Den 1. august 2012
Ebolaudbruddet, som den ugandiske regeringen bekræftede den 28. juli, har indtil nu dræbt 14 mennesker, og yderligere 20 menes at være smittede.
Førsteprioriteten for Læger uden Grænsers eksperthold er at identificere og behandle smittede og folk, der har været i kontakt med dem. Samtidig arbejder de på at finde ud af, hvordan smitten spredes for effektivt at kunne begrænse antallet af nye smittede. Det gøres blandt andet ved at sikre at alle, der har været i kontakt med syge patienter, bliver isoleret, indtil man er sikker på, at de ikke bærer virus.
”Det er meget vigtigt at reagere hurtigt, for at finde ud af hvor sygdommen er koncentreret og isolere smitten så hurtigt som muligt”, fortæller Olimpia de la Rosa, der koordinerer Læger uden Grænsers ebolaindsats i Uganda.
”Det er også essentielt at tage hånd om sundhedspersonalet, hvilket betyder, at vi arbejder tæt sammen med Ugandas sundhedsmyndigheder, der allerede kæmper med at stoppe spredning af virus”, siger Olimpia de la Rosa.
Ebola er en blødningsfeber, der spredes hurtigt gennem direkte kontakt med inficerede mennesker eller dyr og kan overføres via blod, kropsvæsker og selv ved kontakt med tøj, som er blevet båret af en smittet. Ebola er dødelig i op til 90 procent af tilfældene. Ebola skyldes en virus, der første gang blev opdaget i 1976 i Sudans Western Equatoria provins og i Zaire (i dag Den Demokratiske Republik Congo). Streng kontrol og smittebegrænsning er afgørende for at sikre, at sygdommen ikke spredes.
/ss
