”Tøjet er gennemblødt af blod – men kvinden er ved bevidsthed”

Vores fødselslæge Maria Milland har haft en travl jul på hospitalet i Elfenbenskysten.
Vores fødselslæge Maria Milland sammen med resten af holdet på fødegangen.

Vores fødselslæge Maria Milland har haft en travl jul på hospitalet i Katiola, Elfenbenskysten, hvor Læger uden Grænser leverer gratis fødselshjælp. Der er både op- og nedture, når hun kæmper for at redde mødre og nyfødte. Her er første del af hendes rejsebrev fra 2. juledag.

Kort før midnat bliver døren skubbet op og et badebassin i plastik glider ind på gulvet mellem os. Efter badekarret følger to kvinder indhyllet i farvestrålende gevandter.

 

Jeg ser ned i badekarret. Der ligger en lille baby pakket ind i et stykke stof. Barnet bevæger sig, og det har sin navlestreng snoet rundt om maven.

 

Vi bærer badekarret ind på fødegangen, og kvinderne følger efter. Jeg vikler den lille nyfødte pige ud af klædet, og som jeg skal til at løfte hende op, ser jeg, at navlestrengen stadig er forbundet med moderkagen.

 

En af de vagthavende jordemødre Aminata finder et fødesæt frem, og vi får klippet navlestrengen over. Jeg løfter den lille nyfødte op på børnebordet, imens Aminata tager sig af moderen. Blodtryk, puls og temperatur bliver taget. Aminata konstaterer, at livmoderen har trukket sig fint sammen, der er kun moderat blødning, og ingen rifter skal sys.

 

Det er en fin lille velskabt pige, hendes hud er lidt kølig, men hun trækker vejret fint, og hjertet slår normalt. Jeg tænder varmelampen og får pakket hende ind i et tørt varmt klæde.

 

En nyfødt på fødegangen på Katiola-hospitalet i Elfenbenskyste, hvor Læger uden Grænser leverer gratis fødselshjælp.

Foto © Maria Milland

 

Fødsel i vejkanten

 

Vi anbringer den lille på mors bryst og får givet en indsprøjtning k-vitamin. Vi spørger ind til fødselsforløbet.

 

Kvinden har født fire gange tidligere, men kun to af børnene er levende. Det ene var dødfødt, det andet døde få dage efter fødslen. Alle fødslerne har været i hjemmet.

 

Denne gang havde kvinden tænkt sig at føde på Katiola-hospitalet, hvor Læger uden Grænser siden juli 2014 har tilbudt gratis fødselshjælp.

 

Som hun fik veer hjemme i landsbyen, havde hun pakket sine ting og startet sin rejse til fods sammen med sin mor. Imidlertid tog veerne til undervejs, og hun fødte i vejkanten. Efter fødslen havde hun rejst sig op for at fortsætte turen frem til hospitalet.

 

Vi kan konstatere, at alt tilsyneladende er normalt, og vi tilbyder en indlæggelse til observation af mor og barn det første døgn efter fødslen.

 

En mor ammer sin nyfødte baby på hospitalet i Elfenbenskysten.

Foto © Maria Milland

 

Kvinde bløder kraftigt

 

Det banker på døren ude i fødemodtagelsen og en mand kalder på hjælp. Vi går ud og ser en gravid kvinde, der står halvt oprejst mellem armene på to høje ranke mænd.

 

På deres påklædning og smykker kan jeg se, at de formentlig er fulaniere, som hovedsagelig lever i den nordlige del af Elfenbenskysten.

 

Kvindens tøj er gennemblødt af blod, men hun er ved bevidsthed. Hun bliver løftet op på lejet, og vi går i gang med at undersøge og stabilisere hende.

 

Vi har brug for hænder og kalder på sygeplejersken fra intensivafdelingen. I det lille trange lokale arbejder vi rundt om den blødende kvinde. En af de vagthavende jordemødre Sylvie forstår fula og oversætter.

 

Det er kvindens første graviditet, og hun er begyndt at bløde kraftigt tidligere på aftenen. Med den lille transportable ultralydsscanner kan jeg se, at barnet er levende, men at hjertet slår langsomt.

 

Jeg kan også se, at moderkagen er foreliggende. En foreliggende moderkage vil sige, at moderkagen dækker livmodermunden og blokerer for barnets passage ud gennem fødselsvejen.

 

Vi får hurtigt forklaret kvinden og hendes mand, at det er nødvendigt at foretage et kejsersnit med det samme.

 

En kamp mod uret

 

Jeg ringer til narkosesygeplejersken Martine og melder et kejsersnit. Martine ringer videre til holdet på operationsgangen. Sylvie har i mellemtiden forsøgt at ringe til blodbanken, som skal kaldes ind fra hjemmet. Den vagthavende svarer ikke telefonen. Vi har brug for blod.

 

Kvindens slimhinde i øjet er helt bleg, hun har høj puls og bløder stadigvæk. Det blodtab, som kvinderne kan tolerere her i Elfenbenskysten, er langt mindre end i Danmark. De fleste kvinder lider af kronisk anæmi (blodmangel) - dels på grund af en meget spartansk kost, men også på grund af udbredt malaria, som forværrer blodmanglen.

 

Vi ender med at ringe til Læger uden Grænsers ansvarlige laborant, da hun også har nøgle til blodbanken. Der er allerede gået 15 minutter.

 

Jeg vil bare have, at det hele skal gå hurtigt, for at vi kan redde både mor og barn, men lige nu går det så hurtigt, som det kan gå her i Afrika.

 

Jeg venter på et skrig

 

Endelig får vi kvinden over på båren, og portørerne haster af sted mod operationsgangen under de overdækkede gange udenfor mellem hospitalets bygninger.

 

Jordemoder Aminata er løbet af sted for at hente det kit, som skal bruges til kejsersnittet, og jeg løber med journalen til Martine, som allerede har gjort klar til bedøvelsen.

 

Jeg kan sætte en kniv i kvinden 35 minutter efter, at jeg har meldt kejsersnittet, og det er faktisk en god tidsramme her.

 

Halvandet minut senere har jeg et barn ude, som er blegt, slapt og tilsyneladende livløst. Aminata går i gang med genoplivning efter de retningslinjer, som hænger på væggen.

 

Imens jeg står og syr de forskellige lag sammen, venter jeg på livstegn fra barnet. Et skrig, gråd, eller bare lyde. Det kommer ikke. Efter operationen går jeg over til børnebordet.

 

Både Aminata, Martine og børnelægen Ange, som også er ankommet, er i gang med at genoplive den lille pige.

 

En hård hverdag

 

Hun er helt bleg og slap. Hjertet slår, men meget langsomt, og hun trækker ikke vejret selv. Efter 30 minutter indstiller Ange genoplivningsforsøget.

 

Jeg kan mærke på Aminata og Ange, at de har stået i den her situation mange gange før. Selvom de er berørte, er det hverdag for dem.

 

Jeg forsøger at trøste mig selv med, at vi har reddet moderens liv, men jeg er ikke glad. For en 18-årig kvinde, som ikke har nogen børn i forvejen og nu en død førstefødte, er et kejsersnit ikke nogen god begyndelse. Hun vil gerne have mange børn.

 

Inden udskrivelsen vil vi tale med hende og forsøge at forklare, at det er bedst, at hun venter 1-2 år, før hun bliver gravid igen. Hun har nu et ar i sin livmoder, som skal have tid til at hele.

 

Vi vil tilbyde hende prævention og at komme til forebyggende undersøgelser i næste graviditet. Men det er svært for mange af kvinderne at komme frem til hospitalet, for de bor i mindre landsbyer langt væk og skal selv sørge for transporten.

 

Vi vil også fortælle hende, at det er vigtigt, at hun næste gang kommer til hospitalet lige så snart, at der er tegn på, at fødslen er ved at gå i gang, men det kan også være svært.

 

Det ar, hun nu har i sin livmoder, gør, at der er en øget risiko for, at der går hul på livmoderen under fødslen - en potentielt livstruende situation for både mor og barn.

 

Men nu skal vi jo først have fortalt hende, at det her barn er dødt…

 

 

Læger uden Grænser åbnede i samarbejde med de lokale myndigheder fødeafdelingen på hospitalet i Katiola, Elfenbenskysten, i sommeren 2014.

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her

  • Elfenbenskysten

    Indbyggere: 22,7 mio.

    Forventet levealder m/k: 52/54 år

    Børnedødelighed: 93 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

    Medarbejdere i 2016: 86

     

    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Elfenbenskysten i 1990. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO