Oversvømmelser

Kraftige regnskyl, skybrud eller tsunamier kan forårsage ødelæggende oversvømmelser, der efterlader tusindvis uden adgang til lægehjælp, mad og rent vand. Vi er eksperter i hurtigt at mobilisere et katastrofeberedskab og redde liv i områder, der er ramt af oversvømmelser.

En af de store udfordringer efter oversvømmelser er at få forsyninger ud til området. Der er ofte problemer med veje og jernbaner, som er ødelagt, og nogle gange fungerer havne og lufthavne kun i begrænset omfang.

 

Det er logistikernes opgave at finde de bedste løsninger for at få personale og udstyr frem til de områder, der ligger under vand efter en oversvømmelse.

 

Læger uden Grænser har mange års erfaring med at redde liv efter oversvømmelser.

 

Oversvømmelser - sådan hjælper vi

Et stort indsatsområde efter oversvømmelser er at skaffe rent drikkevand. Det er meget vigtigt for at forebygge udbrud af smitsomme sygdomme som for eksempel kolera, der kan smitte gennem vand og er en stor trussel for den nu meget sårbare befolkning.

 

Et udbrud af kolera blandt lokalbefolkningen efter oversvømmelser er et stort problem. Når folk ikke har tag over hovedet eller adgang til rent drikkevand, er de ekstra udsatte.

 

Det er en stor logistisk udfordring at skaffe rent drikkevand efter en oversvømmelse. Den første opgave er at identificere en vandressource – for eksempel grundvand.

 

I mange områder er håndpumper blevet beskadiget eller forurenet efter oversvømmelser, og her reparerer og rengør vi pumperne, så grundvandet igen kan hentes op uden risiko for at sprede smitsomme sygdomme.

 

Hvis der ikke er adgang til grundvand efter en oversvømmelse, kan vi bruge overfladevand fra søer eller floder. Se mere i vores film om oversvømmelser øverst på siden. Her fortæller en af vores udsendte om arbejdet med at skaffe rent drikkevand efter oversvømmelser.

 

Et stort indsatsområde efter oversvømmelser er at skaffe rent drikkevand

Læger uden Grænser leverer rent drikkevand efter oversvømmelser © Ton Koene

 

 

 

Læger uden Grænser har også færdigpakkede kits med medicinske forsyninger og andre nødvendige ting som vandpumper og generatorer, der står parat til at blive sendt af sted fra vores centrale lagre efter en oversvømmelse.

 

Desuden har vi medarbejdere i over 60 lande verden over, og det betyder, at vi hurtigt kan etablere et akutberedskab i det område, der er blevet ramt af oversvømmelser.

 

Det gjorde vi for eksempel efter de massive oversvømmelser i Pakistan i 2010, hvor der var hårdt brug for rent drikkevand.

 

Her var vi blandt andet med til at levere et mobilt vandværk på to lastbiler. I løbet af tre dage fik vi bygget et vandværk, der kunne levere 300.000 liter i døgnet.

 

Vi uddelte også tusindvis af telte, køkkenudstyr og hygiejnesæt, da oversvømmelser havde ødelagt både huse og afgrøder for de lokale.

 

Tsunamier – hvad er en tsunami?

En tsunami er en kraftig flodbølge, der oftest bliver dannet af et undersøisk jordskælv. Tsunamier bevæger sig med høj hastighed og forårsager stor skade og oversvømmelser, når de rammer kysten.

 

Det skete for eksempel i 2004, hvor et meget kraftigt jordskælv ramte det Det Indiske Ocean og skabte en ødelæggende tsunami. Omkring 250.000 mennesker mistede livet i de omkringliggende lande.

 

 

I dagene efter en af mest dødbringende tsunamier nogensinde rykkede Læger uden Grænser ud til de berørte lande i Sydøstasien for at yde akut lægehjælp og sørge for rent vand, mad og husly.

 

Men det stod hurtigt klart for vores udsendte, at behovet for medicinsk nødhjælp var begrænset.

 

Det nationale katastrofeberedskab samt civilsamfundet reddede mange liv i de første afgørende dage efter de kraftige oversvømmelser, og der var ingen større sygdomsudbrud.

 

Læger uden Grænsers vigtigste opgave blev derfor at identificere medicinske behov, som blev overset af de lokale sundhedstjenester efter de store oversvømmelser.

 

Vores største indsats var i Aceh, Indonesien, hvor mange sundhedsansatte havde mistet livet under tsunamien, og den sundhedsmæssige infrastruktur var blevet ødelagt.

 

Læger uden Grænser arbejdede blandt andet på mobile klinikker i Aceh, Indonesien, efter den kraftige tsunami i slutningen af 2004.

Vi arbejdede blandt andet på mobile klinikker i Aceh, Indonesien, efter den kraftige tsunami i slutningen af 2004. © Francesco Zizola

 

Støtten fra vores donorer efter de voldsomme oversvømmelser var overvældende og uden fortilfælde. Vi modtog så mange penge, at vi mindre end en uge efter tsunamien tog den kontroversielle beslutning om at stoppe indsamlingen til den akutte nødhjælpsindsats.

 

Vi vidste, at vi allerede havde nok midler til at hjælpe efter de kraftige oversvømmelser, der opstod efter den store tsunami. Men mange andre humanitære kriser i verden fik ikke samme medieopmærksomhed og dermed donationer.

 

Vi bad derfor donorerne om tilladelse til at bruge bidragene på andre katastrofer og mere oversete kriser. Svaret var overvældende positivt, og en stor del af de indsamlede donationer blev siden brugt til for eksempel indsatsen mod hungerkatastrofen i Niger og hjælpen til ofrene fra jordskælvet i Pakistan i 2005.

 

Se vores film om oversvømmelser øverst i artiklen