Generisk medicin, som er verdens allerfattigste eneste mulighed for også at få livsvigtig medicin, udfordres nu af medicinalfirmaet Novartis.
Den 26. september 2012
Indisk lovgivning gør det i dag muligt at producere billig medicin, som kommer verdens fattigste til gode. Men den praksis udfordres nu af medicinalfirmaet Novartis. Den billige medicin er afgørende for Læger uden Grænsers arbejde i 68 lande.
Den 11. september indledte det schweiziske medicinalfirma Novartis en retssag, der skal overbevise højesteret i Indien om, at landets lovgivning skal ændres, så medicinalfirmaer lettere kan forlænge deres patenter på medicin.
Hvis Novartis vinder retssagen, kan det få en ødelæggende effekt på adgangen til essentiel medicin i udviklingslandene, som er fuldstændig afhængige af generisk medicin – det vil sige lovligt produceret kopimedicn. En sejr til Novartis, vil nemlig gøre det ulovligt at producere billig kopimedicin.
Monopoler gør medicin dyr
”De seneste seks år har Novartis forsøgt at skræmme Indien til at ændre på den del af landets patentlovgivning, som sætter adgang til billig medicin over medicinalfirmaernes profitter,” siger Leena Manghaney fra Læger uden Grænser Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin i Indien, og fortsætter: ”Det nuværende system i Indien er designet til at forhindre medicinalfirmaer i at forlænge patentmonopoler.”
I 2006 begyndte Novartis den juridiske kamp for at få Indien til at ændre på den del af sin patentlovgivning, som betyder, at en ny afledning af en allerede kendt medicin kun kan patenteres, hvis der er en betydelig forbedret effekt, og altså ikke, hvis medicinen for eksempel bare er blevet tilført et nyt kemisk stof eller lignende, som ikke øger effekten af medicinen. Klausulen er blevet indført for at bremse medicinalindustrien i at forlænge deres monopoler, som fastholder medicinpriserne på et højt niveau.
Den helt konkrete årsag til, at Novartis har bragt sagen for Højesteret, er, at den indiske patentlovgivning i 2006 hindrede Novartis i at få et patent på kræftmedikamentet, Gleevec, da det var en afledning af allerede kendt medicin.
Udviklingslandenes apotek
Læger uden Grænser frygter konsekvenserne for verdens allerfattigste, hvis Novartis vinder sagen, og dermed tvinger Indien til også at tillade mange flere patenter i fremtiden.
Flere og længere patenter vil begrænse produktionen af den kopimedicin, som har bragt prisen på hiv-medicin ned med 99 procent siden 2000 og dermed har resulteret i at otte millioner mennesker i verdens allerfattigste lande i dag er i behandling.
”Indien er udviklingslandenes ’apotek’, og konsekvenserne af den indiske retssag rækker langt ud over Indiens grænser og er en trussel mod adgangen til medicin for millioner af mennesker i udviklingslandene,” siger Manica Balasegaram fra Læger uden Grænser Kampagne for Adgang til Livsvigtig Medicin.
Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her
