Miraklet i Mosul

Vores sygeplejerske Astrid er lige kommet hjem fra Mosul, hvor hun har været med til at genopbygge et bombet og nedbrændt hospital – midt i den hårde virkelighed oplevede hun et mirakel.

”Der var en dreng, som blev fundet under murbrokkerne. Han blev gravet fri og bragt til hospitalet af dem, der havde fundet ham – men drengen kunne ikke tale, og vi vidste derfor ikke, om hans familie måske stadig var i live.

En dag kom der to rengøringsfolk og spurgte mig, om jeg kunne gøre noget for drengen. Det ville jeg naturligvis gerne prøve på, så jeg fulgte med. Drengen kunne ikke tale – han var ikke til at komme i kontakt med.

Det var tydeligt, at han var hjerneskadet. Det kunne vi for eksempel se på den måde, han lå. Men vi vidste ikke, om han havde været det siden fødslen, eller om det var sket i forbindelse med bombeangrebet.

Søger tryghed

I løbet af de næste uger besøgte jeg ham flere gange. En dag var han vågnet op. Han gik og græd på gangen og fulgte så efter mig. Den første tid virkede han bange og utryg ved mig.

Men en dag kom jeg gående hen ad gangen. Der var trængsel af mennesker, og i mylderet så jeg drengen igen. Han så også mig og genkendte mig tydeligvis.

Sådan stod han, indtil de fleste folk var gået. Så var det som om, han faldt til ro igen.

Rengøringshelte

De to rengøringsfolk havde været som en familie for drengen. De havde ovenikøbet betalt for hans medicin, fordi hospitalets udvalg var begrænset.

Derfor var det de pårørende, der på det private apotek selv måtte handle den nødvendige medicin, men han havde jo ingen til at købe det.

Læger uden Grænser gjorde, hvad vi kunne for at få gratis medicin til patienterne, men hospitalet var drevet af de irakiske myndigheder. Vores primære opgave var at genopbygge dele af hospitalet.

Efter en måneds tid fik de to rengøringsfolk en lys ide. De lagde et billede af drengen ud på en Facebook-gruppe for forsvundne fra Mosul – og miraklet skete.

Drengens onkel så billedet og kom og hentede ham på hospitalet.

Den eneste overlevende

En uge efter mødte jeg drengen og hans bedsteforældre på hospitalet. De havde ledt efter mig og var kommet tilbage for at takke for hjælpen og for at få opfølgende behandling.

Bedstefaderen fortalte os, at hans barnebarn tidligere var en glad og normal dreng, der gik i skole som alle andre. Så hjerneskaden var sket som en konsekvens af, at han blev begravet under murbrokkerne, da huset blev bombet.

Bedsteforældrene troede, at han havde lidt samme skæbne som sin mor, far og andre søskende, som alle døde, da deres hus blev bombet i ruiner. Derfor havde de opgivet håbet om, at han var i live.

Så de kunne knap tro deres egne øjne, da de pludselig så hans billede på Facebook og derfor fandt ud af, at han var i live.

Hård afsked

Min afsked med Mosul endte med en køretur, der kom til at printe sig ind på nethinden. Jeg havde jo arbejdet og opholdt mig i det østlige Mosul. Denne del af byen var langsomt ved at komme til sig selv. Små butikker genåbnede, og folk var vendt hjem til deres boliger.

Men da vi krydsede floden og kom over i den vestlige del af byen, blev jeg mødt af et gruopvækkende syn.

Bydelen var sønderbombet – og jeg kunne overhovedet ikke forestille mig de rædsler, som civilbefolkningen havde været udsat for.

Det er billeder, jeg aldrig vil glemme. Jeg tænker ofte på, hvordan det skal gå folk i Mosul, hvordan de skal komme videre og bygge deres by og liv op igen.

Jeg kunne dog være meget tilfreds med min og teamets indsats, for vi havde vitterligt været med til at forbedre forholdene for mennesker i nød.”

Astrid Opstrup var udsendt til Al Khanlaa-hospitalet, som er drevet af de irakiske sundhedsmyndigheder. Læger uden Grænsers arbejde på hospitalet er nu færdiggjort, så skadestuen, intensivafdelingen og afsnittet for underernæring drives nu af de lokale sundhedsmyndigheder.