Usikkerheden fylder det hele i Haut-Uélé
Den danske læge Jonas Torp Ohlsen, som arbejder for Læger uden Grænser (MSF) i byen Niangara i det nordøstlige hjørne af Den Demokratiske Republik Congo, fortæller, at mange af hans patienter er skræmte efter årelange kampe og intern fordrivelse.
Den 27. november 2009
Det næsten 100 år gamle hospital i Niangara i Haut-Uélé-distriktet i Orientale-provinsen var kørt helt i sænk, da Læger uden Grænser kom til byen i foråret i 2009. Der var stort set ingen patienter, personalet havde ikke fået løn i månedsvis og stedets eneste læge, som også fungerer som hospitalsdirektør, var ofte fraværende på grund af møder.
Hospitalet og de nærliggende sundhedscentre drives officielt af sundhedsministeriet, men fungerer kun med hjælp fra Læger uden Grænser, der stiller med medicin, udstyr, personale og viden.
Projektet har særligt fokus på ofre for vold, voldtægt og psykologiske traumer og har i dag omkring 60 senge. Der er skadestue, operationsstue, en børneafdeling, en mande- og kvindeafdeling og en afdeling for gravide og fødende. Dertil kommer et stort ambulatorium, som fungerer som lægepraksis for hele byen.
Overgreb på civile udbredt
I og lige omkring byen regner man med, at der er omkring 25.000 internt fordrevne. De er flygtet på grund af kampene mellem forskellige oprørsgrupper og regeringsstyrker fra Uganda og DR Congo. Ikke nok med at hele det nordøstlige hjørne af DR Congo er usikkert på grund af direkte kamphandlinger, civilbefolkningen er også genstand for direkte angreb fra begge parter.
”Det gør indtryk, at se civile ofre for en væbnet konflikt. Jeg har haft patienter, der var blevet skudt på, mens de var ude for at passe deres marker. Og fordi de internt fordrevne har oplevet så mange grusomheder, er området gennemsyret af en stemning af utryghed. Usikkerheden fylder meget. Folk er simpelt hen så bange, og der skal ikke så mange kampepisoder til, før store mængder af mennesker vælger at flygte”, fortæller Jonas Torp Ohlsen.
Hele landsbyer er mål for hævnaktioner, de bliver systematisk ødelagt og enkeltpersoner bliver udsat for afpresning, de bliver frarøvet mad og personlige ejendele. Mange bliver taget til fange af bevæbnede mænd og tvinges til at arbejde for dem. Voldtægt er udbredt og ofrene er både mænd, kvinder og børn. Alene det seneste år har Læger uden Grænser behandlet flere end 5.330 ofre for seksuel vold i Nord- og Syd Kivu-regionerne.
Stor solidaritet i befolkningen
”Man regner med, at der bare her i regionen er op mod 200.000 internt fordrevne, og der er ikke en eneste rigtig flygtningelejer. Så folk bor, hvor de nu kan komme til det. Mange får lov til at slå sig ned hos slægtninge, men det er en stor belastning for værterne, for der er ikke mange ressourcer. Når man er på flugt, er man jo afskåret fra sine sædvanlige fødevarekilder, som jorden og markerne udgør”, siger Jonas Torp Ohlsen.
Han besøgte for nylig nogle af de mere isolerede områder et stykke fra Niangara for at undersøge ernæringstilstanden hos børnene. Her er det er tydeligt, at mange lever under meget kummerlige forhold, hvor deres hjem er et halvtag og hvor det eneste, der er at spise, er maniok – en planterod.
”De er enormt sårbare, og selv om vi fandt børn, der var underernærede, er der ikke umiddelbart tegn på egentlig ernæringskrise, men der er helt sikkert for lidt at spise”.
Undervisning af sygeplejersker
En stor del af aktiviteterne på hospitalet går ud på at yde psykologisk hjælp til de mange internt fordrevne, som enten selv har været ofre for overgreb og vold eller har overværet uhyrligheder begået mod deres egen familie eller naboer, og derfor er præget af angst og utryghed.
Ud over at deltage i det almindelige lægearbejde på hospitalet og i sundhedscentrene bruger Jonas Torp Ohlsen en del af sin tid på at undervise de nationalt ansatte sygeplejersker. Nogle har en formel sygeplejerskeuddannelse, men andre er ansat som sygeplejersker uden nogen teoretisk uddannelse.
Undervisning er en vigtig del af arbejdet for i lighed med andre af Læger uden Grænsers projekter, er det målet, at aktiviteterne på hospitalet vil fortsætte, også efter at Læger uden Grænser har trukket sig ud af området.
Læs mere om vores patienters historier i Den Demokratiske Republik Congo på
www.condition-critical.org hvor du også har mulighed for at sende en støtte og en hilsen - som vores medarbejder vil sørge for bliver bragt videre til vores patienter i projekterne.
/mdo
