Bombningen i Nigeria: ”Det er en ubegribelig tragedie”

Folk var flygtet til lejren i Rann, fordi området stod under det nigerianske militærs beskyttelse. Her ses et af de områder, der blev bombet af et nigeriansk militærfly.
Folk var flygtet til lejren i Rann, fordi området stod under det nigerianske militærs beskyttelse. Her ses et af de områder, der blev bombet af et nigeriansk militærfly. © Mohammed Musoke/Læger uden Grænser

Advarsel: voldsomt indhold. Vores feltkoordinator i Nigeria, Alfred Davies, var vidne til det nigerianske militærs fejlbombning af en lejr for fordrevne i byen Rann. 52 mennesker mistede livet: 

”Den første bombe faldt klokken 12.30, den landede blot få meter fra Røde Kors kontoret. Flyet cirklede rundt og fem minutter senere blev der kastet en bombe til.

 

Jeg kontaktede straks vores medarbejdere over radioen, og de forsikrede mig, at de heldigvis var i god behold. Vi mødtes ved vores telte, som vi havde rejst få dage tidligere.

 

Mange sårede strømmede til, og sådan fortsatte det i timevis.

 

Da jeg om aftenen fik et øjeblik for mig selv, gik jeg over til kirkegården – her var begravelserne allerede i gang. Der var 30 friske grave – i nogle tilfælde blev børnene begravet i samme hul som deres mor. Det var en tragedie.

 

Jeg gik også over til området, hvor bomberne var faldet. De var blevet kastet over husene. Det er ganske ubegribeligt.

 

Jeg genkendte en krop som værende den selvsamme mor, der havde været forbi vores telt om morgenen. Vi havde udleveret ernæringsberiget mad til hendes to tvillinger, fordi de led af underernæring.

 

Nu så jeg de to tvillinger – grædende, mens de pressede sig ind til deres mors ubevægelige krop.

 

Jeg er bange for, at det ulykkelige syn vil forfølge mig resten af livet.

 

Voldsomt sårede patienter

Jeg mangler ord til at beskrive det kaos, som bombningerne førte med sig, men jeg prøver alligevel.

 

Vores telte var stopfyldte med sårede, så der var knap plads til at komme frem. Derfor måtte patienterne også ligge udenfor på madrasser under træerne.

 

Nogle mennesker havde brækkede knogler og havde store åbne kødsår; med tarmene hængende ud af maven. Jeg så børnekroppe, der var splittet i to dele.

 

Vi havde kun en læge og en sygeplejerske at gøre godt med, men vi bød alle ind med hjælp. Selv vores chauffører hjalp til. Vi fik også støtte af Røde Kors personale og sygeplejersker fra militæret.

 

Jeg bemærkede ikke, hvilket slags fly det var, og jeg ved heller ikke, hvilken type af bomber de smed. Men jeg ved, at vi fandt små metalsplinter i de såredes kroppe.

 

Det jeg så var ubeskriveligt. I løbet af en time talte vi 52 døde.

 

Et tilfælde reddede liv

Jeg tror, at et sandt tilfælde reddede en masse mennesker. Der var nemlig mange, der stod i kø ved vores telt for at få udleveret tæpper og madrasser, netop som bomberne faldt. Derfor var de ikke inde i byens centrum og undslap derfor bomberne.

 

Vores største frustration var, at vi hverken havde nok resurser eller medicinsk udstyr til at redde flere af de sårede. Mindst et dusin mistede livet foran os, fordi vi ikke kunne give dem den hjælp, de så hårdt havde brug for.

 

Der plejede at være et hospital i Rann, men det blev ødelagt under en ildebrand sidste år og er aldrig blevet sat i stand igen. Byens borgere blev efterladt uden mulighed for lægehjælp.

 

Disse billeder er taget på dagen for angrebet. Patienter strømmede til os for, at få behandling

Disse billeder er taget på dagen for angrebet. Patienter strømmede til os for, at få behandling. © Læger uden Grænser 

 

Vi var lige kommet til Rann

I adskillige måneder havde vi forsøgt at få adgang til Rann, men på grund af sikkerhedsrisikoen trak det ud. Endelig ankom vi så den 14. januar.

 

Vi opdagede, at folk i byen på det nærmeste manglede alt. Ugen før vi kom, blev det rapporteret, at 21 mennesker var døde som følge af underernæring.

 

Årsagen til, at vi var kommet til Rann, var ganske klar.  

 

Vi skulle undersøge folks ernæringstilstand og vurdere, hvilke sundhedsbehov der skulle dækkes - og om der var adgang til tilstrækkeligt rent drikkevand.

 

Mens vi var i færd med det, vaccinerede vi børn, der var mellem seks måneder og 15 år gamle og distribuerede livsvigtige ting som tæpper og madrasser.

 

Af sikkerhedsgrunde skulle vi forlade vores telte klokken seks om aftenen. Det var hårdt at forlade patienterne. Røde Kors aflastede os og overtog behandlingen.

 

Sikkerheden blev til helvede

Det der får os til at arbejde videre på trods af denne frygtelige og traumatiserende oplevelse er, at jeg ved, vi gjorde alt, hvad vi kunne med de begrænsede resurser, vi havde til rådighed.

 

Tre af de mennesker, der døde af bomberne kom fra et privat firma, som vi havde hyret til at forbedre vand og sanitetsforholdene i lejren, en fjerde blev såret.

 

Kirkegården uden for Rann - Her er de friske gravsteder for de som døde under bombardementet

Kirkegården uden for Rann - Her er de friske gravsteder, for de som døde under bombardementet. © Mohammed Musoke/Læger uden Grænser

 

Det er et hårdt tab for os fordi vi havde et meget tæt samarbejde med dem. Alt vi kunne gøre var at sørge for, at deres lig blev sendt hjem til deres familier.

 

Det er helt utroligt, hvad de overlevende fra angrebet har måtte gennemgå. De var i Rann, fordi det var erklæret et sikkert område.

 

Hæren skulle være dem, der sørgede for beskyttelsen – i stedet bragte de helvede til byen i form af bomber fra himlen,” sådan slutter Alfred Davies sin beretning.  

 

Vores feltkoordinator i Nigeria, Alfred Davies, er manden bag beretningen du lige har læst.

Vores feltkoordinator i Nigeria, Alfred Davies, er manden bag beretningen du lige har læst. © Gianpiero Rastelli/Læger uden Grænser