Aids: Ministerens klare svar er ikke nok - der skal handling til
Hverken vi, stats- eller udviklingsministeren kan bringe forældrene til de mere end 13 millioner børn, der i dag er forældreløse på grund af aids, tilbage til livet. Men vi kan undgå, at endnu flere forældre dør og efterlader børn som disse med hiv-virus som eneste arv. Foto: © Wayne Conradie
Hvis regeringen virkelig mener at aids-epidemien er en akut katastrofe, der kræver en indsats her og nu - så bør den også prioritere den økonomiske støtte derefter. Det skriver Læger uden Grænsers formand, Søren Brix Christensen i dette debatindlæg.
Den 1. april 2006
Af Søren Brix Christensen
Formand, Læger uden Grænser (MSF)
Udviklingsminister Ulla Tørnæs har i Frederiksborg Amts Avis og på skolerne i området fortalt om FN´s 2015- mål. Det er et glædeligt initiativ, for vi står til at tabe kampen om at opfylde 2015-målene i Afrika - specielt det mål, der drejer sig om udviklingen og dødelighed af aids.
Udviklingsministeren står ikke alene, når hun fokuserer på aids, for statsministeren har ved sin tale ved åbningen af FN´s Generalforsamling i New York sagt, at »kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet.«
Udtalelsen er historisk, fordi det er første gang, at aids-bekæmpelse i ulandene er sat øverst på Danmarks udenrigspolitiske dagsorden. Den danske regering har således erkendt, at kampen mod hiv/aids er vigtig. Men selvom Frederiksborg Amts Avis fortæller, at Ulla Tørnæs kom med »klare svar« ved læsermødet, mangler vi stadig svar på, hvorfor kun fem procent af den samlede udviklingsbistand går til aids-bekæmpelse, når statsministeren har konkluderet, at det er en topprioritet.
Hvorfor ikke?
Vi mangler også svar på, hvorfor man endnu ikke direkte støtter indkøb af medicin til aids-syge, så patienterne kan behandles ordentligt. I øjeblikket støtter man behandlingen af sideinfektionerne som følger med hiv-smitten, mens den grundlæggende sygdom lades ubehandlet.
Aids-epidemien er nutidens alvorligste trussel mod velfærd og udvikling i ulandene. Hvert år smittes fem millioner mennesker med hiv (16.500 om dagen!), eller det, der svarer til næsten hele Danmarks befolkning, mens mindst tre millioner dør af aids.
Der findes nu godt 40 millioner mennesker, der er hiv-smittede, hvoraf seks millioner har udviklet aids i udbrud. Det er det højeste antal nogensinde, og det betyder, at aids hver måned dræber 240.000 mennesker. Det svarer til en tsunami om måneden. Afrika - og særligt den del der ligger syd for Sahara - er hårdest ramt.
I nogle lande er mere end hver tredje voksne hiv-positiv, og ikke kun den i forvejen udsultede sundhedssektor er hårdt belastet af aids og dens følgesygdomme - epidemien har også fatale konsekvenser for landbruget, uddannelsessystemet og den offentlige administration, hvor viden og arbejdskraft forsvinder, hver gang en medarbejder dør af aids.
Danida fastslog i maj for første gang at »der er et vigtigt samspil mellem pleje, behandling og forebyggelse, hvor de enkelte indsatser gensidigt kan understøtte hinanden og lede til øget effektivitet i den overordnede hiv/aids-indsats«.
Indsats her og nu
Aids-epidemien kræver indsats her og nu. Hvis statsministeren og udviklingsministeren derfor mener det alvorligt, at kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet, og at regeringen i øvrigt mener, at aids-epidemien er en akut katastrofe, der kræver en indsats her og nu - så bør regeringen også prioritere den økonomiske støtte derefter.
Det bør den gøre ved ikke kun at støtte de multilaterale organisationers, men også de nationale og internationale private organisationers (ngo´ers) behandlingsprojekter.På trods af »topprioriteringen« har den danske regering foreløbig ikke givet en eneste krone direkte til ARV-medicin (antiretroviral-medicin) til behandling af de aids-syge i ulandene.
Hvis regeringen derfor vil sikre, at de penge, der afsættes til aids-bekæmpelse, bliver brugt mest effektivt, bør den også sikre, at en vis del af de afsatte midler bliver givet til de danske og internationale ngo´er, der har vist sig bedst i stand til at kombinere forebyggelse og behandling.
Flere i behandling
Hvor det for eksempel er lykkedes Læger uden Grænser over en halvandet års periode at mere end tredoble antallet af patienter i behandling, er det i samme periode kun lykkedes Verdenssundhedsorganisationen WHO og UNAIDS at fordoble antallet. Og ikke nok med det - sidste år gav de to multilaterale organisationer op og meddelte, at de ved udgangen af 2005 kun vil være i stand til at behandle lidt over én million aids-patienter, og ikke de tre millioner patienter, sådan som man lovede i 2003.
