"Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø den nat"

Dette er resterne af den operationsstue, hvor vores kirurg Evangeline Cua  opererede, da bomberne faldt over vores hospital i Kunduz, Afghanistan. © Dan Sermand/Læger uden Grænser
Dette er resterne af den operationsstue, Evangeline Cua arbejdede på, da angrebet begyndte. © Dan Sermand/Læger uden Grænser.

3. oktober 2015 blev en nat, som vores kirurg Evangeline Cua altid vil huske. Hun og hendes kolleger var tæt på at afslutte en livreddende operation på vores hospital i Kunduz, Afghanistan, da deres arbejde brat blev stoppet af voldsomme eksplosioner. Her er hendes barske beretning:

Eksplosionen kom ud af den blå luft. Vi var som to hovedløse kyllinger, der løb rundt i totalt mørke – mig og den kirurg, der havde hjulpet mig under operationen.

 

Røgen væltede ud fra et nærliggende rum, så det var nærmest umuligt at se noget. Jeg hostede. Halvt kvalt af støv. Det føltes som om, at nogen tvang mig til at spise grus.

 

Jeg stod som forstenet. Hvad skulle jeg stille op? Hvor kunne jeg flygte til?

 

Alt imens fortsatte bomberne med at falde i en jævn strøm. Jorden rystede under mig, mens murbrokker og andet materiale føg omkring mig.

 

En, to, tre. Jeg prøvede at tælle eksplosionerne, men jeg stoppede ved otte. De syntes ikke at ville stoppe. Jeg bad en stille bøn. Lad os komme ud i live.

 

Den ene ende af intensivafdelingen var i brand. Vi måtte i en anden retning.

 

Totalt kaos

Vi søgte mod det, der havde været hospitalets lobby, mens alt muligt raslede ned om ørerne på os.

 

Kabler dinglede ned fra det smadrede tag, knust glas, papir, cement, plastik og stumper og stykker af gud ved hvad over det hele.

 

Vi var ikke nået langt, da jeg snublede og faldt på noget blødt. En død menneskekrop - eller flere. Jeg kom op igen, undersøgte mig selv og konstaterede, at jeg selv var uden alvorlige skader. Godt.

 

Vi bevægede os langsomt fremad. Krybende langs en væg, hvor der stadig var lidt lys. Pludselig var der foruroligende stille. Kun en konstant brummende lyd ovenfra. Et fly? Et luftangreb? Hvorfor os?

 

Så, pludselig uden advarsel kom endnu en enorm øresønderrivende eksplosion, der gennemrystede bygningen.

 

Loftet væltede ned over os, og de sidste rester af lys gik ud. Mørket var totalt. Jeg skreg i rædsel, mens jeg blev kastet mod gulvet. Det var det sidste, jeg kunne huske.

 

 

Flugten fra den visse død

”Rejs dig op! Tag dig sammen!,” råbte min kollega.

 

”Stop med at hive i mig,” råbte jeg til ham. Et tykt kabel lå hen over mit bryst og forhindrede mig i at bevæge mig. Min krop var i smerte, som var jeg blevet gennembanket med et blyrør.

 

Men jeg vidste, vi måtte videre. Jeg prøvede at frigøre mig og undrede mig over, hvor de andre var.

 

Det sønderbombede indre af hospitalet i Kunduz, Afghanistan.

Det indre af det sønderbombede hospital. Det var disse ødelæggelser, Evangeline flygtede fra. © Andrew Quilty

 

For et øjeblik siden, mens vi krøb langs væggen før den sidste eksplosion, havde en gruppe på fem børn og to kvinder med småbørn i favnen været ved vores side.

 

Et hårrejsende skrig – en ung stemme skar gennem luften. Tæt på. Så en anden stemme der skreg pinefuldt efterfulgt af løbende fødder. Så, som om intet var hændt, var der atter stille. Nogle af dem er blevet ramt.

 

Jeg fik frigjort mig, og min kollega og jeg løb ud af bygningen. Det var mørkt udenfor. Men hvor var det sikkert at løbe hen?

 

Forræderisk sikkerhed

Hvorhen? Vi turde ikke løbe ud i det åbne, hvor vi var udsat for bomber og kugleregn.

 

Så fik jeg øje på det skrå tag. Kælderen. Gudskelov. ”Til venstre,” råbte jeg. ”Ned i kælderen.”

 

Vi løb og sprang ned i hullet.

 

Til vores rædsel og store skuffelse landede vi ikke i kælderen. Vi var i en lille to meter dyb skakt med et tyndt lille bliktag. Vi kunne kigge ind i kælderen gennem det tilgitrede kældervindue. Vi prøvede desperat at flå gitteret af, så vi kunne komme i sikkerhed.

 

Det var umuligt. Vi var som to mus, der var gået i en fælde.  

 

Håbløs situation

Hvis det var her, vi skulle dø, så måtte det blive sådan. Jeg satte mig ved siden af min kollega og lukkede mine øjne. Håbløs og totalt færdig, men med en underlig magelig og sikker følelse. Fraværende og drømmende. 

 

Vinden blæste røgen fra det brændende hospital direkte mod os. Vi hostede voldsomt, og tårerne trillede fra vores øjne. Vi måtte kæmpe for at trække vejret.

 

Bomberne fortsatte med at falde over hospitalet. Jorden rystede så voldsomt under os, at vi troede, det var ude med os.

 

Hospitalet i Kunduz står i brand.

Hospitalet i Kunduz står i flammer. © Læger uden Grænser

 

Dødstanker

Jeg kom til at tænke på min mor. Hvad ville hun føle, hvis jeg kom hjem i en urne som en smule aske?

 

Allerværst. Hvis jeg brænder til døde her, og ingen genkender mine rester. Uidentificeret. Savnet i al evighed.

 

Jeg rystede tankerne af mig. Jeg ville spare hende for den smerte. Men hvordan?

 

Stilheden herskede mellem min kollega og jeg. Jeg kunne kun skimte hans omrids. Men jeg fornemmede, at også han sad i dybe tanker.

 

Jeg faldt ind og ud af bevidstløshed. Hundetræt og sulten. Alt jeg ønskede, var at sove.

 

I tankerne vendte jeg tilbage til de seneste fem dage, hvor krigen havde raset i Kunduz.

 

Søvn var en luksus   

Vi opererede non-stop. Fra morgen til nat, nogle dage blev jeg i operationsstuen 16 timer i træk. Mine arme var røde og irriterede af den konstante skrubben. Jeg ømmede mig, hver gang jeg skulle vaske dem.

 

”Du har tabt dig,” sagde en af de lokale kirurger til mig. Det var sandt. Jeg mistede appetitten af at se alle de sårede dag ud og dag ind. Søvn var en luksus.

 

Der var ganske enkelt for meget at lave, og jeg følte, vi ikke gjorde nok. Men de pinefuldte ansigter hos forældrene, der ankom med deres sårede børn, var min motivation til at fortsætte.

 

Chokerende syn

Jeg havde foretaget seks operationer over ni timer. Endelig en pause. Mine ben værkede, mens jeg spiste havregryn. Så råbte nogen mit navn.

 

”Vi har brug for dig i akutafdelingen til at bedømme, hvem der skal opereres først.”

 

”Nu, ” spurgte jeg.

 

”Ja, det skal være nu.”

 

Jeg var chokeret over det syn, der mødte mig.

 

Der lå mindst et dusin sårede på gulvet. Adskillige andre lå på bårer langs væggene. Kvinder med blodplettet tøj. Den ene var gravid, en anden stirrede tomt mod loftet.

 

Mænd i forrevne blodige klæder, og en lille dreng jamrede i smerte. Blodet samlede sig der, hvor hans ben skulle have været.

 

Tolv af patienterne havde akut brug for at blive operereret.

 

Vågn dog op

Jeg blev flået ud af mine tanker, da min kollega ruskede i mig. Jeg var igen bevidst om, at vi var under angreb.

 

”Er du ok,” spurgte han. Jeg nikkede.

 

”Lad os komme væk herfra,” sagde han. Røgen var blevet værre, og han var bange for, vi ville blive kvalt.

 

Jeg ville blive. Jeg ville hellere dø af kulilteforgiftning end af en kugle ude i det åbne.

 

…..zzzzzziiiiiinng!

 

En vildfaren kugle bragede gennem taget og ramte ned få centimeter fra os. Håret rejste sig på min krop. Få centimeter.

 

Nu kunne vi se den voldsomme ild gennem det hul, kuglen havde lavet i taget. Jeg var overbevist om, at jeg skulle dø den nat. Jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle kunne komme ud af situationen i live. Men min træthed var forsvundet sammen med kuglens nedslag.

 

Vreden gav mig vinger

Jeg mærkede heden fra ilden over os. Vi blev enige om, at vi måtte væk fra vores skjul. Min kollega kæmpede sig op af hullet og råbte: ”Kom – det skal være nu.” Men jeg kunne ikke komme op.

 

Jeg blev vred. Jeg ønskede at slå en i ansigtet. Jeg var rasende. Jeg hadede begge involverede sider i denne åndssvage krig. Jeg ønskede, de skulle se al den skade, de havde påført de civile, og lade dem forestille sig, at det var deres egen familie.

 

Ville de så kunne fortsætte denne meningsløse krig?

 

Jeg var så bange. Jeg ville ikke brændes levende.

 

Alle mine frustrationer fik frit løb, mens tårerne strømmede ned ad mine kinder.

 

Men så blev jeg pludselig klar i hovedet. Ingen ville komme og hjælpe mig op. Jeg måtte selv klare den.

 

Jeg ved ikke helt, hvordan det lykkedes. Men jeg fik uanede kræfter og kæmpede mig op af hullet.

 

Kidnappet eller reddet 

Jeg var oppe af hullet. Det var en lettelse, at jeg kunne se min kollega ligge ventende ovre ved rosenhaven. Jeg løb over mod ham, mens han råbte: ”Duk dig, duk dig”.

 

Gløderne fra det brændende hospital faldt omkring mig. Jeg mærkede, at der gik ild i min kittel. Jeg rullede rundt på jorden og fik den slukket. Så nåede jeg hen til min kollega.

 

Vi kravlede hen mod en bygning adskillige meter væk. Vi var nået halvvejs, da en skikkelse dukkede op i mørket. Manden var iført en traditionel afghansk klædedragt.

 

Jeg blev grebet af angst.

 

Det skulle bare være løgn. Havde jeg overlevet ilden for at kravle i armene på en kidnapper?

 

Så udtalte han de ord, som jeg vil huske for altid:

 

”Følg mig. Jeg kender et sikkert sted.” 

 

Evangeline Cua på den interimistiske operationsstue efter angrebet på hospitalet i Kunduz

Efter angrebet er overstået, er Evangeline (kvinden med det kulørte tørklæde) atter tilbage ved operationsbordet. I den interimistiske operationsstue behandles de overlevende patienter og kolleger. © Læger uden Grænser

 

  • Afghanistan

    Indbyggere: 32,5 mio.

    Forventet levealder m/k: 59/62 år
    Børnedødelighed: 91 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 2.200
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Afghanistan i 1980. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO