Den 3. juli 2007
Det var håbet, at demokratiske valg omsider ville give den Demokratiske Republik (DR) Congos befolkning fred. Mens store områder af landet oplever en relativ ro, rammer den fortsatte vold imidlertid tusinder af mennesker i det østlige DR Congo - i den nordlige del af Kivu-provinsen har konfrontationer mellem bevæbnede grupper sendt tusinder af civile på flugt i deres eget land.
DR Congos befolkning er atter fanget i en umulig situation, hvor plyndringer, vold, drab og voldtægt begået af soldater eller organiserede tropper er dagligdag. Derfor har indbyggerne i adskillige landsbyer i Masisi og Rutshuru-områderne i Kivu været nødt til at flygte til lejre med meget dårlige forhold.
- Efter at bevæbnede mænd gentagne gange kom til vores landsby og udplyndrede vores ressourcer, havde vi ikke andet valg end at flygte. Hvis man ikke har noget at give dem, bliver ens liv værdiløst i deres øjne, og de vil dræbe dig, siger en ældre mand.
MSF til stede
I Masisi yder Læger uden Grænser (MSF) medicinsk nødhjælp til dem, som er ramt af konflikten. Civile har oprettet to lejre i nærheden af landsbyerne Mweso og Kashuga, hvor flere end 7.000 mennesker lever under forhold, der ikke beskytter dem mod regn eller sygdom. Behovene for mad, drikkevand, sanitet og hygiejne er ikke opfyldt.
- Madforsyningerne lod vente på sig, og mange mennesker var overladt til det umulige valg mellem at sælge deres presenning, der beskyttede mod regn, eller undvære mad, siger en MSF sygeplejerske, som arbejder i lejren.
Afhængige af nødhjælp
I løbet af den ustabile situation har mange indbyggere mistet deres marker og dermed deres eksistensgrundlag. Nogle har skaffet sig dårligt betalt arbejde i deres landsby, men størstedelen er afhængige af humanitær nødhjælp.
Selvom flygtningene skulle føle sig mere trygge i lejrene, er de ikke i sikkerhed for soldater og politibetjente på plyndringstogt. MSF´s udsendte medarbejdere har været vidner til plyndring af en fødevaredistribution, som var tiltænkt flygtningene.
Dusinvis voldtaget
Udover den daglige kamp for overlevelse må de flygtede familier leve med grusomme minder om den vold, de har været udsat for. Mange har set familiemedlemmer og naboer blive dræbt og i løbet af blot de seneste måneder er dusinvis af kvinder i området blevet voldtaget. De fortæller den samme historie:
- Jeg var på vej til mine marker, da en gruppe bevæbnede mænd i uniform greb mig og tvang mig ind i bushen. Efter at have slået mig og truet med at slå mig ihjel skiftedes de til at voldtage mig. Nu er jeg bange for bevæbnede mænd, fortæller et af voldtægtsofrene – en tyveårig mor til to.
MSF hjælper kvinderne med medicinsk behandling, der forebygger smitte med seksuelt overførte sygdomme. Desuden yder MSF psykologhjælp, men det psykiske trauma og den sociale stigmatisering vil påvirke kvinderne fremover.
På trods af det nationale valg for syv måneder siden er befolkningens dagligdag præget af trusler, vold, undertrykkelse og lidelse. I dag lider tusinder af civile under kampe mellem de stridende parter i den østlige del af DR Congo.
/ls
