Tilbage/Print/Send

Medicinalvirksomhed indgår vigtig aftale om hiv-medicin

Millioner af hiv-smittede i udviklingslande er som Catherine Atieno fra slumkvarteret Kibera i udkanten af Nairobi i Kenya er afhængige af at kunne få medicin. Foto: © Sven Torfinn
Medicinalproducenten Gilead har indgået en vigtig aftale om patent på hiv-medicin, som kan få stor betydning for hiv-smittede. Aftalen er indgået med Medicines Patent Pool, en organisation der blev oprettet i 2009, hvor medicinalproducenter frivilligt kan afgive eller lempe deres patentrettigheder særligt i forhold til hiv/aids medicin.

Medicines Patent Pool er oprettet for at forbedre patienters adgang til lægemidler hovedsageligt i udviklingslande. Indgår en farmaceutisk virksomhed en aftale om at afgive produktionsrettigheder, modtager den til gengæld et fast honorar fra den eller de medicinalproducenter, der ønsker at benytte sig af det frigivne patent.

 

Det gør det muligt for medicinalvirksomheder, der producerer kopimedicin, at ansøge Medicines Patent Pool om at benytte sig af et patent i puljen. Medicinen kan så produceres, videreudvikles og eksporteres til de lande, som er dækket af aftalen. Det giver konkurrence og sætter prisen på medicin i udviklingslandene betragteligt ned.

 

Et vigtigt skridt i den rigtige retning
”Aftalen, som Gilead har indgået, er en forbedring i forhold til hvad mange andre store medicinalvirksomheder gør for at sikre patienternes adgang til aids-medicin i udviklingslandene”, siger Michelle Childs, direktør i Læger uden Grænsers Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin.

 

Men glæden er ikke uforbeholden. På visse punkter har Gilead ikke ønsket at ændre ved forholdene, som de er i dag, og derfor håber Michelle Childs ikke, at Gileads aftale bliver skabelon for fremtidige aftaler.

 

Gilead har nemlig betinget sig, at det kun er farmaceutiske virksomheder i Indien, der må bruge Gileads patenter, hvilket indskrænker konkurrencen. Desuden vil producenter have svært ved at få adgang til de ingredienser, der er nødvendige for at fremstille medicinen, fordi aftalen giver begrænsninger i leveringsmulighederne.

 

Og værst er det, at hiv-smittede i middelindkomstlande ikke er omfattet af aftalen.

 

Ny medicin til hiv-smittede børn
Hvad der derimod er glæde over er, at Gileads aftale omfatter to lovende lægemidler, som er under udvikling, samt det helt afgørende stof Tenofovir. WHO har siden 2009 anbefalet netop Tenofovir som en del af standardbehandlingen af hiv. Det kan være med til at sikre at nye behandlingsmetoder bliver tilgængelige i udviklingslandene på samme tid som i de rige lande.

 

Aftalen omfatter også en ny kombinationsmedicin, som er særligt udviklet med henblik på børn.

 

"Vi forventer, at alle de store selskaber, herunder Johnson og Johnson, Abbott og Merck, også vil lægge deres patenter i Medicines Patent Pool. Og vi håber, at lande, der ikke er omfattet af denne aftale vil bruge alle midler, herunder tvangslicenser at øge adgangen til hiv-medicin for deres befolkninger”, siger Michelle Childs.

 

/mdo