AFGHANISTAN: Læger uden Grænser fordømmer angreb på klinik i Khost

Billeder taget ved åbningen af barselshospitalet i Khost i marts i år. Hospitalet blev tidligere i dag ramt af en eksplosion. Syv mennesker blev såret, herunder et barn.Foto: © HIlde Cortier/MSF

Tidligere i dag ramte en eksplosion Læger uden Grænsers nyligt åbnede barselshospital i Khost-provinsen. Syv mennesker blev såret, herunder et barn.

Læger uden Grænser har midlertidigt lukket sine medicinske aktiviteter i det nyligt åbnede barselshospital i Khost efter en eksplosion tidligere i dag.

 

Ingen af Læger uden Grænsers internationale udsendte medarbejdere blev såret af eksplosionen.


"Hospitalet vil være lukket, indtil vi får garantier fra de aktører, der kontrollerer området, om at vores medicinske aktiviteter uhindret kan finde sted, og at sikkerheden for patienter, medicinsk personale og sundhedsfaciliteter vil blive respekteret som tidligere aftalt", siger Renzo Fricke, repræsentant for Læger uden Grænser i Afghanistan.


Nuværende patienter vil blive henvist til barselsafsnittet på Khost Provincial Hospital, og der vil for nu ikke blive indlagt nye patienter.


Genoptagelsen af Læger uden Grænsers medicinske aktiviteter i Khost er betinget af respekt for patienter, personale og medicinske faciliteter.

Siden åbningen i marts, har det 56 sengs store hospital allerede ydet hjælp til 700 patienter – derunder 600 fødsler.



Læger uden Grænser arbejder også på Ahmed Shah Baba Hospital i det østlige Kabul og Boost Hospital i Lashkargah, Helmand-provinsen. Organisationen har også et traumecenter i Kunduz, som giver livreddende, kirurgisk hjælp til mennesker i det nordlige Afghanistan. Læger uden Grænser yder gratis lægehjælp over hele landet og arbejder i alle afdelinger på hospitalerne.

  • Afghanistan

    Indbyggere: 32,5 mio.

    Forventet levealder m/k: 59/62 år
    Børnedødelighed: 91 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 2.200
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Afghanistan i 1980. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO