Tilbage/Print/Send

Antallet af aids-syge i behandling i u-landene stadig for lavt

Selvom Verdenssundhedsorganisa-tionen WHO i dag meddeler, at antallet af aids-syge i u-landene der er i behandling, i det forløbne år er steget med næsten 40 procent til 720.000, er det stadig alt for lavt i forhold til WHO´s egen målsætning om at have tre millioner i behandling ved udgangen af 2005, mener Læger uden Grænser (MSF). Sam-tidig opfordrer organisationen den danske regering til at opprioritere behandling i Danmarks indsats i aids-bekæmpelsen.


WHO´s tal for 2004 er blevet offentliggjort på en pressekonference i dag på det økonomiske topmøde i Davos, Schweiz, hvor organisationens generalsekretær Dr. Lee meldte ud, at han er fortrøstningsfuld i forhold til at kunne nå WHO´s målsætning med tre millioner i behandling - det såkaldte "3 by 5"-mål. De 720.000 der nu er i behandling udgør imidlertid kun godt 25 procent af målet på tre millioner og kun 12 procent af det samlede antal på 5,8 millioner aids-syge mennesker, der har akut behov for behandling.

- Stigningen på 40 procent i antallet af aids-patienter i behandling i u-landene er et skridt i den rigtige retning, men stadig helt utilstrækkelig i forhold til det reelle behov og til WHO´s egen målsætning, siger Søren Brix Christensen, formand for Læger uden Grænser i Danmark, og han fortsætter:

- Selv om en stigning på 40 procent lyder imponerende, skal det dog sammenholdes med, at for eksempel Læger uden Grænser i samme periode havde en stigning i antallet af aids-patienter i behandling, der er ti gange højere. Dermed har vi bevist, at ambitionen om at få alle aids-patienter i behandling slet ikke er urealistisk, men kan lade sig gøre, hvis vi vil. Derfor må vi insistere på, at den danske regering ændrer sin modstand mod at støtte aids-behandling i u-landene og i stedet aktivt støtter WHO´s og Ngo´ernes behandlings-aktiviteter, så "3 by 5"-målet kan nås, siger Søren Brix Christensen.

Læger uden Grænser havde ved udgangen af 2004 godt 25.000 aids-patienter i behandling i 27 forskellige lande i Afrika, Asien, Østeuropa og Latinamerika. 85,5 procent af patienterne er stadig i live efter 2 år behandling.