Hverken vi, stats- eller udviklingsministeren kan bringe forældrene til de mere end 13 millioner børn, der i dag er forældreløse på grund af aids, tilbage til livet. Men vi kan undgå, at endnu flere forældre dør og efterlader deres børn med hiv-virus som eneste arv. Lad den topprioritet vi hører om komme verdens aids-syge til gavn - det er der behov for nu mere end nogensinde før.
Note: Dette debatindlæg blev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 26. marts 2006.
Formand, Læger uden Grænser (MSF)
Udviklingsminister Ulla Tørnæs har i Frederiksborg Amts Avis og på skolerne i området fortalt om FN´s 2015- mål. Det er et glædeligt initiativ, for vi står til at tabe kampen om at opfylde 2015-målene i Afrika - specielt det mål, der drejer sig om udviklingen og dødelighed af aids.
Udviklingsministeren står ikke alene, når hun fokuserer på aids, for statsministeren har ved sin tale ved åbningen af FN´s Generalforsamling i New York sagt, at »kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet.«
Udtalelsen er historisk, fordi det er første gang, at aids-bekæmpelse i ulandene er sat øverst på Danmarks udenrigspolitiske dagsorden. Den danske regering har således erkendt, at kampen mod hiv/aids er vigtig. Men selvom Frederiksborg Amts Avis fortæller, at Ulla Tørnæs kom med »klare svar« ved læsermødet, mangler vi stadig svar på, hvorfor kun fem procent af den samlede udviklingsbistand går til aids-bekæmpelse, når statsministeren har konkluderet, at det er en topprioritet.
Hvorfor ikke?
Vi mangler også svar på, hvorfor man endnu ikke direkte støtter indkøb af medicin til aids-syge, så patienterne kan behandles ordentligt. I øjeblikket støtter man behandlingen af sideinfektionerne som følger med hiv-smitten, mens den grundlæggende sygdom lades ubehandlet.
Aids-epidemien er nutidens alvorligste trussel mod velfærd og udvikling i ulandene. Hvert år smittes fem millioner mennesker med hiv (16.500 om dagen!), eller det, der svarer til næsten hele Danmarks befolkning, mens mindst tre millioner dør af aids.
Der findes nu godt 40 millioner mennesker, der er hiv-smittede, hvoraf seks millioner har udviklet aids i udbrud. Det er det højeste antal nogensinde, og det betyder, at aids hver måned dræber 240.000 mennesker. Det svarer til en tsunami om måneden. Afrika - og særligt den del der ligger syd for Sahara - er hårdest ramt.
I nogle lande er mere end hver tredje voksne hiv-positiv, og ikke kun den i forvejen udsultede sundhedssektor er hårdt belastet af aids og dens følgesygdomme - epidemien har også fatale konsekvenser for landbruget, uddannelsessystemet og den offentlige administration, hvor viden og arbejdskraft forsvinder, hver gang en medarbejder dør af aids.
Danida fastslog i maj for første gang at »der er et vigtigt samspil mellem pleje, behandling og forebyggelse, hvor de enkelte indsatser gensidigt kan understøtte hinanden og lede til øget effektivitet i den overordnede hiv/aids-indsats«.
Indsats her og nu
Aids-epidemien kræver indsats her og nu. Hvis statsministeren og udviklingsministeren derfor mener det alvorligt, at kampen mod hiv/aids bør være verdens absolutte topprioritet, og at regeringen i øvrigt mener, at aids-epidemien er en akut katastrofe, der kræver en indsats her og nu - så bør regeringen også prioritere den økonomiske støtte derefter.
Det bør den gøre ved ikke kun at støtte de multilaterale organisationers, men også de nationale og internationale private organisationers (ngo´ers) behandlingsprojekter.På trods af »topprioriteringen« har den danske regering foreløbig ikke givet en eneste krone direkte til ARV-medicin (antiretroviral-medicin) til behandling af de aids-syge i ulandene.
Hvis regeringen derfor vil sikre, at de penge, der afsættes til aids-bekæmpelse, bliver brugt mest effektivt, bør den også sikre, at en vis del af de afsatte midler bliver givet til de danske og internationale ngo´er, der har vist sig bedst i stand til at kombinere forebyggelse og behandling.
Flere i behandling
Hvor det for eksempel er lykkedes Læger uden Grænser over en halvandet års periode at mere end tredoble antallet af patienter i behandling, er det i samme periode kun lykkedes Verdenssundhedsorganisationen WHO og UNAIDS at fordoble antallet. Og ikke nok med det - sidste år gav de to multilaterale organisationer op og meddelte, at de ved udgangen af 2005 kun vil være i stand til at behandle lidt over én million aids-patienter, og ikke de tre millioner patienter, sådan som man lovede i 2003.
Hverken vi, stats- eller udviklingsministeren kan bringe forældrene til de mere end 13 millioner børn, der i dag er forældreløse på grund af aids, tilbage til livet. Men vi kan undgå, at endnu flere forældre dør og efterlader deres børn med hiv-virus som eneste arv. Lad den topprioritet vi hører om komme verdens aids-syge til gavn - det er der behov for nu mere end nogensinde før.
Note: Dette debatindlæg blev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 26. marts 2006.