Den 9. februar 2008
Siden mandag den 4. februar har der været relativt roligt i Tchads hovedstad N’Djamena. De fleste butikker er fortsat lukkede, men trafikken vokser og folk bevæger sig frit i gaderne. Byens markeder er genåbnet, dog med meget høje priser på basale produkter som benzin og mad.
Læger uden Grænser (MSF) har indtil videre behandlet 110 sårede på Bon Samaritan hospitalet – et af de få behandlingssteder, som var åbent under kampene – og uddelt medicin og udstyr til andre hospitaler i byen.
Et kirurgisk hold har siden den 6. februar bistået sundhedspersonalet på byens største hospital, Hôpital Général. Holdet har indtil videre behandlet 19 patienter.
MSF har også indsat peronale på Hôpital de l’Union, der ligger i et af de kvarterer, der var hårdest ramt af kampene. De fleste indbyggere i området flygtede, men er så småt begyndt at vende tilbage. Hospitalet modtager stadig patienter med skudsår.
Flygtninge på grænsen til Cameroun
Tusindvis af flygtninge opholder sig nu i grænsebyen Kousseri i nabolandet Cameroun, som ligger mindre end 15 kilometer fra N’Djamena. Flygtningene er spredt over hele byen, hvilket gør det svært at vurderer, hvor mange der befinder sig i området.
De fleste familier har taget ophold under træerne i og uden for byen. De mangler mad, rent vand og adgang til basale sundhedsydelser. Enkelte er begyndt at vende tilbage til Tchad, men størstedelen af de flygtninge, MSFs medarbejdere har været i kontakt med, tør endnu ikke vende hjem.
Et MSF-hold yder støtte til skadestuen på hospitalet i Kousseri, hvor 80 patienter er blevet indlagt i løbet af ugen. To andre MSF-hold laver opsøgende arbejde i byen og i et område kaldet Madera, hvor over 1000 flygtninge har taget ophold. Her er MSF begyndt at uddele nødhjælpsforsyninger og sikre adgang til rent vand.
Flere transportfly er inden for de seneste dage ankommet til Cameroun med medicin, medicinsk udstyr og andre nødhjælpsforsyninger, som vil blive uddelt i de kommende dage.
Situationen i det østlige Tchad
Læger uden Grænser (MSF) yder fortsat hjælp i den østlige del af Tchad, men er blevet nødsaget til at begrænse aktiviteterne på grund af den manglende sikkerhed. Området huser op mod 400.000 flygtninge fra Darfur, foruden de mange lokaler, der har behov for hjælp i byer som Abeche, Adre, Farchana, Goz Beida, Dogdoré, Guereda, Iriba og Am Timam.
MSF har i øjeblikket 17 udsendte medarbejdere i N’Djamena and 20 i Kousseri i Cameroun.
/eh
