”En tidsindstillet bombe, der truer med at eksplodere i en humanitær katastrofe.”

Her får en rohingya-flygtning behandling på vores hospital i Kutupalong. © Antonio Faccilongo
Her får en rohingya-flygtning behandling på vores hospital i Kutupalong. © Antonio Faccilongo

Situationen er umenneskelig for de hundredtusindvis af rohingyaer på flugt. Vores præsident Johanne Liu er netop kommet hjem Bangladesh, og har besøgt vores projekter. Hun fortæller om landsbyer, der er brændt ned. Børn, der er dræbt i deres mødres arme eller voldtaget på flugten. 

Læs hendes følelsesladede og harmdirrende tale som hun holdt til en FN donorkonference, kort efter hun kom hjem:

 

”Hver eneste dag fortsætter den store flugt.

 

I løbet af de sidste to måneder er over 580.000 rohingyaer flygtet til Bangladesh.

 

De er de levende døde. Hjemsøgt af de grusomheder, der er begået imod dem.

 

Rædslerne i deres brændende landsbyer kender ingen grænser.

 

Babyer, der myrdes i deres mødres arme. Mænd, der samles ind i store grupper og nedslagtes, som var de kvæg.

 

Søstre og brødre – mødre og fædre – adskilles og mister hinanden.

 

Mange af kvinderne er blevet voldtaget. Mange mænd er forsvundet.

 

De har kæmpet sig frem i dagevis, de er sårede og udmattede, når de når grænsen til Bangladesh – men her bliver de budt velkommen.

 

I en tid, hvor store dele af verden lukker dørene for flygtninge, er den imødekommenhed, som Bangladesh udviser, en gestus af uanede dimensioner.

 

Men det er en tung byrde at løfte for et fattigt land.

 

Strømmen af flygtninge er massiv, og den synes ikke at aftage. Derfor er det vigtigt, at grænsen forbliver åben.

 

Rohingyaerne har brug for støtte og hjælp. Et helt folkeslag er nu uden hjem og status.

 

De er blevet omtalt som ”statsborgere fra Myanmar, der muligvis er tvunget på flugt med magt.”

 

Men lad os ikke misforstå situationen. De er flygtninge. Pakket sammen i en gigantisk mudret mega-lejr. Et endeløst landskab af bakketoppe, hvor der hverken er veje eller noget at orientere sig efter.

 

Børn farer vild i forsøget på at finde drikkevand. Mad er en mangelvare. Voksne kollapser af dehydrering.

 

Hvordan kan verden lade stå til uden at hjælpe med adgang til basale fornødenheder?

 

Hvorfor kan vi så ikke undgå det forudsigelige, efter de har overlevet så mange lidelser, og er kommet så langt?  

 

 

Joanne Liu på besøg på vores hospital I Kutupalong. Den lille pige var for tre uger siden døden nær af en infektionssygdom, som i de fleste af verdens lande ikke er dødelig. Men i det nordvestlige Myanmar er befolkningen kun sjældent vaccineret mod stivkrampe. © Amelia Freelander/Læger uden Grænser

Joanne Liu på besøg på vores hospital I Kutupalong. Den lille pige var for tre uger siden døden nær af en infektionssygdom, som i de fleste af verdens lande ikke er dødelig. Men i det nordvestlige Myanmar er befolkningen kun sjældent vaccineret mod stivkrampe. © Amelia Freelander/Læger uden Grænser 

 

De medicinske tilbud i lejren er spændt til bristepunktet. Der er omkring en million flygtninge, og i hele området er der blot 210 hospitalssengepladser. Det er ikke nok.

 

Mange patienter deler seng eller må ligge på madrasser på gulvet.

 

Vi behandler for diarré og luftvejsinfektioner, og vi får flere og flere underernærede patienter ind.

 

De sanitære forhold er frygtelige. De fleste latriner står direkte på den bare jord, så afføringen ender på marken – det er en livsfarlig situation fra et medicinsk synspunkt.

 

Derfor skal der graves dybt, så der kan opføres ordentlige latriner og skaffes rent drikkevand. For lige nu er lejren en tidsindstillet bombe, der tikker mod at eksplodere i en humanitær katastrofe.

 

Midt i mudderet og fortvivlelsen er det svært at fatte, at disse mennesker er blandt de heldige. Dem, der er undsluppet.

 

For de hundredtusinder rohingyaer der stadig er fanget inde i Myanmar, fortsætter mareridtet. Og vores mulighed for at hjælpe dem hindres.

 

Regeringen i Myanmar må stoppe volden og tillade humanitære organisationer fuld adgang til dem, der er i nød.

 

Nok med mad og rent drikkevand. Tag over hovedet, sanitet og sundhedspleje. Sikkerhed.

 

Her er ikke tale om komplicerede ønsker. Det er ting, der kan løses. Det er en opgave, som burde være nem.

 

Der er ingen modgift mod rædslerne. Arrene efter grusomhederne vil hænge ved i generationer.

 

Men hvis de babyer, der fødes i lejren i dag skal have en fremtid – så skal vi handle nu.

 

Vi skal sætte massivt ind nu – men også sikre dem på den lange bane.

 

Det er ikke rimeligt, at rohingyaerne kun knap kan overleve – de fortjener rettigheder og et værdigt liv.”

 

Joanne Liu, international direktør for Læger uden Grænser.  

 

Sådan hjælper vi flygtninge i Bangladesh

  • Vi har lige nu syv projekter - blandt andet en klinik i den midlertidige Kutupalong-lejr på grænsen til Myanmar. Her udfører vi både akut og almindelig sundhedspleje til rohingya-flygtninge og lokale. Der er officielt 70 sengepladser, men for tiden er der gennemsnitligt indlagt 115 patienter.
  • Siden slutningen af august, hvor krisen begyndte, har vi behandlet flere end 30.000 patienter.
  • Som reaktion på det stigende antal flygtninge har vi øget indsatsen markant med at skaffe rent vand, bedre sanitære forhold og mere medicinsk hjælp til rohingya-flygtningene.
  • Vi har ansat yderligere 800 medarbejdere på grund af det stigende behov for hjælp. Vores samlede antal ansatte på stedet er dermed steget fra 200 til 1000.