Liberia: Børn i livsfare uden vaccinationer

I Liberia mangler et stort antal børn almindelige rutine-vaccinationer, og ikke-ebola relaterede sygdomme bliver ofte behandlet for sent. Foto: © Yann Libessart/Læger uden Grænser

Ebola har ødelagt sundhedssystemet i Liberia, og det kan koste både børn og voksne livet, når for få vaccineres, og andre sygdomme end ebola behandles for sent.  

Almindelige rutine-vaccinationer i de ebola-ramte lande i Vestafrika er stadig på lavt blus, siden epidemien begyndte. Det kan koste børn livet, hvis de ikke bliver vaccineret mod sygdomme som for eksempel mæslinger.
Derfor gennemførte vi for nylig en vaccinations-kampagne mod mæslinger og hjælper nu med at genopbygge sundhedssystemet.

 

92.000 børn uden livsvigtig vaccine

”Som enhver anden medicinsk service i landet, blev børns rutine-vaccinationer reduceret kraftigt siden ebolaepidemien brød ud. Antallet af børn, der var blevet vaccineret, var i slutningen af 2014 faldet til 60%, oplyste myndighederne i Liberia. Mæslinge-vacciner faldt til 58% - det acceptable niveau havde været 80%.

 

I januar anslog myndighederne, at ca. 92.000 børn under et år i Liberia ikke var blevet vaccineret overhovedet, og derfor er de i dag modtagelige overfor forskellige børnesygdomme, ” fortæller Philippe Le Vaillant, som er vores repræsentant i Liberia.

 

Bange for at søge læge

I slutningen af marts blev et nyt ebola-tilfælde opdaget. Det var det første tilfælde i mere end to uger i Liberia, og patienten døde få dage senere. Selv om epidemien er aftaget kraftigt, lever frygten i bedste velgående. Det gælder både blandt patienter og sundhedspersonale.

 

”Sundhedspersonalet vil være sikre, før de giver indsprøjtninger, da kontakt med blod er en af de største farer for at blive smittet. Befolkningen er stadig bange for at søge hjælp hos sundhedsklinikkerne. En af vores største prioriteter er at overvinde mistilliden til sundhedssystemet – både for sundhedspersonale og patienter – gennem træning og oplysning, ”siger Philippe Le Vaillant.

 

”Vores første mål er at identificere ebola-smittede så hurtigt som muligt. Selv om størstedelen af vores patienter ikke har ebola, skal de stadig testes, før de får nogen form for hjælp. Det medicinske personale er forståeligt nok bange, da 372 er blevet smittet, og heraf er 179 døde af ebola, ”forklarer læge Hanna Majanen, som er vores medicinske teamleder i Liberias hovedstad Monrovia.

 

Ventetid koster liv

Da det ikke er muligt at teste for ebola og få et svar hurtigt, kan ventetiden være dødelig.

 

”Vi oplever, at patienter dør, fordi de ikke kan få den rette behandling i tide. Ofte lider de af sygdomme som malaria og tyfus. Gravide kvinder, som står over for fødselskomplikationer, lider samme skæbne”, siger Philippe Le Vaillant.

 

Nyt børnehospital åbnet

Vi har - med tilladelse fra sundhedsministeriet i Liberia - åbnet et nyt børnehospital for patienter, der har sygdomme, som ikke er ebola. Er der mistanke om ebola, indlægges de stadig særskilt. Der er hårdt brug for behandling, og derfor har hospitalet åbent 24 timer i døgnet alle ugens dage med sengepladser til 46 børn under 5 år og mulighed for at udvide til 100 pladser.

Da risikoen for ebola langtfra er væk, er der omfattende sikkerhedsforanstaltninger på hospitalet.

 

”En grundig modtagelses proces, udvidet sikkerhedsudstyr, mere plads mellem sengene, mere sikker og bedre håndtering af medicinsk affald og smittekilder er alt sammen tiltag for at sikre vores patienter og personale. Det er essentielt for at genopbygge tilliden til sundhedssystemet for befolkningen og dem, der arbejder indenfor sundhedsvæsnet. Deres sikkerhed er det vigtigste”, siger læge Myriam Deguillen, som er leder af børnehospitalet.

 

Nyfødte indlægges

Vi hjælper også med at give en bedre behandling til børn og mødre, hvor der også tages hensyn til ebola på James David Junior Memorial Hospital i byen Paynesville. Mange indlæggelser er nyfødte, hvis mødre var nødt til at føde hjemme.

 

”Ebola har gjort meget skade i Liberia, Guinea og Sierra Leona på grund af svage sundhedssystemer. Der er brug for voldsomme forbedringer for at nå en bedre standard, især når det gælder kontrol med infektioner og overvågning af epidemier, ” siger Philippe De Vaillant.

 

Det gør vi

Vi har trænet personalet på 23 sundhedsklinikker i Montserrado og Grand Cape Mount Counties for at hjælpe dem til at øge sikkerheden. Ofte deltog civilbefolkningen også, hvilket kan have en positiv effekt på holdningen til sundhedssystemet og mindske frygten.

”Jeg er nødt til at være helt sikker, før jeg sender mine børn til en sundhedsklinik, når de er syge, i stedet for at købe piller fra apoteket. Jeg har indset, at risikoen for at blive smittet med ebola bliver taget seriøst her”, siger Morris Gibson, forælder til et barn på T.K.G. klinikken i forstaden Clara Town.

 

For at undgå en ny epidemi har vi sendt hold ind i Liberia for at opspore nye tilfælde af ebola i Grand Bassa, Grand Cape Mount og Margibi. Den nye metode skal sikre, at smittede isoleres og behandles lokalt. 

Tilføj kommentar

Hold en god tone når du debatterer. Læs vores kommentarpolitik her

  • Liberia

    Indbyggere: 4,5 mio.
    Forventet levealder m/k: 60/63 år
    Børnedødelighed: 70 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 161


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Liberia i 1990


    Kilder: Læger uden Grænser og WHO.