Afghanistan svigtet
Den 14. september 2004
Af Vibeke Brix Christensen, Læge,
Bestyrelsesmedlem for Læger uden Grænser
Under overskriften "Svigt i Kabul" anklagede Politiken i en leder den 3. september OSCE, FN og Læger uden Grænser (MSF) for at have svigtet det afghanske folk ved enten at forlade eller at overveje at forlade landet. Politiken insinuerede samtidig, at vi i MSF prioriterer vore egne folks magelighed højere end det afghanske folks behov for hjælp. Politikens lederskribent er ikke kun meget urimelig i sin kritik af MSF, han retter også sin anklage mod de helt forkerte.
Jeg var i Afghanistan få uger inden fem af mine internationale og afghanske kolleger blev myrdet i Baghdis i den vestlige del af landet - et område der betragtes som det mest sikre uden for Kabul og andre
storbyer, og hvor MSF har arbejdet gennem 24 år. Taleban har siden taget skylden for mordene og meddelt, at de vil angribe MSF uanset hvor i landet vi arbejder. Selvom vi er uforstående over for, at netop vi, som i mere end to årtier har været helt neutrale i Afghanistan-konflikten, nu er blevet et erklæret mål for Taleban, er det alligevel en trussel, som vi må tage meget alvorlig. Det vil derfor være uansvarligt af os, at sidde truslen overhørig, både i forhold til vore egne folk, men især i forhold til vore patienter. For selvom vi altid går meget langt for at hjælpe folk i nød, er vi ikke unødigt dumdristige, og vi vil naturligvis aldrig udsætte vore patienter for den åbenlyse risiko, det vil være for dem, at vi - MSF - er erklærede mål for angreb.
Denne sørgelige situation er vi de første til at beklage. Vi har arbejdet i Afghanistan i 24 år: Illegalt da landet var besat af sovjetiske tropper, senere under mujahedinerne og derefter under Taleban. Det er imidlertid først nu, efter at koalitionsstyrkerne som en del af Krigen mod Terror har besat landet, at vi ikke længere kan udføre vort uafhængige nødhjælpsarbejde i nogenlunde sikkerhed. Andre nødhjælpsorganisationer, der accepterer at arbejde under militærbeskyttelse, kan fortsat arbejde i Kabul og de andre større byer. Det er imidlertid ikke her, at behovet er størst, men ude i landområderne, hvor både koalitionsstyrkerne og Taleban-tilhængere er aktive.
Koalitionsstyrkerne - hvor Danmark også er repræsenteret - forsøger som en del af deres militære strategi aktivt at udviske forskellen mellem en ren militær og en humanitær indsats. Det sker bl.a. ved at bevæbnet militær fra koalitionsstyrkerne kører rundt i hvide jeeps, der tidligere kendetegnede nødhjælpsorganisationerne, og deler nødhjælpspakker ud, eller ved at koalitionsstyrkerne uddeler løbesedler, hvori befolkningen får besked om, at al humanitær hjælp er afhængig af, at de informerer om Taleban. En af vores lokale ansatte i MSF kommenterede for nylig situationen med at "White is not white anymore", med henvisning til koalitionsstyrkernes brug af samme hvide jeeps som nødhjælpsorganisationerne. Ved således at forvirre begrebne mellem hvad der er militære og humanitære aktiviteter, bliver vores neutralitet - og dermed sikkerhed - alvorligt kompromitteret. Alle nødhjælpsorganisationer - også vi der er helt uafhængige - bliver nemlig dermed opfattet som en af Koalitionen, og derfor udsat for angreb, og i værste tilfælde drab.
Når Politiken derfor anklager os for kun at tænke på os selv frem for på det afghanske folk, er avisen ikke kun unfair, men har også rettet anklagen den forkerte vej. De, der rettelig bør anklages for den ulykkelige situation i Afghanistan er nemlig ikke organisationer som MSF, men derimod alle de krigsførende parter, der ikke længere respekterer en uafhængig, upartisk humanitær indsats. Det drejer sig om regeringen i Kabul, som nægter at retsforfølge dem, som myrdede mine fem kolleger, Taleban, som truer os og koalitionsstyrkerne, som misbruger nødhjælpen til at forstærke deres militærstrategi. Dermed er der ikke længere den nødvendige sikkerhed for, at befolkningen kan modtage uafhængig nødhjælp. Vi i MSF må derfor stædigt fastholde, at alle parter i konflikten respekterer at al nødhjælp gives betingelsesløst og ikke ud fra politiske eller militære strategier. Det sker ikke i dag, og det er desværre her det virkelige svigt sker.
Bestyrelsesmedlem for Læger uden Grænser
Under overskriften "Svigt i Kabul" anklagede Politiken i en leder den 3. september OSCE, FN og Læger uden Grænser (MSF) for at have svigtet det afghanske folk ved enten at forlade eller at overveje at forlade landet. Politiken insinuerede samtidig, at vi i MSF prioriterer vore egne folks magelighed højere end det afghanske folks behov for hjælp. Politikens lederskribent er ikke kun meget urimelig i sin kritik af MSF, han retter også sin anklage mod de helt forkerte.
Jeg var i Afghanistan få uger inden fem af mine internationale og afghanske kolleger blev myrdet i Baghdis i den vestlige del af landet - et område der betragtes som det mest sikre uden for Kabul og andre
storbyer, og hvor MSF har arbejdet gennem 24 år. Taleban har siden taget skylden for mordene og meddelt, at de vil angribe MSF uanset hvor i landet vi arbejder. Selvom vi er uforstående over for, at netop vi, som i mere end to årtier har været helt neutrale i Afghanistan-konflikten, nu er blevet et erklæret mål for Taleban, er det alligevel en trussel, som vi må tage meget alvorlig. Det vil derfor være uansvarligt af os, at sidde truslen overhørig, både i forhold til vore egne folk, men især i forhold til vore patienter. For selvom vi altid går meget langt for at hjælpe folk i nød, er vi ikke unødigt dumdristige, og vi vil naturligvis aldrig udsætte vore patienter for den åbenlyse risiko, det vil være for dem, at vi - MSF - er erklærede mål for angreb.
Denne sørgelige situation er vi de første til at beklage. Vi har arbejdet i Afghanistan i 24 år: Illegalt da landet var besat af sovjetiske tropper, senere under mujahedinerne og derefter under Taleban. Det er imidlertid først nu, efter at koalitionsstyrkerne som en del af Krigen mod Terror har besat landet, at vi ikke længere kan udføre vort uafhængige nødhjælpsarbejde i nogenlunde sikkerhed. Andre nødhjælpsorganisationer, der accepterer at arbejde under militærbeskyttelse, kan fortsat arbejde i Kabul og de andre større byer. Det er imidlertid ikke her, at behovet er størst, men ude i landområderne, hvor både koalitionsstyrkerne og Taleban-tilhængere er aktive.
Koalitionsstyrkerne - hvor Danmark også er repræsenteret - forsøger som en del af deres militære strategi aktivt at udviske forskellen mellem en ren militær og en humanitær indsats. Det sker bl.a. ved at bevæbnet militær fra koalitionsstyrkerne kører rundt i hvide jeeps, der tidligere kendetegnede nødhjælpsorganisationerne, og deler nødhjælpspakker ud, eller ved at koalitionsstyrkerne uddeler løbesedler, hvori befolkningen får besked om, at al humanitær hjælp er afhængig af, at de informerer om Taleban. En af vores lokale ansatte i MSF kommenterede for nylig situationen med at "White is not white anymore", med henvisning til koalitionsstyrkernes brug af samme hvide jeeps som nødhjælpsorganisationerne. Ved således at forvirre begrebne mellem hvad der er militære og humanitære aktiviteter, bliver vores neutralitet - og dermed sikkerhed - alvorligt kompromitteret. Alle nødhjælpsorganisationer - også vi der er helt uafhængige - bliver nemlig dermed opfattet som en af Koalitionen, og derfor udsat for angreb, og i værste tilfælde drab.
Når Politiken derfor anklager os for kun at tænke på os selv frem for på det afghanske folk, er avisen ikke kun unfair, men har også rettet anklagen den forkerte vej. De, der rettelig bør anklages for den ulykkelige situation i Afghanistan er nemlig ikke organisationer som MSF, men derimod alle de krigsførende parter, der ikke længere respekterer en uafhængig, upartisk humanitær indsats. Det drejer sig om regeringen i Kabul, som nægter at retsforfølge dem, som myrdede mine fem kolleger, Taleban, som truer os og koalitionsstyrkerne, som misbruger nødhjælpen til at forstærke deres militærstrategi. Dermed er der ikke længere den nødvendige sikkerhed for, at befolkningen kan modtage uafhængig nødhjælp. Vi i MSF må derfor stædigt fastholde, at alle parter i konflikten respekterer at al nødhjælp gives betingelsesløst og ikke ud fra politiske eller militære strategier. Det sker ikke i dag, og det er desværre her det virkelige svigt sker.