Turkmenistans selvportræt overfor omverdenen som et sundt og rigt land er en facade, der dækker over en situation. hvor eksistensen af smitsomme sygdomme benægtes, hvor medicinske data bliver manipuleret, og hvor internationale medicinske standarder sjældent bliver overholdt. Det er konklusionerne i en rapport fra Læger uden Grænser, der sidste år forlod Turkmenistan i protest.
Den 12. april 2010
I løbet af de ti år, som Læger uden Grænser arbejdede i Turkmenistan, var organisationens medarbejdere dagligt vidne til medicinsk forsømmelighed, blandt andet blodtransfusioner uden screening for hiv og leverbetændelse.
Medarbejderne i sundhedsvæsnet arbejder i en atmosfære af frygt, hvor alvorligt syge patienter bliver afvist, for ikke at påvirke statistisk data over for eksempel forekomsten af barnedødelighed og smitsomme sygdomme. Turkmenerne bliver svigtet af deres sundhedssystem, der går mere op i sit image end at takle den alvorlige risiko, som smitsomme sygdomme udgør i landet.
”Tuberkulose og seksuelt overførte sygdomme, inklusiv hiv/aids, er uden tvivl mere udbredt end tallene giver indtryk af, og den turkmenske regering nægter at anerkende det faktum”, siger medicinsk direktør i Læger uden Grænser, læge Leslie Shanks.
”Internationale organisationer i landet, som WHO og UNICEF bidrager til problemerne, ved at give legitimitet til regeringens misinformation og til praksis, som ikke alene er ineffektiv, men ofte også farlig.”
Tuberkulose, særligt den multiresistente variant, er måske Turkmenistans største sundhedsmæssige udfordring. På grund af udbredelsen af tuberkulose i nabolandende, frygter Læger uden Grænser en alvorlig krise, som uden ordentlig indgriben, kan udvikle sig til en alvorlig sundhedsmæssig krise ikke kun i Turkmenistan men i hele regionen.
Læger uden Grænser tog i 2009 den svære beslutning at trække sig ud af Turkmenistan, efter yderligere restriktioner af organisationens aktiviteter. Beslutningen blev truffet, fordi Læger uden Grænser frygtede, at man var i fare for at blive medskyldig i at maskere problemerne i sundhedssystemet i stedet for at være med til at løse dem.
”Internationale organisationer må leve op til deres ansvar og aktivt fremme gennemsigtighed i sundhedssystemet og holde op med at rapportere data, som er i modstrid med de faktuelle forhold”, opfordrer Leslie Shanks.
Læger uden Grænser har arbejdet i Turkmenistan fra 1999 til 2009.
Læs hele rapporten om Turkmenistans sundhedssystem her (pdf, 352kb)
/ss
