Rejsebrev: Vaccination i Sydsudan

Læger uden Grænser (MSF) reagerede hurtigt på det udbrud af meningitis, der begyndte tidligere på året i flere afrikanske lande. Den første indsats gik ud på at finde ud af, hvilken type meningitis, der var tale om og at behandle dem, der var ramt. Næste skridt var at forhindre at yderligere ville blive smittet.

I Burkina Faso og Sydsudan har MSF vaccineret over 1,5 millioner mennesker. I begge lande er der nu færre tilfælde af meningitis, og meningitis aktiviteterne er så småt ved at lukke ned.

Sygeplejerske Christiane Pahl er på sin første opgave for MSF. Hun fortæller i et brev fra Sydsudan om, hvordan det har været at deltage i en vaccinationkampagne:

"Mørket har lagt sig og stjernene er kommet frem. Jeg tror aldrig, jeg har set så smuk en stjernehimmel som her i Sydsudan. Nu har jeg været i Sydsudan i en måned og er ankommet til mit nye sted, hvor jeg skal starte som "outreach nurse" i Pibor. Mens jeg lytter til nattens lyde og melodier, vender mine tanker tilbage til de sidste fire uger, hvor jeg med et team deltog i meningitisvaccination i Bor og omliggende landsbyer.

Tiden var så intensiv, at ord virker alt for små til at beskrive oplevelserne og billederne. Om aftenen, når arbejdet var overstået, sad vi som nu og nød stilheden og roen efter dagens gerning. Vores aftener havde altid en speciel stemning. Halvdelen af teamet sov allerede i deres telte, og vi var et par stykker som sad sammen og afsluttede dagen. Der blev talt, grinet, lyttet eller så var der bare tavshed, hvor dagens billeder gik igennem vores tanker.

Vores compound var en stor plads, hvor vi i den ene del havde vores spisested og forskellig store telte, som fungerede som sovetelte, kontor, køkken, medicinsk og logistisk opbevaringsrum, og den anden side var fyldt med seks jeeps - engang imellem følte jeg, at det var som at bo på en lille parkeringsplads. Om morgen startede dagen med lyden af vores jeeps. Deres lygter lyste vores compound op. Det var stadigvæk mørkt og dagen næsten ikke begyndt. Halvsøvnige stod vi ved vores vandtank og børstede tænder og fandt lidt morgenmad, inden vi satte os i bilerne til Bor for at hente de fem forskellige vaccinationsteams og tage ud til de forskellige steder, som vi denne dag havde planlagt at vaccinere hos. Mens vi var på vej til Bor kom lyset frem og solens orange-lyserøde farver meldte, at dagen var begyndt. En ny dag med vaccination.

Jeg havde egentlig mest kun tænkt på, at jeg skulle til Sudan for at vaccinere og at det indebar at arbejde sammen med et team, forberede sprøjter og give injektioner. Men det var jo næsten kun den mindste del. Det handlede om at arbejde sammen med 70 forskellige mennesker i en kontekst så forskellig fra min egen.

Efter 40 minutters køretur fra vores compound var vi så ankommet i Bor, hvor vi altid havde lidt ventetid inden alle medarbejder var tilstede. Der blev altid givet hånd, helst flere gang i løbet af en samtale, og så blev der grinet. At grine virker som en meget vigtig del af en samtale her, og når man har sagt noget sjovt, så bliver der som en bekræftigelse på det altid givet hånden igen. Nogle gange holder man også hånd under hele samtalen, og det er nok lidt uvandt for mig som nordeuropæer, men det giver en form for forbundenhed og sikrer ,at man virkelig har den andens opmærksomhed under samtalen.

Nu handlede det om, at få fordelt de forskellige teams i bilerne, som allerede var fyldt med materiale og vores koldbokse med vaccinerne. Det var hver aften en større logistisk diskussion i vores team, om at få fordelt bilerne og materialet mest hensigstmæssigt .Når alle teams var fuldtallige, tog vi afsted. Min opgave bestod i at besøge de forskellige teams, hjælpe til hvor der var behov, supervisere, sørge for at de havde alt materiale og at det hele kørte mest hensigtsmæssigt med at vaccinere. Fordelen var, at jeg fik lov til at tage ud til alle steder og lære de forskellige teams at kende.

Rygter om vaccinen og lokale stridigheder holdt nogle væk
En meget afgørende faktor for succesen i en vaccinationskampagne er jo helt klart at folk møder op for at lade sig vaccinere. Nogle gange var der få, som kom om eftermiddagen, og så var der altid lidt tid til at sidde med teamet og snakke. Tale om forskellen imellem vores kulturer, og næsten hver gang blev jeg spurgt om det virkelig passer, at det er kvinderne hos os som vælger deres partner, og at det var jo lidt underligt. Når jeg så svarede at det med at betale med køer for en kvinde var lidt underligt for mig, så blev der grinet højt. Vi grinede tit sammen, når den ene var overrasket over den andens kultur.

Men så blev tiden også brugt til at diskutere og finde ud, hvorfor folk ikke kom. Var de bange for vaccinen, ikke informeret godt nok? Hvad havde de hørt folk sige?
Ja, der var nogen rygter, som sagde, om at man kunne dø af vaccinen, blive infertil eller at den bare gjorde ondt.

En anden meget afgørende faktor var, at mange ikke turde at går lange strækninger med deres børn. For det ene på grund af varmen om eftermiddagen, på grund af trafikken på vejen, og for det andet på grund af en altoverskyggende konflikt med en nabostamme. Som jeg forstod, så er det en konflikt, som altid havde været der. Det handlede om, at man stjal hinandens kvæg, og der var også rygter om, at man stjal hinandens børn og solgte som slaver eller bare gjorde til en del af sin egen familie.

Jeg erindrer den morgen, hvor jeg ankom til en landsby, som virkede overraskende tom. Lederen for vaccinationsteamet, som befandt sig på stedet, fortalte mig, at landsbyen havde fået frarøvet deres kvæg i løbet af natten. De anklagede denne nabostamme for at have gjort det. Nu var en del indbyggerne taget af sted i frygt for et nyt angreb for at børnene blev taget. Om det var nu denne stamme eller ej, blev aldrig opklaret, kvæget kom tilbage, men det var nok til, at folk frygtede for at forlade deres hjem.

Nogen familiemedlemmer, mest faderen og sønnen, var ude på det som blev betegnet som "cattlecamps", hvor man opholdt sig med sit kvæg i tørketiden, da der var græs til kvæget og kunne derfor ikke komme til vaccinationen. Moderen var alene med resten af familien, og hun skulle i løbet af eftermiddagen hente vand fra vand borehullet og forberede maden, så hvis hun ikke havde tid om formiddagen til at kommen med børnene til vaccinationen, kunne hun heller ikke når det.

Halvanden times gang for at blive vaccineret
Men der var også mange, som kom. Småbørn, som kom med deres endnu mindre søskende, mødre med flere børn i hånden og unge, som nogle gange var mere bange for vaccinen end de små børn.

Jeg husker en meget høj ældre herre med hat og en stav, som jeg mødte i en af vaccinationsstederne. Han var gået i halvanden time for at nå frem til stedet. Han var leder for en lille community. På grund af en næsten ulidelig varme var der nok ikke mange fra hans sted, som ville komme til vaccinationen, og han spurgte, om vi ikke kunne tage ud til dem, da han følte et ansvar for, at de blev vaccineret. Spontant tog jeg halvdelen af et team med mig, og vi tog hen til landsbyens borhul, hvor der var en del kvinder og børn samlet for at hente deres dagsforbrug af vand. Vi åbnede bagdøren af vores jeep og vaccinerede lige på stedet.

Jeg husker også den anden community leder, som næsten gav mig et knus af taknemmelighed, da jeg forklarede ham om meningitis og vaccinen, og at vi ville komme dagen efter for at vaccinere i hans landsby. Den årelange krig havde afskæret dem for mulighed for vaccinationer og i det hele taget muligheden for tilgangen til nogen form for sundhedscentrer, så han var glad for, at der "endelig var nogen som kommer til os ".

Jeg husker det øjeblik, hvor en mor kom med sit lille barn til mig, som var febril og helt afkræftet, da det ikke havde spist og drukket de sidste to dage og spurgte, om jeg kunne tage dem til det næste sygehus. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvor udsat man var her for sygdomme (for os jo bare simple infektioner kureret med antiobiotika) og ofte uden mulighed for hjælp, hvor døden og det at miste er en konstant og barsk virkelighed af deres hverdag.

Spor af krigen
En af de chauffører, som kørte med mig rundt til de forskellige vaccinationssteder var fra selve området. Han var jævnaldrene med mig, men havde allerede levet mere end halvdelen af sit liv i krig ligesom mange af medlemmerne i vaccinationsteams.

Godt nok virkede det til at være roligt, og det var ikke lige krig, som kom i mine tanker, når vi kørte rundt. Men når man spurgte forsigtig ind til det, så havde hver enkelt sin individuelle historie, præget af krigen med smerte, tab, som havde efterladt sine ar. Min chauffør fortalte mig ikke kun om, hvordan han som 12-årig blev taget ind i militærets tjeneste, og hvordan han var nødt til at kunne vandre igennem ørkenen i flere dage uden mad og drikke, men også hvordan han oplevede det, da fredsaftalen blev tegnet for to år siden, og han faktisk havde håb for at det hele kunne blive bedre og forandret. For et år siden var han blevet gift og håbede for en bedre fremtid for sin kommende familie.

Og jeg, jeg kan vist ikke lade være med at håbe sammen med ham. Samtidig med at jeg lidt ydmyg tænker over, hvor forskelligt vores liv dog er, og hvor lidt har jeg dog vidst om livets dybder i forhold til en som er vokset op her i Sudan.

Dagen er ovre, og vi har i vores compound forberedt den næste dag og pakket bilerne. Vi nyder dagens sidste timer i månens lys og nyder nattens ro. I morgen venter en ny dag."

Læs mere om Christiane Pahl her.

/bt