Slangebid dræber omkring 100.000 hvert år

Fem millioner mennesker bliver hvert år bidt af slanger
© Gabriel Martinez

Fem millioner mennesker bliver årligt bidt af slanger. Mange af ofrene er børn i øde områder, hvor der er begrænset adgang til lægehjælp. Den mest effektive modgift er dyr for lokalbefolkningen og går snart ud af produktion. Vi forsøger at redde liv der, hvor behovet er størst.

35-årige Nyekuony var ude at fiske i et sumpområde i det nordlige Sydsudan, da hun blev bidt i foden af en slange.

 

Hun søgte hjælp hos en traditionel healer og købte medicin fra et lokalt apotek – men såret ville ikke hele. Inden længe var kødet og knoglen gået i forrådnelse. Hendes fod og nederste del af benet blev langsomt ædt op, og da hun ikke længere kunne gå, var hun nødt til at bevæge sig rundt på alle fire.

 

Det var på det tidspunkt for farligt at forsøge at nå hen til et hospital, da regionen var midt i en voldelig konflikt.  

 

Først to år efter kom hun til en af Læger uden Grænsers klinikker. Herfra blev hun overført til vores hospital i Agok, hvor hun fik amputeret sit ben. I dag kan hun igen gå oprejst – med hjælp fra krykker.

 

Nyekuony var heldig at overleve. Men hvis hun var blevet behandlet tidligere, havde hun måske stadig begge sine ben.

 

Den 35-årige kvinde mistede sit ene ben på grund af slangebid

35-årige Nyekuony venter her på at få amputeret sit ben på vores hospital i Agok. © Alexandra Malm

 

To års løn for modgift

Den 35-årige kvinde er blot en af omkring fem millioner mennesker, der hvert år bliver bidt af en slange. Op mod 138.000 mister livet, mens tre gange så mange bliver invalideret eller vansiret (tal fra WHO).

 

Mange af ofrene er børn, og de fleste bor i fjerntliggende områder, hvor det kan være svært at få hjælp. Men selv dem, der når frem til et sundhedscenter for at købe modgift, har svært ved at få råd til behandlingen. Modgiften kan koste op til 1640 kroner – det svarer til to års løn for flere lokale i Sydsudan.

 

Læger uden Grænser yder gratis behandling til et stigende antal ofre for slangebid – herunder flere end 300 personer om året på vores hospital i Agok. Det er det eneste sundhedscenter i regionen med et lager af sikker og effektiv modgift.  

 

Denne modgift var med til at redde seksårige Nyajinmas liv. Hun blev bragt til hospitalet i Agok med blærer på huden, en faretruende høj puls, og hendes hånd, arm og bryst var hævet. Hun var blevet bidt af en slange, mens hun sov.

 

Nyanjinmas mor havde båret hende i 1,5 time for at nå frem til det nærmeste sundhedscenter, men her var der ingen modgift at hente. Hun blev i stedet henvist til Læger uden Grænsers hospital i Agok.

 

”Vi gav hende omgående to doser af modgift. Vi var nødt til at handle hurtigt, da vi frygtede, at hun ville dø. Men heldigvis kom hun sig, ” siger Bonface Omuli, klinikmedarbejder på hospitalet.

 

Denne seksårige pige blev behandlet for et slangebid i sidste øjeblik. Hun overlevede.

Denne seks-årige pige blev bidt af en slange, mens hun sov. Hun var tæt på at dø, men overlevede. © Alexandra Malm

 

Effektiv modgift udgår snart

Den seksårige pige blev behandlet med modgiften FAV-Afrique, som er produceret af det franske medicinalfirma Sanofi-Pasteur. Det er en modgift, der i dag kan bruges til at behandle bid fra hele 10 af de mest giftige slanger i dele af Afrika syd for Sahara-ørkenen.

 

Men det franske medicinalfirma har stoppet produktionen af den effektive modgift. Og de eksisterende doser er sat til udløbe i slutningen af juni.

 

Selvom der findes andre typer af modgift, er de ikke ligeså effektive som FAV-Afrique, der kan behandle mange forskellige typer af slangegift. FAV-Afrique er også mere sikker, da modgiften er blevet testet på en større gruppe af mennesker og i et større geografisk område.  

 

”Behandling af patienter vil blive langt mere kompliceret, da de alternative modgifte ikke dækker ligeså mange slangearter som FAV-Afrique. Det er et problem, da ofrene sjældent kender den specifikke type slange, som bed dem, ” siger Christine Jamet, projektansvarlig i Sydsudan.

 

”Nu er vi nødt til at behandle patienterne ud fra symptomerne. Vi er i tvivl om, hvilken indvirkning det vil have på vores patienter, men vi har ikke andet valg. ”

 

Det er en kamp at få behandling for slangebid i Sydsudan, men problemet strækker sig langt ud over landets grænser. I hele verden er størstedelen af ofrene ikke i stand til at få den behandling, de har brug for.

 

Indtil modgift mod slangebid gøres mere sikker, tilgængelig og billig, vil hundredtusindvis af mennesker blive ved med at være ofre i denne glemte krise. 

  • Sydsudan

    Indbyggere: 12,3 mio. 

    Forventet levealder m/k: 56/59 år

    Børnedødelighed: 93 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

    Medarbejdere i 2016: 3.683

     

    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Sydsudan i 2011.

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO