Udsendt fortæller om dagligdagen i Darfur

Ørkenbyen Kebkabyia i Nord Darfur ligger et stykke nord for det frodige Jebel Marra bjergplateau. Byen tæller knap 70.000 indbyggere, hvoraf op mod 80 % skønnes at være internt fordrevne på grund af konflikten i Darfur. Byen er kontrolleret af den sudanesiske regering i en region, der præges af ustabilitet, banditter og kampe mellem forskellige grupper.

Men som udsendt administrator for Læger Uden Grænser i Kebkabyia er der en dagligdag, der som oftest ligger fjernt fra de reportager, medierne i Vesten bringer om Darfur.

Arbejdsugen i Darfur er fem en halv dag fra lørdag til torsdag, hvor torsdag er en halv arbejdsdag. Fredag er muslimsk hviledag. I starten føltes det lidt underligt, at lørdag er ugens første arbejdsdag, men man vænner sig til det. Som administrator og økomomiansvarlig er det min opgave at understøtte projektet og bistå med rekruttering, koordination, budget og lønudbetalinger samt en lang række andre administrative opgaver.

Morgenmøde

På morgenmødet i administrationskontoret gennemgår vi dagens opgaver. Jeg har et par møder, nogle forhandlinger om en kontraktforlængelse på et af de huse, vi lejer i byen, samt en række memos jeg skal udarbejde. Jeg skal også en tur til flyvepladsen for at tage imod en ny udsendt.

Min assistent Alfadil er involveret i de fleste af mine aktiviteter, men skal også opdatere personaledatabasen med de seneste nyansættelser, ferieafholdelser og sygemeldinger.

Kassereren Ibrahim skal betale lønninger til vores personale på de tre klinikker og opdatere i regnskabssystemet. Vagtmesteren Yahya skal ud på sin vagtrunde til Læger Uden Grænsers 10-12 forskellige lokaliteter i byen.

Om formiddagen gennemgår vi en stak ansøgninger til nye lokale stillinger inden for sundhedsfremme (health promotion) og vi udarbejder en liste over de personer, vi gerne vil have til interview. De personer, vi rekrutterer, skal udføre feltarbejde i forskellige kvarterer i Kebkabyia, hvor de skal fortælle om MSF´s aktiviteter og om helbred generelt. Det er derfor nødvendigt, at de taler det lokale sprog og at de er kendte og alment accepterede i deres kvarter.

Kebkabyia som en ø

I udkanten af Kebkabyia ligger den lille, pigtrådsindhegnede flyveplads. Den beflyves kun af militæret, Internationalt Røde Kors og af United Nations Humanitarian Air Service; sidstnævnte har tre helikoptere fra provinshovedstaden El Fasher om ugen, og disse helikoptere er i høj grad lig med vores kontakt med omverdenen. At færdes på vejene mellem byerne er simpelthen for farligt i Nord Darfur. På den måde er Kebkabyia lidt at sammenligne med en ø.

Helikopterens ankomst er som regel en lokal begivenhed. Læger Uden Grænser og de enkelte andre NGO´ere, der arbejder i Kebkabyia, har folk og små lastbiler ved landingspladsen for at tage imod nye udsendte og forsyninger og medicinsk nødhjælp. I dag er den norske læge Leif med, han skal arbejde her det næste halve år.

Jeg tager imod ham, og snart efter er vi på kontoret, hvor han bliver introduceret for de ansatte. Senere gennemgår jeg introduktionsprogrammet med ham. I løbet af de næste par dage skal han rundt og se alle klinikkerne og mødes med alle de udsendte og en del af de nationalt ansatte.

Sød te hos Suliman

Jeg tager til markedet med min assistent Alfadil. Købmanden og husejeren Suliman er i sin butik, og efter de indledende høflighedsfraser og den obligatoriske sukrede kop te forhandler vi kontrakten for huset på plads. Huset bruges til beboelse af MSF personale fra andre dele af Sudan, der får job i Darfur.

Vi enes om at sænke prisen på lejen mod at Suliman kan bruge et af værelserne til lagerlokale. Administrationsassistenten oversætter undervejs, for husejeren taler ikke engelsk og jeg taler ikke arabisk. Begge parter er tilfredse med aftalen. Vi skal ikke bruge alle værelserne alligevel, og han får et ekstra lagerlokale.

Inden vi skal tilbage til kontoret, er der en kort stund til at snuse lidt rundt på markedet. De handlende faldbyder alt fra kartofler, ris, brød, grøntsager til billige kopivarer og alkoholfri øl i deres små boder og butikker. Kvinderne går tilhyllede rundt i mindre grupper, oftest med vandmeloner eller krukker på hovedet. Mændene sidder og drikker te og spiller kort.

Der er en del soldater og politifolk i gadebilledet som oftest med kalashnikov´er på bagagebæreren eller slynget over skulderen.

Parkeringsplads for kameler 

Børn løber rundt og leger, kaster med småsten efter dåser eller hiver æslerne i halerne. I udkanten af markedet er der ´kamelparkeringsplads´ med hundreder af disse imponerende dyr, der troligt venter på, at deres ejere skal komme tilbage med dagens indkøb.

Klokken halv fire, efter personalet har bedt, er der vandmelon til alle på kontoret. I dag er det logistikafdelingen, der giver. Det går på skift. Derefter klarer jeg de sidste mails og ringer til koordinationen i Khartoum for at få input til den kommende rekruttering og for at blive opdateret om de seneste aktiviteter. Der er generelt mange praktiske spørgsmål at holde styr på. Det være sig fra rekruttering og almindelige personalesager til helikopterbookinger og forsyningsspørgsmål.

I dag var en god dag i Darfur.