”For det meste af tiden er vi sultne”

Her bringer vi mad ud til 500 familier i Maiduguri. Hver familie modtager 25 kilo hirse, fem kilo bønner og fem liter palmeolie
Her bringer vi mad ud til 500 familier i Maiduguri. Hver familie modtager 25 kilo hirse, fem kilo bønner og fem liter palmeolie. © Malik Samuel/Læger uden Grænser

Madmanglen i Maiduguri betyder, at vi helt usædvanligt har uddelt 810 tons mad. To familier der er fordrevet til byen fortæller om, hvorfor de flygter, hvordan de overlever og deres største ønsker.

”Som medicinsk organisation er det en usædvanlig rolle for Læger uden Grænser at distribuere mad,” siger Philippe Le Vaillant, der er leder af vores projekter i Nigeria. ”Men der er mennesker med desperat behov. Der var ikke andre organisationer, der handlede, derfor måtte vi træde til.”

 

Konflikten mellem bevæbnede grupper og regeringsstyrker i det nordøstlige Nigeria har ført til, at omkring en million mennesker er flygtet til Maiduguri, der er den største by i regionen. De er alle flygtet fra volden og usikkerheden i Borno State.

 

”Mange af de mennesker, der flygter til Maiduguri, har ikke andet tøj, end det de har på,” siger Philippe Le Vaillant.

 

”Det er svært for dem at tjene penge, og samtidig er fødevarepriserne mere end fordoblet i løbet af de sidste 12 måneder. De mange år med vold og manglende sikkerhed har presset mange ud over grænsen for, hvad de kan klare,” siger Vaillant.

 

De mest sårbare er de tusinder af mennesker, der bor i uformelle lejre. Disse lejre anerkendes ikke af myndighederne. Derfor modtager beboerne kun meget lidt eller slet ingen hjælp.

 

To af de uformelle lejre, der ligger i udkanten af Maiduguri, får del i vores fødevarehjælp. I den ene af lejrene er vi de eneste, der yder nødhjælp.

 

For på trods af at vi de seneste måneder har set en forøgelse af den humanitære hjælp, er der stadig tusinder i byen, der har brug for mad, vand og medicinsk hjælp.

 

Her fortæller to familier, der er flygtet til Maiduguri om, hvorfor de er flygtet, hvordan de overlever og om deres største ønsker:

 

”Allermest ønsker vi at kunne vende hjem”

”Vi havde et godt liv. Vi havde alt, hvad vi behøvede. Vi levede godt af vores landbrug, men her har vi ikke mulighed for at dyrke nogle afgrøder.

 

Vi forlod vores landsby, fordi den blev angrebet. Vi flygtede i hast om natten, og vi havde ikke tid til at få noget som helst med.

 

Vi gik i fire dage, før vi nåede frem til Maiduguri. Vi vidste, at bevæbnede mænd patruljerede i området, så hver eneste gang vi hørte lyden fra en bil eller en motorcykel, måtte vi skjule os, indtil vi ikke længere kunne høre køretøjet.

 

Flugten var hård for vores børn. To af dem blev syge undervejs, og de er endnu ikke kommet sig. De har feber, hoster og er stressede. Men nu er vi i sikkerhed her, og vi må klare os, så godt vi kan.

 

De fleste dage har vi kun mad nok til at spise en gang om dagen, så vi sover på tomme maver. Vi har kun fået leveret mad i lejren to gange – begge gange af Læger uden Grænser.

 

Maira Modus familie var en ud af 500 familier, der modtog mad. På hovedet bærer hun en sæk med 25 kilo hirse, mens hun bærer sit yngste yngste barn på et år på ryggen.

Maira Modus familie var en ud af 500 familier, der modtog mad den 14. december. På hovedet bærer hun en sæk med 25 kilo hirse, mens hun bærer sit yngste yngste barn på et år på ryggen, og yderligere fem kilo bønner og fem kilo palmeolie i hænderne. © Malik Samuel/Læger uden Grænser

 

Ellers er vi afhængige af den hjælp, vi kan få af noget familie, der bor inde i Maiduguri. De giver os mad, selv om de egentlig ikke selv har særlig meget - de er gode mennesker.

 

I løbet af dagen har vi ikke noget at foretage os, medmindre vi har noget mad at tilberede. Vi bliver bare i lejren. Vi har ikke penge til at betale for vores børns skolegang, og her er ikke nogen legeplads, så det er hårdt for vores børn.

 

Derhjemme var livet bedre, vores børn gik i skole, og de kunne lege på legepladsen.

 

Vi ønsker os tæpper, mad og bedre husly. Allermest ønsker vi, at kunne vende hjem.

 

Vi vil gerne have, at omverdenen får noget at vide om vores trængsler. For livet her er så vanskeligt. Vi har hverken vand eller mad nok, ej heller vaskemiddel til at vaske vores tøj.

 

Vi ved, at vores hjem er brændt ned, ligesom de fleste andre huse i vores landsby. Men vi vil stadig tilbage, når der kommer fred,” fortæller Maira Modu.

 

”Hvis bare mine børn kunne komme i skole”

Vi forlod vores gård i Abadan for to år siden, det eneste vi fik med, var det tøj vi havde på. Omkring klokken fem dukkede bevæbnede mænd op i vores landsby og skød løs med deres våben.

 

Alle gik i panik.

 

Vi var så skræmte, at vi ikke fik pakket noget som helst. Vi måtte efterlade alt – selv vores høst.

 

Vi boede tæt på grænsen til Niger, så vi krydsede grænsen til Niger og blev der en uge. Så brugte vi de penge, vi havde tilbage til at komme til Maiduguri. Vi måtte efterlade min mand, fordi vi ikke havde råd til, at han kunne rejse med.

 

Jeg har kun sjældent kontakt til ham, men jeg ved dog, at han er ok.

 

Vi får ikke regelmæssig mad. Hvis vi er heldige, får vi mad en gang om dagen, men nogle dage må vi gå i seng uden at have spist noget. Når vi er heldige, kan vi finde arbejde på landbrugene, men det er ikke altid muligt. Så nogle gange er vi nødt til at tigge mad i byen.   

 

Heldigvis har ingen af børnene været alvorligt syge, siden vi kom. Vores største problem er, at vi ikke har nok mad.

 

Vi er også heldige, fordi ejeren af det udhus vi bor i, lader os bo gratis. Vi er ni mennesker, der bor her, fem af mine børn og tre børnebørn. Vi har ingen madrasser, så vi sover på en måtte på gulvet.

 

Det er ikke særlig behageligt – slet ikke i sammenligning med det hjem vi havde.

 

Vi havde en gård. Vi kunne forsørge os selv, men nu er det helt andre hårde livsvilkår.

 

Her sidder familien Abbas i udhuset. Yderst til højre sidder Hauwa Abba, hendes familie fik også del i madudbringningen.

Her sidder familien Abbas i udhuset. Yderst til højre sidder Hauwa Abba, hendes familie fik også del i madudbringningen. © Malik Samuel/Læger uden Grænser

 

Jeg vil gerne vende hjem. Men kun hvis der kommer fred. Når folk begynder at vende hjem, finder vi ud af det. Men vi hører fra folk, der bor i nærheden af vores landsby, at den stadig er forladt.

 

Jeg har hørt, at en del af mit hus er ødelagt, men jeg ved ikke, hvor galt det står til. Mange af mine naboers huse er brændt ned.

 

Jeg ville ønske, at mine børn kan komme i skole, men vi har ikke råd til at betale for skoleuniformer og skolegang. Måske det lykkes at spare penge sammen, så de kan komme i skole.

 

Men lige nu er mit største ønske, at kunne få mad regelmæssigt. For det meste af tiden er vi sultne," fortæller Hauwa Abba.

 

Læger uden Grænser har to store sundhedscentre og to centre til indlæggelse af børn med alvorlig underernæring I Maiduguri.

 

På grund af de mange fordrevne i byen kan vandforsyningen ikke følge med. Derfor bringer vi dagligt mellem 80.000 og 100.000 liter vand til byen, indtil der etableres en bedre vandforsyning.

 

I lejrene i den centrale del af Maiduguri opfører vi nye toiletter og forbedrer vandforsyningen.

 

I Borno State har vi 11 permanente sundhedsklinikker, herfra yder vores medicinske hold støtte til yderligere fem klinikker.