”Jeg bliver vred, når jeg ser krigens ofre”

Hvilken type skader var du med til at behandle?

Vores patienter var hovedsageligt mennesker, der var blevet såret af skud eller bombeeksplosioner. Vi udførte en masse ortopædkirurgiske indgreb og maveundersøgelser. Der var mange skader på organer, som krævede operationer. Vi havde patienter med gennemhullede tarme, andre havde skader på blæren eller en milt, der var revet over i to dele.

En af de mænd, vi opererede, havde mere end 20 skader på kroppen, fra bomeeksplosioner og skud. Vi begyndte at operere på hans fødder, arbejdede os op langs med benene og kroppen og sluttede ved hans højre næsebor og venstre pande. På en eller anden måde overlevede han uden nogen større interne skader. Han havde alvorlige skader på sine hænder, men jeg var forbløffet over, hvor heldig han var og lettet over, at det ikke var nødvendigt at amputere hans arm.

Var der andre patienter, som gjorde særlig indtryk på dig?

Ja. Der var for eksempel en ung mand, som stod for ni ud af de første 29 operationer, vi foretog. Hans skader resulterede i en benamputation. Han kom jævnligt tilbage for at blive opereret og til sidst lykkedes det for os at lukke hans amputationssår. Efter han var blevet udskrevet, kom han jævnligt tilbage humpende på sine krykker sammen med sin bror. De smilede begge stort – glade for at gense alle os, der har været involveret i hans operationsforløb. Det var virkelig dejligt at se, hvordan han kom sig – og havde det godt. Men nogle uger senere modtog vi nyheden om, at han var blevet dræbt i en bombeeksplosion i Aleppo. Det var virkelig hårdt.

En anden dag modtog vi syv børn på en gang, det var efter, at der var sprunget en bombe i en bazar i en nærliggende by. Et af ofrene var en ni-årig pige, hvis tarme var ødelagte. Hun havde skader på begge ben. Vi  udførte tarmkirurgi på hende og var nødt til at amputere et af hendes ben. I den samme bombeeksplosion var to af hendes søskende og fire af hendes fætre og kusiner blevet dræbt.

Var det svært at håndtere følelsesmæssigt?

Når man står over for sådan nogle forfærdelige skader, kan det godt være svært, men på den anden side, så er det  jo altid situationen for  læger og sygeplejersker. I situationen gør man,  hvad man kan med henblik på at redde patienten og tænker ikke så meget på, hvordan man selv har det med det. Jeg er også altid bevidst om, at jeg befinder mig i anden situation end disse mennersker...  jeg kan jo altid bare tage hjem.

Men det gør mig da vred og ked af det at se, hvordan det påvirker folks liv. Da bazaren blev bombet, var det jo civile, der blev bombet, og det gør mig selvfølgelig vred. Hver dag var vi vidne til, hvordan det er at leve i under krig – og hvilke skader det afstedkommer. Alle disse mennesker, såret og lemlæstet for livet.

Hvordan ændrede situationen sig, mens du var der?

Lige da jeg var ankommet, havde vi meget travlt. Vi arbejdede dag og nat, og vidste knap nok om klokken var tre om morgenen eller tre om natten. Jeg var nødt til at skrive dato og klokkeslet på opslagstavlen bare for at holde jordforbindelsen. Efter tre og en halv uge havde jeg det som, jeg var blevet hvirvlet rundt i vaskemaskine og spyttet ud i den anden ende – kun lige i tide til at trække vejret. Efter de første uger, blev det roligere.

En anden forandring var, at antallet af mennesker i landsbyen, hvor vi havde base, steg i takt med, at folk flyttede væk fra konfliktområderne. De fleste, hvis ikke alle, hjem i landsbyen, husede flere familier.  Og mange familer slog sig også ned i en af landsbyens skoler. Andre forblev under oliventræerne ved grænsen, mens de ventede på tilladelse til at tage afsted som flygtninge. Og hvor vi i begyndelsen mest modtog patienter med skud- og bombesår, begyndte vi i stedet at modtage patienter med generelle problemer, for eksempel kroniske sygdomme og diarre. Vi overvågede konstant de forskellige behov og ændrede vores hjælp i forhold til, hvad der var brug for. Men i al den tid, jeg var i Syrien, blev vi ved med at modtage patienter med alvorlige invaliderende krigsskader, der krævede livreddende og akut kirurgisk indgriben.

Hvor kom patienterne fra?

Vores patienter kom nogle gange langt væk fra. Fra Aleppo eller andre byer. Nogle gange havde de rejst i op til fem timer. Tidsrummet, fra de blev såret, til de fik behandling, havde selvfølgelig konsekvenser for resultatet af behandlingen.

Hvordan var sikkerhedssituationen for jer?

Der var situationer, hvor vi var på standby, klar til at evakuere os selv og vores mest kritiske patienter. Så var kirurgen nødt til hele tiden, at vurdere, hvor hurtigt vi ville kunne udføre forskellige procedurer, så vi vidste om vi ville kunne nå at gøre indgrebet færdigt, inden vi var nødt til at evakuere. Det var svære beslutninger at træffe.

I samarbejde med foreningen af syriske nødhjælpsorganisationer åbnede Læger uden Grænser midt i juni  i år et kirurgisk traumecenter i Syrien. Ved udgangen af september havde Læger uden Grænser behandlet flere end 1.100 patienter og opereret mere end 260 gange.