Skudt i hovedet på vej mod sikkerhed: ”Utroligt at hun er i live”

Læger uden Grænsers læge Ian tilser en syg patient i Bangladesh.
Vores læge Ian tilser en syg patient på en af vores klinikker i Bangladesh. Hundredtusindvis af mennesker har brug for hjælp.

Det er en voldsom virkelighed, som vores udsendte står overfor i Bangladesh. Især når det går ud over de mest sårbare – børnene. Vores læge Ian fortæller her om to piger, som blev ramt af vildfarne kugler under deres flugt fra nabolandet Myanmar. 

”Hun så ikke soldaten, som affyrede skuddet.

 

Hendes far forsøgte at flygte ud af landsbyen med datteren i armene – hun hang med armene rundt om halsen på sin far.

 

Kuglen knuste sig vej igennem hendes højre underarm og ramte faren i hovedet. Han blev dræbt på stedet.

 

 

Hendes arm var så kvæstet, at vi ikke kunne behandle hende på vores klinik i Kutupalong, og hun blev derfor henvist til et hospital et par timers kørsel nordpå. Her kunne kirurgerne operere hendes skader i armen.

 

Jeg tilså hende, da hun vendte tilbage til vores klinik med armen i gips. Hun kunne ikke strække sine fingre ud, fordi senerne i hendes underarm var blevet ødelagt af kuglen.

 

 

En lille pige er blevet operereret i sin arm i Bangladesh

Den lille piges underarm blev ødelagt af den kugle, som dræbte hendes far. Men efter flere operationer kan hun nu bevæge sine fingre igen. © Ian Cross/Læger uden Grænser

 

Efter en måned var hun klar til en ny operation for at få rekonstrueret sine sener.

 

Bagefter kom hun til mig i klinikken – stolt af at vise mig resultatet. Nu kunne hun vippe med fingrene. Hun var glad. Hendes mor var så taknemmelig for den behandling, pigen havde fået, at hun bad os fortælle omverdenen om, hvad der var sket med hendes datter.

 

Få centimeter fra hjernen

Hvordan kan du blive skudt gennem øjet og stadig være i live? Denne lille pige så heller ikke, hvem der skød hende:

 

Øjet på den lille pige er skudt i stykker. Hun får behandling af Læger uden Grænser

Øjet på den lille pige er skudt i stykker. © Ian Cross/Læger uden Grænser

 

Kuglen gik ind i hendes kranie lige foran øret. Kuglen fløj videre gennem hendes øje og fortsatte ud ved hendes næse. Øjet var fuldstændig ødelagt.

 

Kirurgerne reparerede et hul på over to centimeter mellem hendes øjenhule og hjerne. Synet på det andet øje er normalt.

 

Selvom hun var uheldig at blive skudt, er hun utrolig heldig at være i live.

 

Det lykkedes for disse to små piger at flygte til Bangladesh og modtage fantastisk pleje.

 

Men hvor mange flere døde, før de slap ud af Myanmar?”

 

Sådan hjælper vi i Bangladesh

  • Flere end 620.000 mennesker er siden slutningen af august flygtet ind over grænsen til Bangladesh fra Myanmar. De er flygtet fra vold og overgreb.
  • Vi har behandlet flere end 62.000 patienter siden slutningen af august.
  • Vores over 800 nationale og internationale medarbejdere redder liv på 15 klinikker og to mobile klinikker tæt på grænsen til Myanmar.
  • Vi bygger også toiletter, graver brønde og sørger for rent drikkevand til de mange mennesker på flugt.

 

  • Bangladesh

    Indbyggere: 161 mio.
    Forventet levealder m/k: 71/73  år
    Børnedødelighed: 38 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 331
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Bangladesh i 1985. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO