Mangel på plads er den største udfordring

I slutningen af december forlod jeg et frossent og juleeventyrligt Europa for at tilbringe det meste af 2011 i én af verdens største, hurtigst voksende, og fattigste metropoler. Jeg har tidligere besøgt flere asiatiske megabyer, men jeg havde på fornemmelsen, at Dhaka ville være noget helt særligt.

Efter 6 måneder kæmper jeg stadig en daglig kamp for at forstå, hvordan så mange mennesker kan leve på så lidt plads og i så meget larm, trafik og forurening.

Kontrasten mellem rig og fattig er enorm, og i et land med ca. 160 millioner indbyggere er der mange rige – og rigtig mange fattige mennesker. Alligevel mødes man alle steder af smil og vink, og gæstfriheden er stor.

Kamrangirchar

Syd for Dhakas officielle bygrænse ligger slummen Kamrangirchar. Den var engang en lille ø i Buriganga-floden, men grundet pladsmangel er store dele af floden blevet fyldt op med sand.

Kamrangichar udgør nu ca. tre kvadratkilometer og er forbundet med fastlandet. Det vurderes, at Kamrangirchar er hjem for ca. 400.000 mennesker, og der er ingen offentlige hospitaler eller klinikker.

Læger uden Grænsers projekt i Kamrangirchar beskæftiger sig med underernærede børn under 5 år samt gravide og ammende kvinder. Børnene og mødrene bliver fulgt nøje og forsynet med næringsrig mad. Al behandling er gratis.

Jobbet som logistiker
Læger uden Grænsers klinik i det sydlige Kamrangirchar åbnede for lidt over et år siden, så projektet er nyt og ikke så stort. Derfor blev jeg på min første arbejdsdag overrasket over at se så mange smilende og farverige ansatte summe rundt i hektisk aktivitet.

Mine primære opgaver skulle egentligt have været logistik og forsyning samt vand og sanitet, men man havde netop identificeret en bygning i det nordlige Kamrangirchar, der hurtigst muligt skulle omdannes til endnu en klinik for underernæring. De næste tre måneder gik med at forvandle seks små lejligheder til en sammenhængende klinik med alle de nødvendige faciliteter.

Det er heldigvis meget let at finde velkvalificeret arbejdskraft i Bangladesh, og mit logistik team kan tage fat og fungerer rigtig godt.

Mobile klinikker i slummen

Kamrangirchar er ikke noget stort område, men vi kan desværre ikke nå alle patienter fra de to klinikker. Derfor sætter vi dagligt mobile klinikker op rundt omkring i lokalsamfundet. Den første mobile klinik åbnede i december, og nu er vi oppe på otte stykker.

Den største logistiske udfordring i Kamrangirchar er uden tvivl manglen på plads. Hver kvadratmeter er udnyttet. Vores mobile klinikker opføres i skoler og private bygninger, men det er svært at finde lokaler, der er ledige, store nok, og som har de rette faciliteter - eksempelvis el, vand og latriner.

Et travlt forår
Kort før vi åbnede vores nye klinik, udbrød der mæslinger i slummen - for de fleste danskere en banal sygdom - men her en meget smitsom sygdom, der især er farlig for svækkede mennesker.

Da der ikke er nogen offentlige klinikker i Kamrangirchar, har Læger uden Grænser siden december haft et samarbejde med sundhedsmyndighederne, hvor vi varetager deres børnevaccinationsprogram.

Under udbruddet arbejdede vi på at øge vaccinationsdækningen og behandle de sygdomstilfælde, vi kunne finde. Vi ser stadig nogle få mæslingepatienter, men udbruddet er heldigvis ved at være ovre.

Meget er sket siden jul. Antallet af klinikker, mobile klinikker, patienter, og ansatte er steget betydeligt.

Det har været et travlt forår, men vi har stadig mange opgaver foran os, der skal løses.