Når mavepinen ikke kan kureres med piller alene

Hun sidder helt stille for sig selv. Den slidte natkjole hænger på hende, mens hun dybt koncentreret tegner på det hvide papir foran hende. Opgaven lyder på at tegne det, som hun er mest bange for.

Psykolog Julia Stiles læner sig indover hende for at se, hvad tegningen fortæller. Størstedelen af papiret er dækket af en stor flyvemaskine. 

"Vi oplever, at en masse af børnene tegner flyvemaskiner," forklarer Julia Stempel. 

"Børnene bliver bedt om at tegne det, som skræmmer dem mest. Og langt de fleste tegner flyvemaskiner. De siger, det er de fly, som tvang dem på flugt."

"Børnene bliver bedt om at tegne det, som skræmmer dem mest. Og langt de fleste tegner flyvemaskiner. De siger, det er de fly, som tvang dem på flugt."

Ved at bede børnene om at tegne, hvad de er bange for, giver Julia Stempel og hendes hold af fem psykosociale medarbejdere og ti 'community workers' dem en chance for at udtrykke deres følelser.

Børnene bliver også bedt om at tegne et andet billede med de ting, som gør den glade, og hvor de føler sig sikre.

Formålet er fremkalde følelsen af, at "faren er overstået nu". På den måde forsøger holdet at hjælpe børnene til at forstå, at de ikke behøver være bange mere. 

Depression påvirker hele familien

Mange flygtninge lever med kronisk stress, som kommer til udtryk sig i såkaldte psykosomatiske klager, som hovedpine eller ondt i maven. Sådan en tilstand påvirker ikke kun patienten, men hele familien.

"En bedstemor i en af familierne blev ramt af en meget slem depression, og hun lå bare passivt hen i hytten hele dagen," fortæller Julia Stempel.

"Hele familien levede omkring hende i denne hytte. Hendes tilstand, hele flugten plus levevilkårerne i lejren var så belastende for familien, at en af ​​hendes børnebørn holdt op med at tale, mistede appetitten og begyndte at vise depressive symptomer. Når to medlemmer af familien lider på den måde, udsættes familien for yderligere stress. Alt sammen med til at øge et allerede stort pres på de mennesker, som bor her. Det er, hvor vi forsøger at nå ud og hjælpe. "

Gennem gruppesessioner, hjemmebesøg og individuelle konsultationer forsøger holdet i Doro at nå ud til så mange flygtninge som muligt. Alle flygtninge sidder med en eller anden form for traumer over flugten og de bombardementer, som de har været udsat for.

Selvom Julia Stempel og hendes hold forsøger at kommer så meget ud som muligt, er der stadig børn, som graver skyttehuller, som de kan beskytte sig i, hvis nu bombeflyene skulle komme igen, mødre, som opgiver deres børn, fordi de er ramt af fødelsdepressioner og mænd, som på grund af post traumatisk stress ikke kan tage vare på deres familie.

I et samfund, hvor man ikke taler om, hvordan hovedet har det, men alligevel ser efter hinanden, var det med en vis uro, at Læger uden Grænser søsatte projektet for mental sundhed. 

Men her godt fire måneder efter de første konsultationer, er erfaringerne gode. 

"Den største succes er at se, hvordan folk forstår tanken om mental sundhed og kan støtte hinanden," siger Stempel.

"De diskussioner i grupperne, hvor folk åbner op og siger  'Sådan har jeg det også - sådan føler jeg også', så er det jeg tænker 'Yes! Det virker, det vi gør'". 

Siden begyndelsen af ​ det mentale sundhedsprogram i Doro lejren, har Læger uden Grænser nået 16.489 mennesker til gruppemøder både i samfundet og på Læger uden Grænsers  sundhedsfaciliteter. Læger uden Grænser har også haft kontakt med 180 patienter, der kommer for individuelle konsultationer. I Jamam lejren, har Læger uden Grænser haft omkring 300 individuelle sessioner bestående af psykisk førstehjælp samt 50 individuelle konsultationer hver måned.