Vores mål er ikke fred

Der er omkring 1.800 internationale hjælpeorganisationer til stede i Kabul. På trods af behovet for hjælp i byen og de omkringliggende områder, ikke mindst blandt den halve million internt fordrevne i Ahmed Shah Baba-området, er det meget få af dem, der yder nødhjælp der.

Pengene følger soldaterne
Forklaringen er enkel – i Kabul er der ingen direkte konflikter. Derfor er de internationale donorer ikke interesserede i at finansiere hjælpearbejde. Det konstaterer Læger uden Grænser landchef i Afghanistan, Michiel Hofman.

”Pengene findes der hvor soldaterne er. For donorlandende handler det om at vinde befolkningens sympati for den militære indsats, og en måde er at give hjælp til humanitært arbejde. Det er ikke bare min personlige holdning, men noget som påtales af flere store bistandsorganisationer”, siger Michiel Hofman.

”Men det er en strategi, som kan være direkte livsfarlig”, forsætter han. ”Hvis en krigsførende part finder ud af, at en hjælpeorganisation finansieres af et land, som på en eller anden måde er indblandet i den militære indsats, så betragtes organisationen, som en del af konflikten – og dermed som et legitimt mål for angreb.”

”Når jeg forhandler med talibanerne om at få adgang til et bestemt område, så spørger de først, hvordan jeg har det. Derefter vil de vide, hvem der finansierer mit arbejde. Sådan er det altid. Og når jeg så fortæller, at Læger uden Grænser ikke tager imod statslige midler til arbejdet i Afghanistan, men at vi kun forlader os på private donationer, er der som regel fri adgang.

Afgørende at stå uden for konflikten
Alle lande, der indgår i den NATO-ledede ISAF-styrke i Afghanistan, blandt andet Danmark, er per definition en del af den væbnede konflikt, påpeger Michiel Hofman.

”En gang imellem er det som om vi i Europa glemmer, at formålet med ISAF-styken er at slå oprøret ned og forsvare den siddende regering, med vold om nødvendigt. Hvis et afghansk barn tager imod en pose slik fra en ISAF-soldat, kan det få alvorlige konsekvenser. Det kan føre til, at hele familien bliver truet, fordi de har været i kontakt med fjenden”.

”Læger uden Grænsers mål er ikke det samme, som de væbnede styrkers. Vores mål er ikke fred i Afghanistan, selv om vi personligt naturligvis håber på det. Vores opgave handler om at holde mennesker i live tilstrækkeligt længe til, at de kan opleve fred og et samfund, som fungerer. Men det er ikke vores opgave at bidrage til den udvikling, det findes der andre, der bedre kan”, siger Michiel Hofman.

Fem dræbte medarbejdere
For halvandet år siden vendte Læger uden Grænser tilbage til Afghanistan, efter at have trukket sig ud af landet i 2004, da fem medarbejdere blev slået ihjel.  Siden da er befolkningens levevilkår stort set ikke blevet forbedret, og sikkerhedssituationen er forværret mange steder.

”For at vi skal kunne udføre vores arbejde, er det vigtigt, at alle stridende parter ved, hvad vi laver - at vi yder lægehjælp. Jeg taler jævnligt med alle parter i konflikten - med Taliban, med regeringen og med ISAF. Jeg gør ingen forskel på parterne - for mig handler det om at få overbevist alle, som er bevæbnede, om at holde sig væk fra vores klinikker. Ellers tør patienterne ikke at komme”, siger Hofman.

På Læger uden Grænsers sygehus findes der ingen bevæbnede vagter eller anden beskyttelse. Kun er stort skilt med et våben med et kryds henover, som en opfordring til alle om at lægge deres våben udenfor.  At et hospital er en våbenfri zone burde være en selvfølgelighed – i Afghanistan er det snarere undtagelsen.

Folk tør ikke søge hjælp
De fleste andre hjælpeorganisationer gemmer sig, ligesom NATO, bag sandsække og pigtråd, fortæller Michiel Hofman.

”Jeg synes personligt, at det er svært, at se forskel på nogle af hospitalsbygningerne og de militære anlæg. Og det tænker civilbefolkningen åbenbart også. Det er et stort problem i Afghanistan, at folk ikke tør at søge hjælp, fordi de er bange – bange for at blive bombet af talibanerne, når de opsøger en NATO-klinik eller af NATO, hvis de går til en klinik, som drives af Taliban.”

”Men alle har jo behov for lægehjælp. Alle har en mor, en bror eller nogen anden i familien, som bliver syg eller kommer til skade. Og de fleste ved, at Læger uden Grænser er en medicinsk humanitær organisation. At gemme sig bag pigtråd og vagttårn er ikke en særlig god strategi i dagens Afghanistan. Så er det meget bedre at lade ydelsen, det vi gør  – lægehjælpen – tale for sig selv,” siger Michiel Hofman.

/ss