Lykken bor også i en flygtningelejr i Sydsudan

De seneste tre år har Adriana Kleivan arbejdet i nogle af verdens allerværste humanitære katastrofer. Det har både chokeret hendes retfærdighedssans og givet hende nogle af de allerstørste øjeblikke af lykke. Læs hendes historie her.

Baggrunden

 

Jeg begyndte faktisk at læse til sygeplejerske, fordi jeg ville ud med Læger uden Grænser. Jeg var ikke helt sikker på, at jeg ville være sygeplejerske, men jeg var helt sikker på, at jeg ville arbejde for Læger uden Grænser. Min familie har altid været meget socialt bevidste, og vi har altid rejst meget, så jeg vidste, jeg ville have et job og en passion, jeg kunne rejse med.

 

 

Den første gang

Min første udsendelse var enorm hård. Det var i februar 2012 i Sydsudan. Det var hårdt, både fordi det var første gang, jeg var af sted – men også fordi det generelt var en usædvanlig hård mission. Det var en flygtningekatastrofe, der var opstået ret pludseligt. Og i begyndelsen var vi den eneste mulighed for sundhedshjælp for et meget stort antal flygtninge. Vi var helt ude i ’bushen’, og det var regnsæson, så vi kunne ikke få transporteret hverken mad eller medicin ud til os. Så i starten levede vi af ris, og vi tabte os alle sammen enormt meget og var meget syge. Og vi kunne heller ikke altid behandle patienterne, fordi vi ikke havde den nødvendige medicin eller udstyr. Så vi mistede mange børn til underernæring. Det var enormt deprimerende og hårdt.

 

Men jeg lærte også SÅ sindssygt meget. For man bliver udfordret på en måde, man ikke har oplevet før, og lærer, hvordan man reagerer i forskellige situationer. Jeg har aldrig tænkt, at jeg var en blød type, men jeg græd, da det første barn døde. Det var også af magtesløshed. For det var så meningsløst – det var et barn, der døde af dehydrering! Det kunne jeg slet ikke acceptere. Det skal man selvfølgelig heller ikke, men man får et andet filter med tiden.

 

Med tiden fik vi styr på klinikken, og børnedødeligheden faldt, og det var enormt motiverende. Den fremgang og de resultater, vi så i projektet, hjalp rigtig meget. Og jeg vidste, at jeg skulle af sted igen.

 

Den største lykke

Jeg husker en nat, hvor jeg stod i flygtningelejren i Sydsudan med åbent kig op til stjernehimlen og tog et bad med den halve spand vand, vi fik udleveret hver aften, og tænkte, gud, hvor er jeg lykkelig. Og det var måske første gang i mit liv, hvor jeg sådan rigtig havde været bevidst om at være lykkelig. Og jeg tænkte, at det var specielt at stå i Sydsudan og have det virkelig hårdt, men alligevel var der noget enormt livsbekræftende i det. Det var sådan noget helt håndgribeligt, jeg gjorde med mit liv, som pludselig gav mening. Jeg kan jo have det enormt fint herhjemme – for her er kærlighed og familie – men den der høje følelse af lykke, den får jeg, når jeg er ude i felten – og klarer noget sammen med nogle andre. Så får man et kick, man ikke får i et normalt liv.

 

Foto: Adriana med en kolerapatient

 

Før-og-efter-Syrien

I 2012 og 2013 var jeg to gange i Syrien. Og for mig rent personligt er der et før og efter Syrien. Det ændrede noget inden i mig at se den største humanitære katastrofe i nyere tid. Og at være i en krig er helt anderledes end at være i en flygtningelejr eller en epidemi, som jeg tror, det er svært at beskrive til andre, der ikke har prøvet det. Min retfærdighedssans blev krænket, og jeg blev fuldstændig forfærdet og desillusioneret over, at det fik lov til at foregå, og over at det stadig foregår i dag, uden at verden har grebet ind. Rent menneskeligt var det chokerende at se en masse civile blive bombet på den måde, som de gjorde – på markeder og i butikker og på gaderne. En masse børn, der blev bombet, fordi de legede ude i gaderne. Og så er det nogle ret voldsomme skader, folk kommer med, når de har været udsat for et bombeangreb, det er jo folk, der mangler en arm eller begge ben eller er revet midt over.  Efter min sidste mission i Syrien i september 2013 gik der to-tre måneder, før jeg tog af sted igen, fordi jeg var så mærket af det.

 

Principper og kompromiser

I Sydsudan var jeg medicinsk koordinator for nogle flygtningelejre. Jeg skulle forhandle med myndighederne om, hvor vi kunne åbne et koleracenter. Og det bliver hurtig politisk, for så var det for tæt på en skole eller en ministers hus. Det kræver, at man er diplomatisk og har tålmodighed, fordi man nogle gange sidder i situationer, hvor noget, der åbenlyst er i befolkningens interesse, ikke er i regeringens interesse. Og det kan godt være lidt chokerende. Man bliver nødt til at indgå i nogle dialoger, som man ikke forestillet sig. Og det kræver, at man er stærk på Læger uden Grænsers principper, for selv om der er meget, der kan forhandles, så er der også noget, vi ikke kan gå på kompromis med.


Patienten, jeg aldrig glemmer

At se hvad Læger uden Grænser formår i katastrofesituationer er helt fantastisk. Det er imponerende rent logistisk og praktisk, at man f.eks. kan bygge et koleracenter op på mindre end en uge. Og der er flygtningelejre, hvor vi er de eneste, der tilbyder sundhedshjælp. Der kan man jo ret hurtigt se nogle helt konkrete resultater af det, man laver. Og så er der en målbar effekt på menneskeliv. Jeg glemmer aldrig den 14-årige pige fra Syrien, der var alene hjemme med sine tre yngre søstre, da et missil ramte deres lejlighed. De tre søstre bliver dræbt – og den 14-årige pige mistede en fod og halvdelen af benet. Hun bliver bragt til vores hospital og er ved at dø. Kirurgerne arbejder på hende et helt døgn og redder hendes liv. Da forældrene kommer til hospitalet, er de selvfølgelig knuste og i stor sorg over at have mistet tre børn, men deres lykke, over hun var i live, var så kæmpestor. De sad ved hendes side konstant, de sov ikke, de sad der bare og kyssede og krammede hende. Hun var deres håb. Det, der gjorde, at de overlevede mentalt, tror jeg. Og hun var simpelthen så stærk og havde sådan en vilje til at overleve. Det var så inspirerende. 
 

Blå bog:

Adriana Kleivan. 32 år, fra København, uddannet sygeplejerske. Har de seneste tre år været på 11 missioner til bl.a. Syrien, Colombia, Sydsudan og Jordan og Sierra Leone.

 

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her