Miraklet i Mosul

Astrid sammen med drengen og bedsteforældrene på hospitalet i Mosul, Irak
Astrid var udsendt i fire måneder til den irakiske by Mosul. © Astrid Opstrup/Læger uden Grænser

Vores sygeplejerske Astrid er lige kommet hjem fra Mosul, hvor hun har været med til at genopbygge et bombet og nedbrændt hospital – midt i den hårde virkelighed oplevede hun et mirakel.

”Der var en dreng, som blev fundet under murbrokkerne. Han blev gravet fri og bragt til hospitalet af dem, der havde fundet ham – men drengen kunne ikke tale, og vi vidste derfor ikke, om hans familie måske stadig var i live.

 

En dag kom der to rengøringsfolk og spurgte mig, om jeg kunne gøre noget for drengen. Det ville jeg naturligvis gerne prøve på, så jeg fulgte med. Drengen kunne ikke tale – han var ikke til at komme i kontakt med.

 

Det var tydeligt, at han var hjerneskadet. Det kunne vi for eksempel se på den måde, han lå. Men vi vidste ikke, om han havde været det siden fødslen, eller om det var sket i forbindelse med bombeangrebet.

 

Søger tryghed

I løbet af de næste uger besøgte jeg ham flere gange. En dag var han vågnet op. Han gik og græd på gangen og fulgte så efter mig. Den første tid virkede han bange og utryg ved mig.

 

Men en dag kom jeg gående hen ad gangen. Der var trængsel af mennesker, og i mylderet så jeg drengen igen. Han så også mig og genkendte mig tydeligvis.

 

Han kom hen til mig og stillede sig helt tæt op af mig og lagde sit hoved på min skulder.

Han kom hen til mig og stillede sig helt tæt op af mig og lagde sit hoved på min skulder.

 

Sådan stod han, indtil de fleste folk var gået. Så var det som om, han faldt til ro igen.

 

Rengøringshelte

De to rengøringsfolk havde været som en familie for drengen. De havde ovenikøbet betalt for hans medicin, fordi hospitalets udvalg var begrænset.

 

Derfor var det de pårørende, der på det private apotek selv måtte handle den nødvendige medicin, men han havde jo ingen til at købe det.

 

Læger uden Grænser gjorde, hvad vi kunne for at få gratis medicin til patienterne, men hospitalet var drevet af de irakiske myndigheder. Vores primære opgave var at genopbygge dele af hospitalet.

 

Efter en måneds tid fik de to rengøringsfolk en lys ide. De lagde et billede af drengen ud på en Facebook-gruppe for forsvundne fra Mosul - og miraklet skete.

 

Drengens onkel så billedet og kom og hentede ham på hospitalet.

 

Den eneste overlevende

En uge efter mødte jeg drengen og hans bedsteforældre på hospitalet. De havde ledt efter mig og var kommet tilbage for at takke for hjælpen og for at få opfølgende behandling.

 

Jeg kunne se, at drengen genkendte mig. Han var som forvandlet. Han havde taget cirka fem kilo på og så ud til at have det meget bedre. Han smilte endda.

Jeg kunne se, at drengen genkendte mig. Han var som forvandlet. Han havde taget cirka fem kilo på og så ud til at have det meget bedre. Han smilte endda.

 

Bedstefaderen fortalte os, at hans barnebarn tidligere var en glad og normal dreng, der gik i skole som alle andre. Så hjerneskaden var sket som en konsekvens af, at han blev begravet under murbrokkerne, da huset blev bombet.

 

Bedsteforældrene troede, at han havde lidt samme skæbne som sin mor, far og andre søskende, som alle døde, da deres hus blev bombet i ruiner. Derfor havde de opgivet håbet om, at han var i live.

 

Så de kunne knap tro deres egne øjne, da de pludselig så hans billede på Facebook og derfor fandt ud af, at han var i live.

 

Astrid sammen med drengen og hans bedsteforældre

Bedsteforældrene havde opgivet håbet om at finde deres barnebarn i live. Men det lykkedes. Her står Astrid sammen med dem. © Astrid Opstrup/Læger uden Grænser

 

Bombet og brændt

Da jeg ankom til Mosul, var det tydeligt, at der virkelig var brug for vores hjælp. Hospitalet var hårdt mærket af bomber og en stor brand – mange afdelinger fandtes slet ikke. Eksempelvis havde hospitalet før branden 450 sengepladser, otte operationsstuer og 13 børnekirurger.

 

Da jeg kom var der blot 150 sengepladser og to operationsstuer. Der var ingen børnekirurger tilbage. De var for længst flygtet, ligesom store dele af personalet gjorde det, da Islamisk Stat indtog byen.

