Reddet efter tortur i Libyen: Mit eneste forsvar var mine tårer

Oussama Omrane er udsendt som kulturtolk for Læger uden Grænser på skibet Aquarius på Middelhavet
Her taler vores kulturtolk med mennesker på flugt på skibet Aquarius. De er netop blevet reddet fra en overfyldt båd på Middelhavet. © Oussama Omrane/Læger uden Grænser

Tusindvis af mennesker på flugt stævner hvert år ud fra den libyske kyst for at nå i sikkerhed i Europa. En af dem er teenageren Jonathan. Han mærkede på egen krop, hvorfor Libyen ikke er et sikkert land. Her fortæller vores kulturtolk på Læger uden Grænsers redningsskib Aquarius om mødet med den 17-årige dreng.

Vi var lige blevet færdige med en redningsaktion på havet og kunne trække vejret i et par minutter.

 

Jeg gik i gang med at tale med de mange mennesker på flugt, som nu var i sikkerhed. Det var her, jeg mødte Jonathan. En 17-årig dreng fra Nigeria.

 

Det første, jeg bemærkede, var det store ar, han havde på sit håndled.

 

Vi begyndte at tale om alt og ingenting: fra fodboldturneringen Africa Cup of Nations til hans rejse over Middelhavet.

 

Et fattigt liv uden mor og far

Det lykkedes mig at vinde hans tillid. Han stolede på mig og besluttede sig for at fortælle sin historie.

 

”Det er en lang historie, ” sagde Jonathan. ”Det, jeg har været igennem, er utænkeligt for en dreng på min alder”.

 

Langsomt begyndte Jonathan at åbne sig op:

 

Det var ikke muligt for ham at studere i Nigeria, fordi hans familie var fattig. Han voksede stort set op uden en mor, og hans far døde for et år siden.

 

”Jeg var i Marokko, da min far døde. Jeg forlod Nigeria i tre år og syv måneder. Jeg forsøgte at overleve ved at sælge tomater, men til sidst kunne jeg ikke tage det længere.”

 

Stuvet sammen i lille celle

Han fulgte i fodsporene på nogle landsmænd, der forlod Marokko for at tage til Libyen.

 

Her begyndte en frygtelig periode i Jonathans liv.

 

”Jeg tog til Sabratha (kystby i Libyen), hvor jeg begyndte at arbejde som portør, men jeg var fanget i et helvede. En dag blev jeg slået og røvet på gaden af en gruppe onde mænd fra Libyen. De kidnappede mig og holdt mig som gidsel i næsten to måneder. ”

 

Jonathan havde tårer i øjnene, mens han fortalte sin historie. Han så fortabt ud og stirrede ud i ingenting.

 

Han sukkede og stoppede kortvarigt sin fortælling. Så begyndte han igen  - nu med mere raseri i stemmen:

 

”De førte mig ind i et hus, der havde en stor baggård. De låste mig inde i et rum. Vi var omkring 60 mennesker derinde, og vi kunne knap nok trække vejret. Der var kun et lille vindue.”

 

Jonathan blev ved med at fortælle, hvad han havde været udsat for. Han forsøgte at huske alle detaljerne og imiterede kidnapperne, mens han fortalte:

 

”Alle havde kalashnikovs. De kom ind i rummet, tog fat i nogle af os og begyndte at slå. Jo højere du skreg, jo hårdere slog de dig. Nogle gange skød de op i luften for at skræmme os. De bad om penge, og hvis du ikke havde nogen, var du fordømt. ”

 

En ufattelig oplevelse

Jeg lyttede til Jonathan og prøvede at forestille mig, hvad han havde været igennem, men jeg kunne ikke.

 

Selvom du tror, at du er stærk, kommer alle til et punkt, hvor de ikke kan klare mere.

 

”De fortsatte med at tæve mig hver anden dag – med hænderne, med skæftet af deres våben og med gummikæppe. Så blev det værre. De begyndte at brænde mig med cigaretter og senere med en svejsebrænder. Du kan ikke forsvare dig selv. Dit eneste forsvar er dine tårer. ”

 

Jonathan har mange ar efter at have været udsat for tortur i Libyen.

Jonathan har synlige skader på kroppen efter mishandlingen i Libyen © Oussama Omrane/Læger uden Grænser

 

Jonathan løftede op i ærmerne på sin træningsdragt og stirrede på de ar, han havde på håndleddene. Han kiggede på dem i lang tid og så vendte han sig mod mig:

 

”En dag overraskede de mig og slog mig bevidstløs. Jeg vågnede op på jorden. De havde bundet kabler omkring mine ankler og håndled. Det var for stramt. Jeg var et let offer for deres blodtørst. De slog mig og brændte mig utallige gange. Det var uden tvivl den værste dag i mit liv, efter at min mor døde.”

 

Mens han fortalte mig, hvad der var sket, viste han mig sine ar – de var overalt på kroppen.

 

Selvom Jonathan nu er i sikkerhed på vores redningsskib, bliver han ved med at lide. Han har problemer med sin venstre ankel og har svært ved at gå.

 

Jonathans historie er kun en af mange, som vi hører fra mennesker på flugt. Det er en historie fra en almindelig dag på Aquarius.

 

Oussama Omrane er fra Tunesien og arbejder som kulturtolk for Læger uden Grænser på skibet Aquarius på Middelhavet.

 

Læger uden Grænser arbejder sammen med SOS Méditerranée på Aquarius for at redde menneskeliv. Uden for vintersæsonen har Læger uden Grænser også to andre skibe på havet. De tre skibe reddede i alt 21.600 mennesker i havsnød i 2016.

 

Libyen – et helvede for mennesker på flugt

  • På baggrund af interviews med hundredvis af mennesker vi har reddet på Middelhavet, kan vi dokumentere, at Jonathans historie om vold og overgreb i Libyen langt fra er enestående.
  • Libyen er på ingen måde er et sikkert land for strandede mennesker på flugt. Lov og orden er sat ud af kraft, og Libyen formår ikke at beskytte de tusindsvis af mennesker, der flygter gennem landet.
  • Vi yder lægehjælp til mange af de migranter, flygtninge og asylansøgere, som bliver tilbageholdt i og omkring Tripoli, Libyen. Mennesker bliver vilkårligt tilbageholdt under umenneskelige forhold – ofte uden adgang til nok mad, rent drikkevand og lægehjælp.
  • Der mangler et velfungerende asylsystem i Libyen. Mennesker, der søger om international beskyttelse, kan ikke få deres ansøgning behandlet retfærdigt og effektivt i overenstemmelse med international og regional flygtningeret. 
  • Libyen

    Indbyggere: 6,3 mio.

    Forventet levealder m/k: 70/76 år

    Børnedødelighed: 13 ud af 1000 børn dør før de fylder fem år

    Medarbejdere i 2015: 140

     

    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Libyen i 2011. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO