Paul og hans ambulance

Det er ikke lang tid efter solopgang - men det er allerede, som om hele verden er vågen. Hønsene klukker, geder bræger, børn er syngende på vej til skole, og morgentrafikken er allerede et trommespil i en sky af gult støv. Hos Læger uden Grænser glimter flåden af hvide 4x4 biler i det klare morgenlys.

En mand i en blå kasket er travlt optaget med at fylde en af bilerne med benzin. Hans navn er Paul Sefoi, og han har arbejdet for Læger uden Grænser i Sierra Leone i næsten 15 år.

Han er en af flere chauffører, som kører de tre ambulancer, der transportere kritisk syge patienter fra landdistrikterne til Læger uden Grænsers sundhedscenter ’Gondama Referral Centre’ - et 220-sengs hospital udenfor Bo, Sierra Leones næststørste by.

Gennem henvisningssystemet til fødeafdelingen, har Læger uden Grænser formået at nedbringe mødredødeligheden i Bo-distriktet til over halvdelen af landets gennemsnit.

"Når du har en gravid kvinde i bilen, er du nødt til at køre meget forsigtigt. Sidste gang jeg kørte med en, fødte hun her i ambulancen," siger Paul, da vi ruller ud af Læger uden Grænsers center mod Sumbuya, et landligt forpost tæt på distriktsgrænsen.

Sierra Leone har nogle af de værste sundhedsindikatorer i verden, og folk dør stadig af sygdomme, der let kunne forebygges og behandles. Et af de største sundhedsproblemer er malaria, der dræber mere end 20 mennesker i landet hver dag. Og mange af de gravide kvinder der ankommer til Læger uden Grænsers hospital befinder sig i en kritisk tilstand. I nogle tilfælde har de traditionelle fødselshjælpere givet kvinderne ekstremt store doser af traditionelle urter, som er meget potente og forårsage skader på livmoderen.

Dagens første patient
Paul styrer bilen over en bro. En gruppe af mennesker bader i den blå flod nedenfor, børster deres tænder og vasker deres tøj. I det fjerne ses små lerhytter med stråtag spredt ud i landskabet. Da vi ankommer til den anden side, giver radioen en knitrende lyd fra sig, og radiooperatøren beder Paul køre hurtigst muligt til Jimi Bagbo sundhedscenter. Paul sætter farten op og haster ned ad en smal grusvej, som skærer gennem det frodige, grønne landskab, mens han gør sit bedste for at undgå de værste bump og huller forude.

Da vi ankommer til sundhedscentret, ser vi en kvinde knuge en lille dreng i armene. Barnets ånde er tung og hurtig. Han lider af alvorlig malaria og skal på hospitalet hurtigst muligt. Da de to er ført ind i ambulancen, og dørene smækket bag dem, er der én times kørsel til Gondama Referral Centre.

 "Jeg kan virkelig godt lide mit job, jeg kan lide at køre,” siger Paul, efter at han sikkert har fået drengen og hans bekymrede mor på hospitalets skadestue.

"Disse ambulancer er en stor fordel for samfundet, fordi nu er det nemt for folk at få gratis transport til hospitalet, når de er syge. Hvis ambulancerne ikke var der, hvordan skulle folk have råd til at betale for transport? "

Arrerne fra krigen

Under landets borgerkrig, så tingene meget anderledes ud end i dag. Paul selv var vidne til en mere end rimelig andel af krigsforbrydelser.

"Under krigen var der checkpoints langs hele denne vej," siger Paul, som vi kører tilbage mod Sumbuya.

"Du kunne finde masser af døde kroppe langs vejen mellem Bo og Freetown. Hver gang jeg var nødt til at tage den vej, kunne jeg ikke sove natten før. Der ville være angreb, og de ville dræbe en masse mennesker på den her strækning. "

Læger uden Grænser havde projekter mange steder i Sierra Leone under den brutale borgerkrig, som varede 11 år og kostet flere end 50.000 livet - mange af dem uskyldige civile. Aktiviteterne varierede fra reel kirurgi til primære sundhedsydelser til befolkningen.

I dag fokuserer Læger uden Grænser på at give fødselshjælp og behandling af børn med underernæring og malaria i og omkring Bo. Hver måned indlægger Læger uden Grænser mere end 700 børn og hjælper til ved mere end 100 fødsler på sit hospital.

"Den landsby du ser der – alt var brændt ned under krigen," siger Paul og peger på en gruppe hytter og bygninger i det fjerne.

"Det lokale hospital længere nede på denne vej blev også brændt ned. Læger uden Grænser hjalp med at genopbygge det,” fortæller Paul videre.

De smilende ansigter på skolebørnene, den afslappede snak ved boderne i vejkanten, og det rolige tempo i livet gør det svært at forestille sig, at krigen sket ikke meget længere end et årti siden.

"Nu er det bedre. Nu kan du gå hvor som helst, folk er venlige mod dig " siger Paul.

Da skyggerne bliver længere, og dagen går på hæld, sætter Paul mig af hos Læger uden Grænsers hospital inden han kører ud for at afhente en sidste patient inden hans vagt er omme. En anden dreng med alvorlig malaria, hvis fremtid ville have været usikker uden hjælp fra Paul og resten af Læger uden Grænsers hold i Bo.