 

Det første, vi kastede os ud i, var at etablere en midlertidig skadestue – vi renoverede tre gamle patientstuer, så de hurtigt kunne tages i brug som skadestue. Samtidig begyndte vi opbygningen af en helt ny skadestue på hospitalsområdet.

 

Hospitalet i Irak blev ødelagt af bomber og brand

Store dele af Al Khanlaa-hospitalet i Mosul var fuldstændig ødelagt, da Astrid kom derned for at hjælpe med genopbygningen. © Sacha Myers​

 

Hjertebarnet

Efter to måneder stod den nye skadestue færdig. Det var et godt øjeblik. Sygeplejerskerne var utrolig taknemmelige og satte alt op, så skadestuen var klar til brug.

 

En dag fik vi et meget sygt barn ind. Det viste sig at være et hjertebarn. Det kaldte vi det ikke, fordi det var et særligt kærligt barn. Det var et barn med hjertefejl, som havde brug for at blive opereret.

 

Men det er en kompliceret operation, og der var ikke flere børnekirurger eller muligheder for at operere barnet. Barnet døde efter tre uger.

Men det er en kompliceret operation, og der var ikke flere børnekirurger eller muligheder for at operere barnet. Barnet døde efter tre uger.

 

Det er desværre virkeligheden i Mosul, hvor sundhedssektoren er voldsomt invalideret efter krigen. Det samme er befolkningens sundhedstilstand, fordi de ikke har kunnet få almindelig lægehjælp i årevis.

 

I mange tilfælde var de patienter, der kom til skadestuen med livstruende tilstande for lang tid om at nå frem.

 

Jeg oplevede en del tilfælde, hvor hjemmefødsler var gået galt. Men de kom ofte for sent frem til os, fordi vejen frem til vores gratis lægehjælp var lang og vanskelig. Så selv efter gentagne genoplivningsforsøg kunne vi ikke redde det nyfødte barn.

 

Nogle gange var vi også nødt til at fortælle forældrene, at vi ikke kunne gøre mere, fordi vi ikke havde det udstyr, der var nødvendigt til at hjælpe barnet med at trække vejret. Så det eneste, vi kunne gøre, var at lindre barnets ubehag, så godt vi kunne og støtte de grædende og sørgende forældre.

 

Lang vej til målet

Jeg valgte at forlænge min udsendelse, fordi genopbygningen trak ud.

 

Vi havde et godt team, og det var også en af årsagerne til, at jeg valgte at blive længere - og selvfølgelig fordi jeg gerne ville se mit projekt fuldført.

 

Vi opførte en skadestue og en intensivafdeling med fire senge - det fordoblede antallet af intensivpladser i Mosul. Alene på Rigshospitalet i København er der over 50 intensivpladser, så det viser tydeligt, at der er lang vej endnu for sundhedsvæsnet i Mosul.  

 

Jeg nåede dog ikke at se åbningen af intensivafdeligen, men den stod færdig to dage efter min afrejse.

 

Astrid på byggepladsen i Mosul'

Astrid på byggepladsen i Mosul. Hun nåede at få genopbygget flere afdelinger af det ødelagte hospital, før hun tog tilbage til Danmark. © Astrid Opstrup/Læger uden Grænser

 

Hård afsked

Min afsked med Mosul endte med en køretur, der kom til at printe sig ind på nethinden. Jeg havde jo arbejdet og opholdt mig i det østlige Mosul. Denne del af byen var langsomt ved at komme til sig selv. Små butikker genåbnede, og folk var vendt hjem til deres boliger.

 

Men da vi krydsede floden og kom over i den vestlige del af byen, blev jeg mødt af et gruopvækkende syn.

 

Bydelen var sønderbombet – og jeg kunne overhovedet ikke forestille mig de rædsler, som civilbefolkningen havde været udsat for.

 

Det er billeder, jeg aldrig vil glemme. Jeg tænker ofte på, hvordan det skal gå folk i Mosul, hvordan de skal komme videre og bygge deres by og liv op igen.

 

Jeg kunne dog være meget tilfreds med min og teamets indsats, for vi havde vitterligt været med til at forbedre forholdene for mennesker i nød.”

 

Astrid Opstrup var udsendt til Al Khanlaa-hospitalet, som er drevet af de irakiske sundhedsmyndigheder. Læger uden Grænsers arbejde på hospitalet er nu færdiggjort, så skadestuen, intensivafdelingen og afsnittet for underernæring drives nu af de lokale sundhedsmyndigheder.

  • Irak

    Indbyggere: 36,4 mio.
    Forventet levealder: 66/72 år
    Børnedødelighed: 32 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 833


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Irak i 2003.
     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO