Hvordan redder vi liv på Middelhavet – og hvorfor

Inden redningsaktionen kan fortsætte, udleveres der redningsveste til de 193 mennesker, der var stuvet sammen på gummibåden. © Anthony Jean/SOS MEDITERRANEE
Inden redningsaktionen kan fortsætte, udleveres der redningsveste til de 193 mennesker, der var stuvet sammen på gummibåden. © Anthony Jean/SOS MEDITERRANEE

Vi er på havet for at redde liv. Vi er der af nød – fordi EU ikke har sat tilstrækkelige resurser ind i redningsarbejdet. Redningsarbejdet på Middelhavet styres af de italienske myndigheder. 

Læger uden Grænser har i år 2 skibe, der hjælper med at redde liv på Middelhavet. Grunden til at vi redder liv på Middelhavet er, at vi som medicinsk humanitær nødhjælpsorganisation ikke kan stå og se passivt til, at mennesker i stor stil drukner i Middelhavet.

 

Vores fokus er at redde liv – slet og ret. Det er det vi gør i krigszoner rundt omkring i verden, og det vi gør på Middelhavet.

 

Siden april 2016 har vi reddet over 20.000 mennesker fra potentiel druknedød. Men på trods af vores og andre aktørers indsats blev 2016 det år, hvor flest mennesker er druknet på Middelhavet - over 5.000 mennesker døde på havet.

 

Det er vigtigt at huske, at det er militærskibe, Frontex (EU´s grænseagentur), den italienske kystbevogtning og handelsskibe der redder flest – ikke organisationer som vores. 

 

Frontex har selv konkluderet, at EU har et etisk og moralsk ansvar for at redde liv på Middelhavet, og har i deres seneste rapport bl.a. anbefalet, at man øger antallet af redningsfartøjer for at undgå dødsfald.

 

Hvordan foregår redningsaktionerne?

Det er ikke lovligt at efterlade nødstedte på havet uden at hjælpe dem. Den internationale havretskonvention SOLAS foreskriver, at alle både, der har mulighed for det skal komme nødstedte til hjælp.

 

Vores to både er positioneret i internationalt farvand, ca. 12 sømil fra den libyske kyst fordi det er der, at de fleste redningsaktioner foregår.

 

Vi har naturligvis ingen kontakt med menneskesmuglere. Deres indtjening på andre menneskers ulykke er så forkastelig, som noget kan være. Hvis vi observerer en nødstedt båd på havet, informerer vi de italienske myndigheder, som er ansvarlige for at koordinere redningsaktioner. Det er dem, der beslutter, hvilket redningsfartøj der skal sendes – og om det skal være EU's Grænseagentur, et handelsskib eller en båd fra en hjælpeorganisation.

 

Det modsatte gør sig også gældende, når det er de italienske myndigheder, der får informationer om en nødstedt båd først. Så vurderer de, hvem der er tættest på og bedst egnet til at komme til undsætning – og det er nogen gange Læger uden Grænser.

 

Hvis nødvendigt for at redde liv ved et SOS opkald, kan vores 2 både ganske kortvarigt sejle ind i libysk farvand. Det er helt exceptionelt, at det sker – og da kun hvis der er grønt lys fra de relevante libyske og italienske myndigheder.

 

Det skete nogle få gange sidste år, hvor vi deltog i redningsaktioner 11.5 sømil fra den libyske kyst.

 

 

Medicinske udfordringer

Mange af de mennesker vi redder er dehydrerede efter ophold i flåder, hvor drikkevand og skygge er en mangelvare. Vi oplever kemiske brandsår som følge af benzin, der flyder i bunden af de overfyldte gummibåde.

 

Vi behandler mennesker for fysiske skader, de har fået i Libyen eller undervejs på deres rejse. Vi har også haft gravide kvinder, der har født på vores redningsskibe.

 

Flygter folk fra Libyen, fordi der findes redningsskibe?

Da EU i efteråret 2014 indstillede sin redningsaktion Mare Nostrum, og efterfølgende skar drastisk ned på redningskapaciteten, førte det ikke til en nedgang i antallet af mennesker, der flygtede over Middelhavet.

 

Der var stadig lige så mange mennesker, der flygtede over Middelhavet – ikke færre. Så erfaringsmæssigt må vi konstatere, at det ikke er antallet af redningsbåde, der får folk til at flygte – det er den desperation de flygter fra. 

 

En undersøgelse fra det italienske senat bekræfter, at der ikke kan konstateres en sammenhæng mellem ngo´ers redningsskibe og antallet af mennesker, der flygter over havet.

 

EU's grænseagentur skriver selv i sin nyeste rapport, at der er brug for redningskapacitet. Hvis EU selv sætter flere både på havet og får kapacitet nok til at redde alle i havsnød, overlader vi gerne opgaven til dem.  

 

25.maj 2017 – dækket på vores skib Prudence er pakket med mennesker. I løbet af 10 timer blev 1.448 mennesker reddet op af havet. To personer lå døde i en af gummibådene og tre måtte evakueres af medicinske årsager.

25.maj 2017 – dækket på vores skib Prudence er pakket med mennesker. I løbet af 10 timer blev 1.448 mennesker reddet op af havet. To personer lå døde i en af gummibådene og tre måtte evakueres af medicinske årsager. © Læger uden Grænser

 

Libyen

Faktum er, at Libyen ikke – på nuværende tidspunkt – er et sikkert land for flygtende at opholde sig i. Vi må af humanitære grunde advare EU mod at se Libyen som et muligt sted at opsamle mennesker på flugt.

 

Ifølge de mænd, kvinder og uledsagede børn, som vores redningshold har interviewet, så har mange oplevet overgreb i hænderne på smuglere, væbnede grupper og privatpersoner, der udnytter deres desperation.

 

Overgrebene omfatter vold (herunder seksuel vold), kidnapning, vilkårlige tilbageholdelser under umenneskelige forhold, tortur og andre former for mishandling, finansiel udnyttelse og tvangsarbejde.