem af ”kvaksalvere” uden den nødvendige medicinske viden.

 

Vi ser konsekvenserne - for hver eneste dag har vi patienter, der skal behandles, fordi de har fået udført en usikker abort. WHO estimerer, at der årligt udføres 46 millioner aborter, omkring 20 millioner af dem anses som usikre, det fører til, at fem millioner

kvinder får fysiske men som en ødelagt livmoder, eller de kan blive sterile.

 

”De medicinske konsekvenser af usikre aborter er frygtelige. Regeringer bør ikke ofre piger og kvinders helbred på det politiske alter. Uanset risikoen og forhindringer, vil kvinder med uønskede graviditeter fortsat søge at stoppe graviditeter,” siger Jesper Brix og fortsætter:

 

”Derfor vil kvinder stadig lide en unødvendig død, fordi de ikke har adgang til sikre aborter. Trump administrationen må forholde sig til disse fakta og sætte en stopper for den politik, der vil sætte livet på spil for piger og kvinder.”

 

Det er en del af Læger uden Grænsers politik at oplyse om familieplanlægning og fødselskontrol, at tilbyde præventionsmidler og sikre aborter, for at undgå uønskede graviditeter og sikre kvinder og pigers sundhed.

 

Hvor blandt andet behandlingen af abort-relaterede komplikationer så vel som aborter, der udføres for at redde kvinder fra livstruende komplikationer, er en del af Læger uden Grænsers obstetriske behandling.

 

Det seneste årti har forskning vist at politikker, der forhindrer sundhedsmyndigheder og organisationer i at oplyse kvinder om abort og familieplanlægning, så som fødselskontrol og præservativer, fører til flere uønskede graviditeter, flere usikre aborter og dermed flere dødsfald.

 

Men ikke nok med det, så betyder det også at flere vil få seksuelt overførte sygdomme som hiv.

 

Kvinder har ret til information og redskaber, der kan beskytte deres sundhed og trivsel. Kvinder har større risiko for at blive hiv-positive end mænd. Gravide kvinder i særdeleshed har brug for målrettede sundhedsydelser, så deres helbred og barnet i maven kan beskyttes mod seksuelt overførte sygdomme.

 

”The Mexico City Policy”, som loven ret beset hedder, blev sat ud af kræft, da Obama var præsident. Nu er den genindført men i en strammere udgave. Nu er det ikke kun organisationer, der arbejder med familieplanlægning, der rammes.

 

Den gælder nu for alle globale sundhedsprogrammer, der også inkluderer hiv, fødsler og børn. Ved at tage pengene fra de organisationer, der også arbejder med malaria og andre sundhedsproblemer relateret til børn, kan denne politik true de mange fremskridt, der er sket på flere sundhedsområder.

 

Det gælder for eksempel, muligheden for at reducere hiv-relaterede dødsfald, nye infektioner, nedgangen i børnedødeligheden ved forebyggende malariabehandling, behandlingsinitiativer og vaccinationsprogrammer.